Biskoppens månedshilsen april 2025

APRIL 2025

Kære alle

Min første gyserfilm så jeg engang, hvor mine forældre skulle i byen. Jeg dristede jeg mig til at se filmen Frankenstein sammen med min storebror, selvom mine forældre havde sagt, at jeg var alt for lille til at se den. Om natten vågnede jeg med mareridt og så Frankenstein-monstre alle steder omkring mig i mørket. Med dynen under armen listede jeg ind til min storebror. Måske kan du også huske, hvordan du som barn søgte tryghed hos dine forældre eller ældre søskende, når et mareridt havde hærget dig, og du blev grebet af frygt for mørket. Eller måske kan du huske, hvordan du som forælder lettede på dynen og åbnede din favn, når et barn i løbet af natten kom ind i soveværelset.  

Børn søger intuitivt selskab, når de bliver bange, for alene føler man sig mere udsat og sårbar. Det gælder imidlertid ikke kun børn. Fra forskningen ved vi, at den største trussel for både børn og voksnes fysiske og psykisk helbred er oplevelsen af isolation, manglende social kontakt og ensomhed. Coronakrisen og nedlukningen af landet var anskuelsesundervisning i, hvad mangel på socialt liv betyder for mennesker. Vi mennesker rykker sammen, når vi bliver bange, for vi har brug for fællesskaber, når verden opleves utryg.  

I en tid, hvor den hidtidige verdensorden er i opbrud, og med aktører på den verdenspolitiske scene, der agerer som monstre, der spreder frygt og rædsel, kan vores ellers så trygge hverdag pludselig opleves som et levende mareridt. At begynde dagen med de daglige nyheder er som at vågne op til et mørke, det er svært at orientere sig i. Verden forekommer langt mere uforudsigelig, uoverskuelig og kaotisk end tidligere. Frygten for krig vokser, og Europa skal opruste militært. Vi opruster for at afskrække fjenden fra at angribe, men oprustningen kan også skræmme os selv. Så militæroprustning alene reducerer ikke nødvendigvis frygten. Der er også behov for åndelig og social oprustning.

For samfund med stor social sammenhængskraft og stærke åndsfællesskaber håndterer kriser langt bedre end fragmenterede og polariserede samfund. Kriser skaber en stærk følelse af fællesskab og samhørighed, og her har kirken en vigtig opgave, idet vi kan understøtte det lokale fællesskab. Rundt omkring er der menighedsråd, der efterspørger vejledning til, hvordan de kan styrke det lokale beredskab. Mit svar er, at som kirke skal vi have fokus på det, vi er gode til – at styrke det åndelige fællesskab ved at forkynde evangeliet om næstekærlighed og tilgivelse – ja endda fjendekærlighed.

Tiden kalder på det kristne budskab om lyset, der skinner i mørket. Det mørke, som frygten indhyller mennesker i. Biblens fortællinger vidner om, at menneskeheden har gennemlevet utallige kriser, og at lyset altid har sejret over mørket. Højdepunktet er påskens beretning om Jesu død på korset langfredag og opstandelsen påskemorgen. At Jesus i ubeskrivelige lidelser på korset kunne sige om dem, der korsfæstede ham: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (Luk. 23,34). Lidelsen i sig selv går over, men kærligheden består i evighed.

At Guds kærlighed har overvundet døden, skræmmer måske ikke verdens Frankenstein-monstre, men det indgyder mennesker livsmod, og styrker modstandskraften og åndsfællesskabet. Så der er brug for, at vi som kirke letter på dynen og åbner favnen for mennesker, der er bange og utrygge i denne tid, så også de rammes af strålerne af Guds lys og kærlighed.  

Marianne Gaarden, biskop