Prædiken forbønsgudstjenste -Maribo Domkirke

I dag læser jeg fra Galaterbrevet kap. 1. vers 13-24
 

I har jo hørt om,  

hvordan jeg tidligere levede i jødedommen,  

at jeg til overmål forfulgte Guds kirke  

og ville udrydde den.  

Jeg gik videre i jødedommen end mange jævnaldrende i mit folk og brændte mere af iver for mine fædrene overleveringer.  

Men da Gud, der havde udset mig fra moders liv  

og kaldet mig ved sin nåde,  

besluttede at åbenbare sin søn for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne,  

rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod,  

og jeg drog heller ikke op til Jerusalem til dem,  

der var apostle før mig, men drog til Arabien  

og vendte siden tilbage til Damaskus.  

Dernæst, efter tre års forløb, drog jeg op til Jerusalem  

for at træffe Kefas, og jeg blev hos ham i fjorten dage;  

men andre af apostlene så jeg ikke, kun Jakob,  

Herrens bror.  

Jeg tager Gud til vidne på, at hvad jeg skriver her,  

ikke er løgn!  

Dernæst tog jeg til Syrien og Kilikien.  

Jeg var personlig ukendt for Kristi menigheder i Judæa; de havde bare hørt om, at han,  

der før forfulgte os, nu forkynder den tro,  

han tidligere ville udrydde,  

og de priste Gud for mig.

Amen

At mennesker bliver forfulgte på grund af deres tro, religion, etnicitet eller geografiske placering,  

kan der ikke være tvivl om, når dette kirkeår rinder ud. Og når menneskelivet trædes under fode, er det vores pligt som kristen kirke at reagere.

Men når man lever i et trygt lille land som Danmark,  

kan det være meget svært at forholde sig til,  

at det kan være livsfarligt at praktisere sin tro  

eller blot vise sin tro ved at bære religiøse symboler.  

Vi kan simpelthen ikke forestille os, hvordan det er at leve i et sted, hvor det kan koste én livet at gå i kirke.

Derfor bliver vi nemt at vende det blinde øje til, men religiøs forfølgelse er et udbredt problem i store dele af verden. Forfølgelse indebærer alt fra diskrimination i et ellers fredeligt samfund til uddrivelse eller ligefrem etnisk udryddelse af mennesker med en bestemt tro i skrøbelige, svage og ustabile stater.

Nogle gange er det familiemedlemmer,  

andre gange lokalsamfundet,  

der står bag forfølgelserne.  

Eller de er systematisk sat i værk af samfundets ledere.  

Det sidste har været tilfældet siden historiens første kristenforfølgelser.  

Man plejer ofte af sige, at de første kristenforfølgelser fandt sted under kejser Nero i år 64, fordi kejseren mente, at de kristne var skyld i Roms brand.

At mennesker med en bestemt tro bliver gjort til syndebukke, er ikke et nyt fænomen.

Men faktisk vidner den tekst, jeg lige læste –

et uddrag af et brev, som Paulus skrev til Galaterne –  

om, at forfølgelser af kristne foregik endnu tidligere,  

endda på et tidspunkt, hvor der ikke var nogle,  

der var blevet defineret som kristne.

Paulus, der selv døde i år 64, blev den mest kendte  

og udbredte forkynder af den kristne tro.

Ofte beskrives han som kirkens første teolog.  

Og så var det netop hám af alle, der var de Kristustroendes værste fjende i begyndelsen.

Fra voldelig forfølger til lidenskabelig forkynder. Hvilket paradoks!

Og endnu mere utroligt er det, at han ikke forsøgte at dække over sin skyld, komme med dårlige undskyldninger, bortforklare sine forbrydelser,

eller helt undgik at omtale sin fortid.

Hvor mange af jer ville åbent og ærligt fortælle om jeres største skyld, det I skammer jer allermest over?

Det er nok de færreste af os, der har mod til det,

men det havde Paulus altså.

Han havde forsøgt at tilintetgøre den første menighed i Jerusalem ved at trænge ind i deres huse, og slæbe både mænd og kvinder ud på gaden og få sat dem i fængsel på grund af deres tro. Han så endda til og billigede, at en af de første Kristustroende, Stefanus,  

blev stenet til døde.

Han vedgik sig 100 procent sine ugerninger og

skrev helt åbent og ærligt, at han til overmål havde forfulgt Guds kirke og havde villet udrydde den;  

at han var gået længere end andre i sin iver for at håndhæve den jødiske traditionen.

Så hvorfra udsprang mon Paulus’ mod?  

Og kan vi lære noget af det, når vi i dag zoomer ind på mennesker, der er forfulgte på grund af deres tro?

Ja, det mener jeg, og derfor har jeg valgt at prædike over netop den her tekst i dag.

For Paulus skrev også, hvem der bevægede ham fra at være en den mest ivrige forfølger til at blive den mest lidenskabelige forkynder af den kristne tro.  

Gud havde udset ham, allerede inden han blev født, og havde givet ham den opgave at forkynde evangeliet om Jesus for hedningerne, som han skrev i brevet.

For Paulus var det altså Gud selv,  

der greb ind og omvendte ham.

Han tørrede ikke sin skyld af på Gud ved at hævde,  

at det var Gud, der var ansvarlig for hans ugerninger.  

Nej slet ikke, den skyld tog han selv på sig.

Men det var Gud, der havde bestemt hans skæbne som kirkens mest ihærdige forkynder.

Så hans mod, udsprang af hans tro på, at det var Gud, der handlede igennem ham.  

Paulus pegede også på, at de Kristustroende,  

som han tidligere havde forfulgt,  

ligeledes forstod hans omvendelse som Guds værk,  

for de priste Gud for ham.  

Sikke en stor tro på og tillid til Gud.

Tænk, at forfulgte mennesker ikke kun tilgiver deres tidligere forfølger, men ligefrem takker Gud for ham.

Mon ikke vi andre kunne have en lille mistro tilbage?

Kunne vi tilgive og lukke en tidligere forfølger inden for i vores hjem, og ligefrem takke Gud for ham?  

Historien har vist, at forfølgere kan forvandles.

Werner Best, den tyske nazist, der varskoede de danske jøderne i oktober 1943, så de nåede at flygte i tide.

Fangevogteren, der skulle udspionere Nelson Mandela, da han sad i fængsel på Robbin Island, og endte med at blive hans gode ven.

Ærkebiskop Desmond Tutu, der ledte Sandheds- og forsoningskommissionen, hvor bødler bekendte deres skyld over for ofrene og fik tilgivelse,  

har vist, at tilgivelsen kan transformere både bøddel og offer, så de sættes fri til en ny begyndelse.

Men det kræver et stort mod, og vil jeg tilføje, også en tro på og tillid til, at Gud kan virke igennem os,  

på samme måde som igennem Paulus.

Tillid til at Guds lys kan skinne igennem os, når vi vender os mod Gud og stiller os til rådighed for ham.

Og i bønnen vender vi os netop mod Gud.

Paulus’ omvendelse fra forfølger til forkynder,

har i allerhøjeste grad haft konsekvenser for den kristne kirke, der i dag tæller ca. en tredjedel af jordens befolkning – godt 2.2. milliarder mennesker.

Hvordan ville verden mon se ud i dag  

uden Paulus’ omvendelse?

Den største transformation i verden sker, når bødler forvandles. Det er Paulus et lysende eksempel på.

Så det er ikke kun de forfulgte kristne,  

der har brug for vores forbøn,  

men i lige så høj grad deres forfølgere.

Men er det ikke for meget at forlange?  

Skal vi virkelig bede for ondskabsfulde, egoistiske og grusomme tyranner, der torturerer, forfølger og dræber andre på den mest bestialske måde?

Ja, det er lige nøjagtig det, vi skal som kristne.

Jesus sagde det på utallige måder.  

Han var ikke kommet for at helbrede de raske,  

men de syge.  

Den gode hyrde gik ud for at finde det ene vildfarne får, ikke de 99 andre, der blev i flokken.

Og vi skal elske vores fjender og bede for dem,  

der forfølger os – så kan det ikke siges tydeligere.

Men hvorfor dog – det strider jo imod al sund fornuft?

Er det ikke blot at give de mørke kræfter frit lejde?

Vi overvældes så nemt af følelsen af uretfærdighed.  

Det er den instinktive måde mange af verdens ledere reagerer på, og sådan lyder det ofte i den offentlige diskurs. Vi fristes til at give igen med samme mønt,  

og bilde os selv og hinanden ind, at vi kan bekæmpe det onde med det ondes egne midler.  

Men kristendommen lærer os noget andet.

Lærer os, at det kun er mørket,  

der kæmper mod mørket.

Lyset kæmper aldrig mod mørket.

For lyset kæmper slet ikke – det lyser kun,  

og netop derved oplyses mørket.

Lyset er og vil altid være den største trussel for mørket.

Åbner vi en dør til et mørkt rum, er det ikke mørket, der trænger ud i lyset, men lyset, der trænger ind mørket og oplyser rummet.

De mørke kræfter i verden transformeres af lyset.  

Hadet smelter i mødet med kærligheden.

Det onde overvindes kun med det gode.

Det kræver stort mod at gå imod strømmen,  

imod vores kultur og imod vores ego,  

og i stedet vende os mod Gud og bede om,  

at hans lys vil skinne i mørket igennem os.  

Forestil jer, at verdens værste despoter forvandles,  

så de fremover vil forkynde det kristne budskab,  

som de i dag søger at undertrykke eller forfølger.

Så vil verden virkelig se anderledes ud.

Så vil man ikke længere trække på smilebåndet af de naive kristne, der beder for deres forfulgte søstre og brødre og deres forfølgere.

I stedet vil vi alle lovsynge og prise Gud,  

for den dag er Guds kærlighed blevet alt i alle.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,  

Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver  

én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse,  

nu og i al evighed.  

Amen