Prædiken ved fredsgudstjeneste den 24. februar i Klosterkirken

Fredsgudstjeneste den 24. februar 2025

Klosterkirken kl. 19.00

Velkomst og præsentation af situationen i Ukraine (Olga)

Præludium

Hilsen (Poul)

Kollekt (genbrug fra 2023)

1. Salme: 636, Midt i al det meningsløse

GT-Læsning: Esajas 2,2-4 (Poul + Olga)

Kor/Musikalsk indslag

NT-Læsning: 2. Kor. 4,1-10 (Poul + Olga)

Prædiken

2. Salme: Du spørg mig om håbet

Forbønner 

Lystænding og musik

Fadervor

Velsignelse

3. Salme: 787 Du som har tændt

og meddelelser om indsamling og kaffe

Postludim

Apostlen Paulus skriver til Korinterne:

For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld.  

Thi Gud, der sagde: 

»Af mørke skal lys skinne frem,« 

han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning 

og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt.

Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.  

I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. 

Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede.  

Vi forfølges, men lades ikke i stikken. 

Vi slås til jorden, men går ikke til grunde.  

Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, 

for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme.  

2. Kor. 4,5-10

Sognepræst, Olga Kohen, der har både russiske og ukrainske rødder, fortalte indledningsvist, hvordan hun oplever, at krigen trækker dybe spor af splittelse og konflikter i Ukraine. Krig slår mennesker ihjel, men også livsmod og håb, og efterlader de overlevende invaliderede og traumatiserede. Og traumer spreder sig som ringe i vandet, så pårørende langt væk fra krigen også er mærket af dem – det gælder også i Danmark, hvor vi holder fredsgudstjeneste i dag. 

”Men hvordan kan vi arbejde for fred i en verden, 

der opruster til krig? ”

Det spørgsmål har rumsteret i mit baghoved, siden Rusland invaderede Ukraine og ønsket om at opruste i Europa blev aktuelt. Og spørgsmålet dukkede op igen med fornyet kraft i forbindelse med forberedelsen til denne fredsgudstjeneste. 

Selvfølgelig ønsker man at kunne forsvare sig, når man føler sig truet, og nu her tre år senere, ser verden om muligt endnu mere uforudsigelig, uoverskuelig og kaotisk ud. 

Så hvordan kan vi bedst ruste os i denne tumultariske tid?

Amerikanerne argumenterer for deres forfatningssikrede ret til at bære våben, fordi de vil have tryghed og sikkerhed, men ikke mange steder er der så mange masseskyderier som i USA (mere end ét hver dag i 2024).

Så spørgsmålet er, om flere våben i verden vil kunne skabe fred? Eller skal der andet og mere til? 

Det korte svar er et stort og rungede JA. 

Der er også behov for åndelig oprustning! 

Som Olga også meget rammende sagde, så er det ikke kun sandheden, der som det første forsvinder i krig.

Mennesker vender sig væk fra Guds lys og hører ikke længere Guds ord om næstekærlighed og tilgivelse. 

Jesu ord bliver et fremmed sprog. 

Mennesker, der vender Gud ryggen, farer vild i de uendelige dystre labyrinter af selvretfærdighed, 

selvbedrag og rethaveriskhed. 

Og som Olga med uhyggelig klarhed beskriver, så er der 

i den formørkede og gudsforladte sjæl kun ét skridt fra, at man ser sin tidligere ven og nabo som en fjende til ønsket om at dræbe sin næste – ja selv sin egen bror!

I sin egenrådighed har mennesket vendt sig væk fra Guds lys, og har forvildet sig ind i de mørke labyrinter.

Det er ikke svært at forstå, at mennesket, der er faret vild i labyrintens dystre mørke, bliver grebet af frygt og angst. 

For i mørket kan man ikke orientere sig, og det opleves, som om man er spærret inde, svigtet og går til grunde. 

Men hvis mennesket i sit mørke vender sig mod Gud 

og råber: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” 

Så vil svaret lyde: ”Mit barn, jeg har ikke forladt dig!

Du er ikke stængt inde, selvom du er trængt i alt;

Du skal ikke fortvivle, selvom du er tvivlrådig;  

Du lades ikke i stikken, selvom du forfølges; 

Du går ikke til grunde, selvom du slås til jorden.”

For det er ikke Gud, der har forladt menneskene.

Det er menneskene, der har forladt Gud.

Så lyt til ordene, som Paulus skrev til Korintherne:

”Af mørke skal lys skinne frem, 

han har ladet det skinne i vore hjerter 

til oplysning og til kundskab 

om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt.” 

Ordene gælder også os, der lever i dag, omend vi nok vil formulere det lidt anderledes.

Midt i en uforudsigelig, uoverskuelig og kaotisk tid, 

der kan opleves mørk og dyster, så vil lyset bryde igennem, fordi vores hjerter er skabt med en åndelige parabol, 

der er modtagelig for Guds kærlighed, 

som vi ser i Jesus milde ansigt.  

Og tænk på ordene i Esajas vision:

De skal smede deres sværd om til plovjern, 

og deres spyd til vingårdsknive. 

Folk skal ikke løfte sværd mod folk,

og de skal ikke mere oplæres til krig.

Forestil jer, at raketter, missiler og droner engang vil blive smedet om som genbrugsmateriale til anden brug til glæde og gavn for samtiden.

Menneskene vil ikke længere bekæmpe hinanden, og forsvarsministeriet og militærkasernerne vil være nedlagt.

Paulus knap 2000 år gamle brev til Korintherne og Esajas mere end 700 år ældre vision er virkelig radikale for os midt i denne urolige tid, vi befinder os i lige nu.

Så på en måde er svaret på spørgsmålet om, hvordan vi kan arbejde for fred i en verden, der opruster til krig, enkelt: 

Vi skal opruste åndeligt ved at vende os mod Guds lys – 

og så kunne jeg jo sige ”Amen”, gå ned og tænde et lys, 

men jeg ved jo godt, at indvendingerne står i kø nu: 

”For er det ikke indbegrebet af naivitet og dumhed at tro, 

at krig kan bekæmpes ved at vende os mod Gud?

Aggressionen fra magtens mørke mænd lader sig næppe begrænse af bøn, lystænding og fredsgudstjenester!” 

Nej det er korrekt. Vi kan ikke bekæmpe mørket i magtmænds Gudsforladte sjæle, men vi kan bekæmpe vores egen frygt ved at vende os mod Guds lys.

Krigen er rykket ind i vores bevidsthed, og de seneste uger og dages tumultariske forandringer af den kendte verdens-orden har efterladt en følelse af udsathed, afmagt og frygt. Men frygt er som et livsfarligt virus, der smitter. Er vi først inficeret af frygten, breder mørket sig også i os, og ”angst æder sjæle op”, (som den tyske filminstruktør Fassbinders ikoniske film hedder). Har frygten først overtaget styringen af vores liv og samfund, har mørket frit leje.

Eller som den tidligere amerikanske præsident, Roosevelt sagde, så ”er det eneste, vi har at frygte, frygten selv.”

For frygt er en frygtelig selvoptaget følelse, siger forskere, (som fx Martha Nussbaum) der arbejder med fænomenet. 

En narcissistisk følelse, der får os til at tænke ”mig, mig, mig”, og som eliminerer medfølelse, og skaber et behov for at kontrollere andre.  

Hvorimod empatien og håbet får os til at vende os mod andre og indgå i stærke fællesskaber.

Frygt og håb udspringer begge af følelsen af afmagt, 

men hvor frygten forsøger at tage kontrollen, 

så overgiver håbet sig til troen på, at vi ikke er alene, 

at Gud er med os alle dage, som han har lovet.

De færreste af os har indflydelse på situationen i Ukraine, men vi kan vælge, hvordan vi vil forholde os til følelsen af magtesløshed og udsathed i øjeblikket – om vi vil lade frygten eller håbet råde.

Derfor er det så vigtigt, at vi også opruster åndeligt og vender os mod Guds ansigt, der oplyser vores egen frygt. 

Det indgyder tro, håb og mod til at modsige mørke stormagter, der vil splitte verden ad, og til at fastholde Guds ord om næstekærlighed og tilgivelse, 

som den eneste farbare vej frem for menneskeheden. 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,

Som det var i begyndelsen, 

Således også nu og altid og i al evighed. 

Amen