Om stiftsrådet
Siden 2009 har hvert af landets 10 stifter haft et stiftsråd, hvis formål er at medvirke til at styrke det kirkelige liv i stiftet.
Stiftsrådet i Lolland-Falster stift har 14 medlemmer: biskoppen og domprovsten er fødte medlemmer, en valgt repræsentant for stiftets provster, tre valgte repræsentanter for stiftets præster og 2 valgte læge menighedsrepræsentanter fra hvert af stiftets fire provstier.
Stiftsrådets arbejde
Stiftsrådene bestyrer stiftsmidlerne på vegne af menighedsrådene i stiftet og fastsætter herunder en politik for udlån til og indlån fra de lokale kirkekasser.
Stiftsmidlerne udgøres af kirkernes og præsteembedernes kapitaler, herunder også indbetalinger til gravstedsvedligeholdelse.
Landets 10 stiftsråd indgår i en fælles bestyrelse for ”stifternes fælles kapitalforvaltning”.
Stiftsrådet i Lolland-Falster stift har pejlemærkerne ”relevans, medinddragelse og fællesskab” som baggrund for prioriteringen af rådets arbejde.
Stiftsrådet har mulighed for at udskrive op til 1% af den kirkelige ligning i området til kirkelige aktiviteter, det såkaldte ”bindende stiftsbidrag”.
Stiftsbidraget kan anvendes inden for følgende områder:
- Kommunikation mellem stiftet, menighedsråd og præster
- Formidling af kristendom
- Udviklingsprojekter inden for undervisning, diakoni, IT, medier, kirkemusik og lignende, herunder analyser til forberedelse af sådanne projekter
- Mødeudgifter
Stiftsrådet fastlægger selv sin udvalgsstruktur og nedsætter udvalgene.
Sparringspartner for biskoppen
Stiftsrådet kan desuden rådgive biskoppen om kirkelige forhold, herunder kirkelige fællesopgaver og strukturforhold.
Stiftsrådet kan på eget initiativ tage sager af betydning for stiftet op til en fælles drøftelse på stiftsrådsmøderne.