Kronik: Religion kan hele polariserede samfund 

Af Marianne Gaarden

Historien viser, at religioner kan bidrage til fred, opbygge relationer, skabe forsoning og indgyde håb. Den ressource bør vi forløse snarere end at frygte religion som splittelsespotentiale

»Den aktuelle stemning i den vestlige verden er præget af en uforsonlig social splittelse, en udstødelsens retorik og manglende evne til at kommunikere på tværs af lukkede grupperinger. Essensen af problemet er, at det politiske altid er følelsesmæssigt. Globaliseringen har fremprovokeret en følelse af magtesløshed, og nedenunder ligger en rugende frygt for udsathed og forandring. Det har ført til bitterhed og beskyldninger – imod indvandrere, muslimer og kulturelle eliter. Disse mekanismer er i spil over hele det politiske spektrum, men gengældelse og had er altid et selvdestruktivt svar på frygten. Vi må i stedet overvinde polariseringen gennem visioner, der kan indgyde os håb.«

Disse ord stammer fra den velanskrevne amerikanske jødiske filosof Martha Nussbaum. Det er den diagnose, hun stiller af den vestlige verden i sin Frygtens monarki – en bog, som udkom for otte år siden, men hvis diagnose i dag kun er blevet desto mere aktuel. Polariseringen er symptomet, men årsagen er frygten. Ved indgangen til et nyt år er det nok at kaste et blik over Atlanten for at se, hvordan polarisering kan udfordre eller true et lands sammenhængskraft – og i sidste ende demokratiet.

Vi kan i Danmark og Europa være taknemmelige for at have en anderledes kulturel ballast, men som Bjarne Corydon, chefredaktør på Børsen, for nylig sagde, »så gnaver den orm ikke kun i det amerikanske samfund, men også i de europæiske«. Derfor skal vi reagere, når vi ser tegn på, at polariseringen vinder frem i også vores samfund. Enhver ansvarlig politiker og religiøs leder må spørge sig, om man med sin retorik bidrager til at øge frygten og polarisering i samfundet? For her er jeg helt enig med Nussbaum: Frygten er drivkraften bag polariseringen.

Religion er ikke konfliktskaberen

’Ormekuren’, for nu at blive i Corydons metaforik, bliver så at finde frem til de visioner, der kan indgyde håb. Og netop her har vi i Danmark en ressource, man i et sekulariseret samfund har let ved at overse eller ikke vil tillægge betydning – nemlig religionerne, men vel og mærke ikke religion som spændt for nogen partipolitisk vogn.

Man troede engang, at religion kunne elimineres fra det offentlige rum. At noget sådant ikke lader sig realisere i praksis, har de fleste forhåbentlig erkendt – så skulle vi for eksempel også fjerne alle vores kirkebygninger, og det ønsker næppe mange. Sagen er, at religion betyder noget og ikke kun i private og personlige forhold, men også i vores samfund. 

Spørgsmålet er altså ikke, hvordan religion kan elimineres fra det offentlige rum, men rettere: Hvordan kan religion bidrage konstruktivt til at forme vores samfund? Sandt er det, religionerne i historisk perspektiv har ført til krig og fred. Religioner har splittet og forenet mennesker. Men det er grov forenkling, hvis man heraf vil udlede, at religion er rodårsag til krig og konflikt. Når religion misbruges til at legitimere krig og vold, ligger der ofte økonomiske, politiske, militære og sociale dagsordner bag. Problemet er ikke religionerne i sig selv, men de mennesker, der hævder at tale på Guds vegne.

Når religion misbruges som benzin til at antænde konflikter, er det forståeligt, at mange så også vil se religion som del af problemet frem for som en del af løsningen. Det ulykkelige er så, at vi som samfund kommer til at afskære os fra den ressource, som religion også kan udgøre. Alle religioner er i udgangspunktet imod krig og vold og ønsker, at mennesker skal leve i fred og fordragelighed med hinanden. Næstekærlighedsbuddet i kristendommen, at du skal elske din næste som dig selv, stammer fra den jødiske tora, og går igen i islam.

Religioner har visioner for en bedre verden

Historien har vist, at religioner også kan bidrage til fred, til at opbygge relationer, bygge broer, skabe tillid og vilje til at indgå i fællesskaber og netværk, der rækker ud over egen komfortzone med familie, venner og kolleger. De tre monoteistiske religioner har det til fælles, at de rummer visioner om en bedre verden og har håbet som fortegn.

Heldigvis er der mange eksempler på ledere, der med afsæt i deres religiøse ståsted har bidraget til fred og forsoning – for eksempel når religion bliver profetisk, som det kom til udtryk i Martin Luther Kings berømte I have a dream-tale, hvor det lykkes ham at skabe en vision for og nære håbet om en mere retfærdig verden. Eller når troen indgyder mennesker mod til at overvinde frygten, som i Sydafrika, hvor ærkebiskop Desmond Tutu blev sat til at lede freds- og forsoningskommissionens arbejde. Et lysende eksempel på, at syndserkendelse og tilgivelse kan føre til forsoning og forebygge, at situationer udvikler sig til blodig konflikt.

Religion har et stort potentiale i konfliktløsningsprocesser med troen på tilgivelse og personlig transformation som mulighed – og ikke mindst med håbet om en mere retfærdig verden som fortegn. Med Nussbaums ord, rummer religion netop visioner, der kan indgyde håb – og eliminere den frygt, der skaber polarisering. Bemærk, at håb ikke er det samme som optimisme, selv om det ofte bliver brugt som passivt trøsteord, som når man for eksempel siger »vi må håbe på bedre tider«, men så ingenting gør.

I lighed med frygt indbefatter håb altid, et stort element af oplevet magtesløshed og kontroltab. Men hvor frygt får os til at vige tilbage, rækker håbet fremad. Når man frygter, fokuserer man på det negative. Når man håber, fokuserer man på det positive. Så håbet rummer visionen for en bedre og mere retfærdig verden, der kan motivere til handling. Og vi har som samfund brug for disse visioner.

Rune Lykkeberg, Informations chefredaktør, skrev engang i en leder, at vi har brug for utopier, der allerede er formuleret og kan trækkes ned, når de nuværende samfundsstrukturer bryder sammen. Netop en sådan utopi rummer religionerne. En vision om et samfund, hvor næstekærligheden er fortegnet for menneskers samvær, hvor vi lever fredeligt med andre kulturer, racer, sprog og traditioner med respekt for menneskerettigheder, religionsfrihed, kulturel frihed og retfærdighed for alle.

Religioner består over store tidsspand

Religionerne har været her længere end alle de nuværende samfundsstrukturer. Demokratiet har i Danmark under 200 år på bagen, velfærdsstaten under 100 år. EU, i den form vi kender i dag, kun godt 50 år. Kristendommen derimod har været her i landet i over 1000 år. I verden i over 2000 år. Jødedommen har eksisteret endnu længere, Islam lidt kortere.

Ser vi rundt i verden, eller bare rundt i Europa, går én ting igen: Samfundsstrukturer opstår og forgår. Mure rejses og brydes ned. Det samme gælder sågar lande. Men religionerne består. Det er vigtigt, at politikerne forstår dette: Religionerne er en konstant ressource. Og det er også vigtigt, at vi som religiøse ledere selv forstår, at vi har et særligt ansvar for ikke at lade os spænde for en, i historisk sammenhæng, kortsigtet politisk vogn.

Lige så vigtigt er det, at politikere hverken dæmoniserer bestemte religioner. Det forudsætter, at man overvinder fordomme, der ofte udspringer af uvidenhed. Netop uvidenhed kan være den største barriere for et mellemreligiøst samarbejde om fred og konfliktløsning. 

Så hvad nu? Lad os overvinde polariseringen gennem de visioner, der kan indgyde håb! Inddrag religiøse ledere i et advisory board, der kan vejlede og rådgive, brug disse lederes og andre fagfolks viden om religioners potentialer i sociale processer, når der skal heles sår og bygges broer – og hav også fokus på at integrere kvinder og unge mennesker i den bestræbelse, så vi ikke overlader et så vigtigt arbejde til mænd alene. 

BRAGT I INFORMATION 02.01.2025