Mikkel Flor - Østofte-Stokkemark

Velkommen til Lolland-Falsters Stift! Vil du starte med at fortælle lidt om dig selv?

Jeg har i flere år sagt at nu mangler jeg kun Bornholm og de små øer. Født i KBH, vokset op på Fyn og blevet gift og har fået børn i Jylland. Nu befinder jeg mig på Lolland – så det man vel kalde en begyndelse. Men umiddelbart har jeg ingen planer om at skulle flytte. Det ser godt, sundt og lovende ud.

Jeg er vokset op i et borgerligt hjem – en smule farvet af hippietiden i 70-80erne. Har været meget ude at sejle i barndommen, da vores far havde en hobby med at købe og restaurere store, gamle træskibe. Motoren var for det meste en Hundestedmotor. En bestemt dunkende tuk-tuk lyd og røg op af skorsten. Disse motorer var næsten uopslidelige. Dengang kunne vi børn blot smide en snøre i vandet og der var snart fisk på krogen.

Hvordan kan det være, at du ville være præst i netop Lolland-Falsters Stift?

Jeg har vikarieret i et andet sogn her i Lolland-Falster stift, end hvor jeg nu er landet. Jeg var meget glad for de ti måneder, jeg dengang var herovre. Derefter kom der mange bump – livet slog et par kolbøtter. Og jeg endte her i Østofte-Stokkemarke. Det var den vej vinden blæste. Åbenbart den landsdel jeg skulle tilbage til igen.

Er der noget særligt, du vil i dit embede?

Det vil tiden vise. Først må jeg finde ud af, hvor det er jeg bor, hvad det er der rører sig. Hvad er der brug for. Nogle sognebørn har boet her i generationer, mange andre er tilflyttere. Mit ønske er, at man med tiden vil tænke, at det var den rigtige præst, man valgte. Det er også et faktum, at de to sogne nu er slået sammen til et. Det betyder en vis balancegang – og et dobbelt bogholderi. 

Hvad er, i dine øjne, folkekirkens vigtigste opgave?

Det kan jeg sige lige med det samme: Troværdighed. At vi mener det, vi siger – og med dybde. At vi også kan træde tilbage og undskylde – gribe i egen barm og indse egne fejltagelser og forkerte udtalelser. Og tålmodigheden – Kristi uendelige tålmodighed og tilgivelse – burde være noget vi altid bar rundt på. En lomme vi griber ned i – og husker – at vi ikke er perfekte og aldrig bliver det. Så hellere holde mund. Indimellem lade andre komme til. Og videre.  Den største sætter sig stadig nederst ved bordet.