Kronik: Der er også brug for åndelig oprustning

Der er også behov for åndelig oprustning

Af biskop Marianne Gaarden

FN’s generalsekretær, António Guterres lagde den 5. marts et foto af statuen ”Non-Violence” op på et af de sociale medier. Det er et internationalt symbol for fred og forestiller en revolver, der har fået bundet knude på løbet. Tidspunktet var selvfølgelig ikke tilfældigt valgt. Netop den 5. marts er international dag for nedrustning, men i år forekommer det nærmest som skæbnes ironi, for hvordan kan man overhovedet arbejde for fred i en tid, der opruster til krig? 

Idealerne om nedrustning synes helt at være forduftet, og Europa ser ind i en fremtid, hvor vi er nødt til at opruste militært for at imødegå truslen fra nye koalitioner. At der er behov for at opbygge et fælles europæisk forsvar for den frie verden, som mange af os indtil nu har taget for givet, er der næppe mange, der sætter spørgsmålstegn ved. I en periode, hvor de globale spændinger stiger, de tidligere beskyttelseslinjer eroderer, og frygten for krig vokser, møder opfordringen om ”køb, køb køb” ikke megen modstand. 

Her tre år efter at krigen i Ukraine brød ud, er den for alvor rykket ind i vores bevidsthed. Verden forekommer om muligt endnu mere uforudsigelig, uoverskuelig og kaotisk end for tre år siden. Den tragiske krig med det største antal dræbte i Europa siden anden verdenskrig, trækker dybe spor af splittelse og konflikter efter sig, og efterlader mennesker invaliderede og traumatiserede i et dystert mørke af frygt. For krig slår ikke ”kun” livet ihjel, men også livsmodet og håbet. 

Dertil kommer jordskælvene fra de tektoniske pladers forskydninger i den globale verdensorden. Det, vi i den vestlige verden antog som almindelig anstændighed, diplomatisk ansvarlighed og demokratisk retfærdighed, forekommer med ét at være suspenderet. De seneste ugers og dages bombastiske magtdemonstrationer skaber dagligt bulder og brag og efterlader mange mennesker endnu mere rådvilde, forvirrede og fortvivlede med en følelse af udsathed, afmagt og frygt for, at krigen skal brede sig. 

Trangen til at beskytte sig ligger dybt i os mennesker. Nordamerikanerne argumenterer for deres forfatningssikrede ret til at bære våben, fordi de vil have tryghed og sikkerhed. Men ikke mange steder i verden er der så mange masseskyderier som i USA – mere end ét hver dag i 2024. Flere våben i omløb i verden og teknologier som kunstig intelligens og kvantecomputere i hastig udvikling reducerer ikke nødvendigvis følelsen af utryghed og frygt for krig. Så spørgsmålet er, om militæroprustning alene kan bidrage til en verden, hvor menneskehedens fremtid ikke dikteres af krigens logik? Og hvis ikke, hvad skal der så til for at skabe global fred, stabilitet og sikkerhed?

For mig er svaret indlysende: Der er ikke kun brug for militær oprustning, men også for åndelig oprustning – eller måske vil det være mere rammende at kalde det åndelig oplysning. Der er brug for lys i det mørke, som frygten efterlader i mennesker. For den kristne indebærer det at vende sig mod Gud og lytte til Jesu ord om næstekærlighed og tilgivelse – ja endda fjendekærlighed (”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer”). Eller Paulus ord om, at i svagheden ligger den største styrke (”Når jeg er magtesløs, er jeg stærk”). 

Da Jesus døde på korset, fulgte han ikke krigens logik. I stedet bad han for sine fjender. For den kristne tro følger kærlighedens logik, der hele tiden kræver af os, at vi lader os forvandle, og slipper vores eget. Det er hårdt for vores egoer at blive korsfæstet, men det paradoksale er, at det netop nærer håbet om en fredeligere verden og styrker åndskraften. Og jo mere krigen og konflikten rykker ind i vores bevidsthed, des mere har vi brug for også at høre om den virkelighed, der følger kærlighedens logik.

Her vil nogle sikkert indvende, at aggressionen fra magtens mørkemænd næppe lader sig stoppe af Jesu ord om næstekærlighed, tilgivelse og forsoning. På et tidspunkt, hvor forsvarsalliancerne svækkes, og investeringerne i oprustning eskalerer, kan det forekomme mere end naivt og dumt at tro, at en åndelig oprustning kan gøre en forskel. Den fjende, vi står over for, har kun respekt for rå magt, lyder det igen og igen.

Nej, vi kan ikke bekæmpe mørket i magtmenneskers Gudsforladte sjæle ved at ruste os åndeligt, men vi kan bekæmpe det mørke i os selv, som frygten fremkalder. Når man bliver grebet af frygt, fokuserer man udelukkende på det negative, og mistilliden til andre fremkalder et behov for at kontrollere dem. Frygt er en frygtelig selvoptaget og narcissistisk følelse, der får mennesker til at tænke ”mig, mig, mig”, og til at vende sig væk fra fællesskaber, hvilket eliminerer empati og medfølelse for andre. Men det værste ved frygt er, at den smitter som et livsfarligt virus. Er vi først inficeret af det virus, så breder mørket sig også i os, og nedbryder vores åndelige modstandskraft. 

Mørkemænd, der med bulder og brag søger at skræmme, ydmyge og true en omverden til underkastelse, er selv gudsforladte sjæle, der i deres egenrådighed har forvildet sig ind i frygtens mørke og dystre labyrinter. Et ordsprog lyder, ”tomme tønder buldrer mest!” Det er de mest frygtsomme og bange, der har mest brug for at larme op og vise, at de er stærke. Bange og frygtsomme mennesker, der puster sig op og demonstrer magt, mangler indre åndelig styrke. For er man virkelig stærk, har man netop ikke behov for at demonstrere sin magt ved at sprede frygt og rædsel. 

Den tidligere amerikanske præsident, Roosevelt sagde, ”at det eneste, vi har at frygte, er frygten selv.” For har frygten først overtaget styringen af vores liv og samfund, så har mørket frit lejde. Derfor er frygten et livsfarligt virus for både den demokratiske samtale, for sammenhængskraften i vort samfund og for den enkelte selv. Når vi står over for mennesker, hvis handlinger er drevet af frygt, så er vores stærkeste forsvar, at vi ikke lader os smitte af frygten. Vi har brug for en form for åndelig vaccine af tro, håb og kærlighed, for at mørket ikke skal brede sig i os. Der er altså i den grad brug for åndelig oprustning.

Håbet indbefatter altid, i lighed med frygten, følelsen af magtesløshed og mangel på kontrol. Men i modsætning til frygten rækker håbet fremad og fokuserer på det positive. Håbet læner sig ind i troen på, at vi mennesker ikke alene styrer verdens gang, og troen på, at lyset er stærkest, fordi vores hjerter er skabt med en åndelige parabol, der er modtagelig for Guds kærlighed. Åndelig oprustning nærer håbet om en bedre og mere retfærdig verden.

De færreste almindelige mennesker har direkte indflydelse på krigens gang i Ukraine, eller på de beslutninger, der kan eskalere krig og konflikterne i verden, men vi kan selv vælge, hvordan vi vil forholde os til følelsen af magtesløshed og udsathed – om vi vil lade frygten eller håbet råde. Derfor er det så vigtigt, at vi også opruster åndeligt, så vi ikke lader os skræmme, men har åndskraften til at modsige mørke stormagter, der vil splitte verden ad. Næstekærlighed og forsoning er den eneste langtidsholdbare vej frem for menneskeheden.

BRAGT I BERLINGSKE 17.03.2025