Anmeldelse: Rodfæstet — med evigheden for øje af Birthe Rønn Hornbech

Hvorfor er det interessant at læse om et andet menneskes fremstilling af sit eget liv?

Det var det første spørgsmål, der dukkede op, da jeg sad med Birthe Rønn Hornbechs seneste erindringsbog 'Rodfæstet — med evigheden for øje' i hænderne.

Selvbiografier skrevet af personer, der har været viklet ind i historiens gang, og som har måttet træffe svære beslutninger, der fik konsekvenser for mange mennesker, kan være interessante og lærerige.

Man kan blive klogere på historien, på et fagområde eller på en virkelighed, man ellers kun kender fra medierne.

Men den vigtigste motivationsfaktor for at læse en selvbiografi er for mange nok muligheden for at blive klogere på sig selv og sin samtid.

Det fordrer imidlertid en hårfin balancegang, hvor forfatteren på den ene side risikerer at miste noget af sin integritet, hvis det private bliver offentligt, og på den anden side skal give noget af sig selv.

Det er ikke nok at blive inviteret indenfor i det udstillingsrum, hvor den kontrollerede selvfremstilling præsentes. Invitationen skal også gælde det hjerterum, hvor selvransagelse, sårbarhed og ydmyghed råder. Det kræver mod — stort mod.

Et forsvar for ånden

Indledningsvis skal det siges, at Rønn Hornbech ikke selv påberåber sig at have skrevet en bog, hvis formål er at bibringe læseren selvindsigt, viden om historien, et fagområde eller en virkelighed, mange kun kender fra medierne.

Programerklæringen står med fede bogstaver på bagsiden af bogen: "Et forsvar for ånden, kulturen, friheden og demokratiet."

Et forsvar, der går som en rød tråd igennem bogens 187 sider, hvor Rønn Hornbech argumenterer for og demonstrerer med historiske henvisninger, at åndsfrihed, demokrati og frihed ikke er noget, vi som samfund kan tage for givet.

Det er noget, der altid skal kæmpes for – også i Danmark, for "det onde bor i mennesket."

Rønn Hornbech advarer imod en "overhåndtagende åndløshed og en snigende totalitarisme." Tro og samvittighed er altid den højeste lov for den enkelte, men der er sket et skred i retsgrundlaget, mener hun.

Bogen kan altså ses som en skrap replik eller et opråb til samtiden, der er i fare for at miste blikket for åndsfrihedens og demokratiets betydning.

Rønn Hornbech advarer imod en "overhåndtagende åndløshed og en snigende totalitarisme." Tro og samvittighed er altid den højeste lov for den enkelte, men der er sket et skred i retsgrundlaget, mener hun.

"Det tilkommer ikke nogen regering i et frit samfund at diktere, hvorvidt den enkelte borger lytter mere til Gud end til mennesker. Det er og bliver en personlig sag. Alene handlingen, men ikke holdningen, kan straffes," skriver Rønn Hornbech.

Frygt, visioner og politisk handlekraft

Som født og døbt under Anden Verdenskrig var forsvaret for ånden, kulturen, friheden og demokratiet værdier, hun fik ind med modermælken i en præstefamilie, hvor hendes mormor og politisk aktive morfar åbnede deres hjem for jøder.

Den systemiske ondskab: folkedrab, massemord og antisemitisme er for Rønn Hornbech repræsenteret ved hagekorset. Angsten for, at morfaren ville blive sendt i tysk koncentrationslejr fulgte i kølvandet på hans internering i Horserød. Frygten martrede hele familien og slap aldrig sit tag i mormoren.

Det er ikke svært at forstå, at både frygten og åndskraften, der satte sig op imod det onde, formede den lille Birthe i de første leveår.

For når frygten går hånd i hånd med troen, der rummer et håb og en vision om en bedre verden, så skaber det modstandskraft og motiverer til handling fremfor apati og resignation.

Det var i den jord af frygt, visioner og politisk handlekraft, at frøet til den åndspolitiske amazone, som Birthe Rønn Hornbech har udviklet sig til, blev sået.

Følelser holder man for sig selv

I bogen præsenteres læseren for de forskellige rum, der løbende formede Rønn Hornbechs livsforløb. Barndommen i præstegården på Østerbro i København med teologiske diskussioner, der grundlagde den klangbund af protestantisk kristendom og folkekirketradition, som Birthe Rønn Hornbech senere som politiker og kirkeminister, var så fortrolig med.

Bedsteforældrenes hjem i Helsingør, hvor det politiske engagement var normen. Ungdommen med dødsfald i familien og forelskelsen, der førte til et ægteskab, der efterlod Rønn Hornbech som enke i en alder af kun 41 år— fire år yngre, end den mand hun 21 år tidligere havde giftet sig med.

Konturerne og konsekvenserne af ægteskabet optegnes kun diskret, idet teologistudiet skiftets ud med jurastudiet, fordi manden ifølge Rønn Hornbech ikke ville være egnet til præsteægtefællens rolle.

Uden at vide det, kunne jeg forestille mig, at Rønn Hornbech er typen, der ville fnyse indigneret, hvis en journalist dristede sig til at stille samtidens mest trivielle spørgsmål: "Hvad føler du?"

Overvejelser om børn eller fravær af børn, samt hendes lakoniske skildring af et kræftforløb er heller ikke et rum, som læseren inviteres ind i. Man fornemmer intuitivt, at det henhører under privatlivets fred.

Uden at vide det, kunne jeg forestille mig, at Rønn Hornbech er typen, der ville fnyse indigneret, hvis en journalist dristede sig til at stille samtidens mest trivielle spørgsmål: "Hvad føler du?"

Følelser holder man for sig selv, mens holdninger deles med offentligheden.

Rammerne om samlivet med ægtefællen i sommerhuset på Fejø lidt nord for Lolland beskrives dog med varme følelser og sans for naturen og øboerne.

Det var "som at komme til en hel anden verden uden larm og travlhed." Stedet med den unikke fred og ro, som ø-livet tilbyder, var en helle midt i et travlt arbejdsliv.  

Dråben, der fik bægeret til at flyde over

I størstedelen af bogen beskrives det aktive og lidenskabeligt engagerede arbejdsliv som politifuldmægtig og anklager, og mere udførligt beskrives vejen ind på Christiansborg, og det arbejde, der fulgte som politiker.

Her åbnes døren på klem til et mere fortroligt rum med en personlig forundring over de potentialer og evner, andre så i hende. En personlig livserfaring flere læsere sikkert vil kunne genkende hos sig selv. Det er ofte nemmere at se andre end sig selv.

Rønn Hornbech tilbyder læseren at se en periode af historien igennem sine briller: Den kolde krig, Berlinmurens fald, det nye europæiske landkort, World Trade Centers fald, Grønlands selvstændighed og selvfølgelig nervepirrende folketingsvalg.

Hele tiden med Rønn Hornbechs etiske kompas rettet mod åndsfriheden og demokratiet, hvilket ikke sjældent har kastet hende ud i politiske opgør — også med sit eget bagland.

Rønn Hornbech beskriver med lige dele indignation og vemod sit gamle liberale parti, Venstres indgåelse i en regering, hvor helt grundlæggende frihedsrettigheder blev sat over styr.

Igennem længere tid vurderede hun, at det var bedre at kæmpe for partiet indenfor end udenfor, men dråben, der fik bægeret til at flyde over, var afskaffelsen af bededag.

Det var et indgreb af historiske dimensioner, skriver hun, fordi regeringen dermed tilkendegav, at den ophøjer sig selv til at være den udøvende kirkemagt.

Som en konsekvens meldte hun sig ud af partiet og svinger i bogen dommerhammeren, når hun meget kontant skriver, at regeringen er på vej mod en totalstat, hvor den ophøjer sig selv til en åndelig magt.

Et udsagn, der givetvis giver genlyd i flere religiøse samfund — inklusiv folkekirken, der stadigvæk slikker sårene efter den slagtede helligdag.

Man fristes til at sige "Amen"

Den åndspolitiske amazone råber på bogens sidste sider gevaldig højt om vigtigheden af at værne om åndsfriheden og demokratiet.

Men fra at være den højtråbende åndskæmpe, der slår i bordet og tordner imod en åndløs regering, der er hyklerisk og selvmodsigende, og som har mistet sit etiske kompas, så lander Rønn Hornbech forunderlig blødt i en genuin kristen protestantisk tænkning om Guds nåde og kærlighed.

Hun afslutter bogen med ordene om, at mennesket hele tiden får en ny chance.

Som læser bliver man klogere på det juridiske og politiske maskinrum, der henhører under Rønn Hornbechs faglige domæne, og kender man ikke folkekirken indefra, vil læseren givetvis også blive klogere herpå.

Styrken ved denne erindringsbog (som er en ud af flere: Politierindringer; Fra krigsbarn til folkevalgt; En danmarkshistorie erindret; En læser bliver til) er de kontante udmeldinger om åndsfrihed og demokrati, som bygger på transparente motiver og holdninger, som hun argumenterer for.

Det kalder på refleksion og modargumenter, hvis man er uenig, men hendes direkte og kontante skrivestil, når det kommer til holdninger og værdier, lader næppe læseren upåvirket.

Som læser bliver man klogere på det juridiske og politiske maskinrum, der henhører under Rønn Hornbechs faglige domæne, og kender man ikke folkekirken indefra, vil læseren givetvis også blive klogere herpå.

Unødvendig distance til læseren

Det er ligeledes interessant at se de historiske begivenheder, mange ellers kun kender fra medierne, igennem en politikers briller. Dørene til de private rum forbliver heldigvis lukkede for den nyfigne læser, men man kan spørge, om man som læser bliver klogere på sig selv og sit eget liv?

Indimellem forekommer Rønn Hornbechs hyppige omtale af sig selv i tredjeperson (krigsbarnet, den nittenårige gymnasiast, præstedatteren, den kommende teologistuderende, det offentlige fruentimmer i politi og politik, anklageren, og så videre), som temmelig anstrengende, fordi det skaber en unødvendig distance mellem fortælleren og læseren.

Det giver en fornemmelse af kun at blive lukket ind i det udstillingsrum, hvor den kontrollerede selvfremstilling præsentes — og det er synd, for bogen rummer også mange fine indsigter om livet, døden og kærligheden.

Distancen forekommer unødvendig, dels fordi der næppe er nogen fare for, at Rønn Hornbech mister noget af sin store integritet ved at vedgå sig sin sårbarhed, dels fordi vi mennesker som regel lærer mest af vores fejl.

Så ved at åbne en dør på klem til selvransagelsens rum, ville læseren også få mulighed for at lære noget om sig selv.

Ofte er det de samme dumheder, vi mennesker begår, og det fremkalder som regel en dyb ærefrygt at blive inviteret ind i det hjerterum, hvor netop sårbarheden og selvransagelsen råder.

Marianne Gaarden, biskop