Olga G. Kohen - Maribo Domprovsti og Rødby-Ringsebølle-Nebbelunde-Sædinge Pastorat

Siden sin opvækst i Sovjetunionen, hvor hverken Gud, Jesus eller Bibelen spillede en rolle, har Olga Grygorieva været på en lang rejse. Først over Rusland og Ukraine, til Sverige, Tjekkiet og nu Danmark, hvor hun har boet de sidste 13 år. Det har været en lang og begivenhedsrig rejse, ikke kun geografisk men også i Olga Grygorievas indre. Hun kommer fra en stilling som halvt sogne- og halvt migrantpræst i Rødby. De 50 procent af hendes stilling var et samarbejde med Københavns Universitet om et ph.d.-projekt, hvor hun skulle undersøge hvilke kirkelige tilbud, der kunne være relevante for de mennesker fra Østeuropa, der arbejder i området omkring Rødby.

I hendes nye embede  skal fokus være på diakoni, kirkens udtryk for socialt arbejde, fremfor specifikt migranter.

Læs mere om Olga G. Kohen her.

Vil du starte med at fortælle lidt om dig selv?

Inden jeg blev uddannet som teolog, prøvede jeg at arbejde flere forskellige steder, både i Danmark og i Ukraine. I Ukraine har jeg bl.a. arbejdet som skolelærer for udsatte børn, og i Danmark havde jeg et job som pædagogmedhjælper, kirketjener og tog i perioder et frivilligt job for at hjælpe hjemløse. Nu, hvor jeg er på barsel, virker jeg som besøgsven hos Røde Kors.

Det, at jeg kan lide arbejdet med mennesker, blev min motivation for at læse teologi og blive præst. Jeg forstår de kristne budskaber om næstekærlighed og medfølelse meget bogstaveligt. Det vil sige, jeg vil gerne dedikere mit arbejdsliv til mennesker ved at gøre mit bedste som præst. At være med dem i svære og betydningsfulde livssituationer samt at hjælpe dem til at se deres liv i lyset af den kristne tro.

Hvordan kan det være, at du ville være diakonipræst i netop Rødby?

Jeg virkede, inden min nuværende barselsorlov, som præst i Rødby og omegn i over halvandet år, og lærte de lokale mennesker, deres problemer og livsvilkår at kende. Jeg kom til at holde meget af min menighed præcis på den måde som de er. Jeg har gjort mit bedste for at være præst og medmenneske overfor dem, i det jeg, hver gang jeg udførte min præstegerning, følte, at jeg var værdsat og accepteret.

Den gensidige accept er faktisk min primære motivation til at søge stillingen.

Dernæst, ved jeg godt, bl.a. af mine egne erfaringer i pastoratet, at Lolland er mere socialt belastet end flere andre dele af landet. Derfor forekommer det diakonale arbejde mig både relevant og nødvendigt. De sociale institutioner i Lollands Kommune dækker behovet for omsorg og hjælp på en praktisk- og sundhedsorienterede måde, mens der, efter min observation, er et stort behov tilbage for kirkens diakonale arbejde i regionen.

Hvad er, i dine øjne, folkekirkens vigtigste opgave?

Jeg ønsker, at være formidler af de kristne budskaber og en god samtalepartner for medlemmerne af menigheden.

Det er nemmere at iklæde sig i sportstøj end at dyrke motion, det er lettere at skabe et billede af en god familie og lægge det ud på Facebook, end at arbejde på at have et godt familieliv til hverdag. Formen er nemmere at efterleve end indholdet. Men uden indholdet er formen blot en emballage, som bliver smidt ud nu eller senere. Hvor lang tid kan man køre på kulturkristendommen?

Ikke de gladeste tanker, men i dem, tror jeg, ligger kirkens vigtigste opgave: At forstå alvoren af situationen, at se bort fra den altid skiftende tidsånd og reflektere over sit virke med udgangspunkt i essensen af kristendommen. At gøre det, som står i menneskets magt, for at den kristne tro og Jesus ord ikke bliver uforståelige og gammeldags, en ”feel good tradition”, ord i den danske salmebog, som kirketjeneren deler ud og tager tilbage ved indgangen. Vi skal forsøge at gøre det, der står i vores magt, så den kristne tro forbliver levende i de kommende generationer.