Prædiken til pinsedag 

Jeg besøgte engang en børnehave for hjemløse børn i Soweto i Sydafrika drevet af en kristen hjælpeorganisation.

Børnene kom om morgenen efter at have tilbragt natten på gaden. Her fik de mad, rent tøj og omsorg af voksne pædagoger, der tog sig kærligt af dem dagen igennem, inden de om aftenen igen skulle ud på gaden og sove.

Et par små drenge fortalte os ivrigt noget på et sprog, som jeg ikke forstod, men jeg satte mig på hug og lyttede til dem. Deres brune øjne var fulde af spilopper og livsglæde, imens de snakkede, og de andre børn nysgerrigt kiggede.

Da vi skulle afsted fulgte en lille pige på fire-fem år med ud, satte sig på hug og pillede i asfalten på parkeringspladsen. Idet vi skulle til at gå ind i bilen, kom hun hen til mig og rakte hånden frem mod mig og gav mig en lille hvid sten, som hun havde fundet i asfalten.

”Den skal du passe godt på,” sagde en af de andre danskere, jeg rejste med, ”det er en ren kronjuvel!”

Jeg gemte den lille sten som et minde om, at vi mennesker altid har noget at give hinanden, og at vi kan kommunikere uden at kunne tale hinandens sprog – for hjertesproget er universalt.

Jeg tænker, at I også har oplevet at kommunikere med mennesker, uden I forstod deres sprog, men alligevel forstod deres intention. For det er ikke ordene i sig selv, der er afgørende, men den ånd hvormed ordene er udtalt.

Ikke desto mindre har vi mennesker en tendens til at tillægge sproget en altafgørende betydning.

For eksempel registrerer vi og tillægger det betydning, hvis nogen taler dansk med accent.
Vi bruger sproget som identitetsmarkør.

Sproget markerer grænsen mellem dem og os. Selvom der ikke er en grænsebom mellem Danmark og Tyskland, kan vi høre på sproget, i hvilket land vi er.

Sproget har igennem hele menneskehedens historie været brugt til at definere grænser, tilhørsforhold, men også til at håndhæve underkastelse og magt, fordi menneskers tænkning er formet af det sprog, der tænkes i.

Inden kolonialiseringen i det 16. århundrede var der under syv millioner mennesker i England, der talte engelsk.

Efter Første Verdenskrig 400 år senere, da kolonimagterne trak sig tilbage, talte en fjerdedel af jordens befolkning engelsk.

Sprogets udbredelse til alle verdensdele skyldes englændernes erobringer og kolonialisering.

Helt tilbage til grundlæggelsen af verdens første imperier er der historiske beviser for, at erobrerne påtvang de besejrede folk at tale deres eget sprog. Sproget blev forsøgt brugt som et magtmiddel til at styre folks tanker.

Således også assyrerne, der hævdede deres magt ved at kræve, at deres sprog var det eneste, der måtte tales i de besejrede områder. Det gjaldt også byen Babylon, der på hebraisk hedder Babel, som vi hørte om lige før.

I teksten, jeg læste fra Det Gamle Testamente, fortælles det, at mennesker i deres hovmod ville bygge en by med et tårn, kendt som Babelstårnet, der skulle nå helt op til himlen.
Men da Gud så, hvad menneske havde gang i, valgte Gud at forvirre deres sprog og lod dem spalte op i mange forskellige sprog, så de ikke kunne kommunikere med hinanden om arbejdet med det store prestigebyggeri.

Det er ikke jordiske monumenter og magtdemonstrationer,
som Gud ønsker af os. Ej heller er det menneskelig imperialisme, hvor én enkelt kultur påtvinges alle andre,
så mangfoldigheden af sprog og traditioner undertrykkes.
Det er dybest set et angreb på den diversitet og de forskelligheder, som Gud selv har skabt verden med.

Gud vil, at vi skal respektere den fremmede, der har en anden etnicitet, kultur og som taler et andet sprog,
for selvom den fremmede ikke er et afbillede af os selv, så er også den anden skabt i Guds billede.
For det er ikke sproget, der forener mennesker, det er Guds ånd.

Jesus taler om Guds ånd i evangelieteksten til i dag.
Helligånden, der skal komme i stedet for ham, og lære disciplene alt det, han har fortalt dem om.
Helligånden, der kan bevæge sindet, gøre døde ord levende, så vi kan gribes af dem og handler derpå.

Så disciplene er blevet forberedt på, at Helligånden skal komme, som vi hører om her i pinsen.
Det fortælles der om i Apostlenes Gerninger.

Disciplene var samlet, da de pludselig hørte en voldsom lyd fra himlen, og tunger som af ild satte sig på hver enkelt af dem, og de blev op fyldt af Helligånden og talte på alle mulige forskellige sprog, så mennesker uanset deres kultur, etnicitet og baggrund kunne høre om Guds store gerninger.

Helligånd forener mennesker på tværs af kulturer og sprog.

På græsk, som Det Nye Testamente er skrevet på, bruges det samme ord, ”pneuma”, for både vind og ånd.
Vi kan ikke se vinden, men vi kan mærke den, og vi se og erfare dens virkning. På samme måde er det med ånden.

Lige så lidt som vi kan gå ud og gribe vinden, indfange den i et glas, som vi kan skrue låget på for at vise den til andre, lige så lidt kan vi begribe Helligånden og indfange den i vores forståelse og forklare den til andre.

For Helligånden er som vinden, der går gennem skoven og bevæger hvert eneste blad, og som brisen, der rammer havet og får bølgerne til at rejse sig og rulle ind over stranden i en evig bevægelse. Helligånden er i åndedrættet og blæser støvet af de gamle ord, så de taler til os på ny. I ånden berøres vi af ord, der er udtalt på det sprog, vi end ikke forstår. For det er ånden, der binder os sammen. 

Med Helligåndens komme blev der indstiftet et fællesskab på tværs af sproggrænser, som lever den dag i dag.

Og det fællesskab kalder vi kirken.

Derfor kalder vi også pinsen for kirkens fødselsdag.

En festdag, hvor forårsregnen vander naturen, der ifører sig sit smukkeste skrud; rapsen, der blomstrer; syrenerne der spreder sin velduft; og sangfuglene, der synger serenader for os, når vi om lidt bevæger os hjem fra kirke.

Og Helligånden er ikke færdig med sin gerning, men fortsætter sit arbejde i os, og minder os om, at vi mennesker altid har noget at give hinanden – om det så bare er en lille hvid sten pillet ud af asfalten på en parkeringsplads – og at vi kan kommunikere uden at kunne tale og forstå hinandens sprog – for hjertesproget er universalt, det er Helligåndens sprog.

Glædelig Pinse.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed
Amen.