Prædiken til påskesøndag 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op.

Og de sagde til hinanden:
»Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?«

Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede.

Men han sagde til dem:

»Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«

Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Amen                                                                            

Markus 16,1-8

”Målt på langs er livet kort, men lodret uendeligt!”
Sådan skriver digteren Benny Andersen.

Uendeligt?

Kan du huske første gang, du hørte om uendelig eller evig? Eller har du nogen sinde forsøgt at forklare et barn, hvad uendelig eller evig er?

Selv husker jeg som barn at tumle med tankerne om, at universet er uendeligt. De voksne havde forklaret, at uendelig betød, at det ikke havde nogen slutning, men bare blev ved og ved.

Men hvordan kunne verdenen bare blive ved og ved? Havde verdenen da slet ikke en ende?

Jeg forsøgte at forestille mig ”uendeligt” som et stort hegn, der fandtes langt ude bag ved stjernerne, og som omkransede hele universet.

Det hele sluttede ved hegnet, og så var der ikke noget på den anden side – andet end tomhed.

Sådan filosoferede jeg over universitets uendelighed, indtil jeg kom til at tænke på, at hvis der var hegn på den ene side ved verdenens ende, så måtte der jo også være hegn på den anden side! Og så var der jo alligevel mere end tomhed!

Det svimlende for mig og min hjerne kortsluttede. At der eksisterer noget uden for tid og rum overgik min forstand. Så jeg pakkede, som så mange andre børn gør, når de bliver ældre, alle de store filosofiske tanker om evighed og uendelighed langt, langt væk. For det overskrider grænserne for den verden, vi tror, vi kender.

Verdenen er så meget større og anderledes, end vi overhovedet kan forestille os eller forstå. Det kan vække angst – også hos voksne!

Jeg blev mindet om min barndoms undren over universet, da NASA’s Mars-robot 'Perseverance' under stor mediebevågenhed landede på den røde planet tidligere i år.

I den forbindelse blev astrofysikere interviewet om universet. De forklarede, at alle de forskellige galakser bevæger sig med accelererende hastighed væk fra hinanden.

Universet udvider sig derfor hurtigere og hurtigere, uden vi forstår hvorfor.

Jeg kan som voksen stadigvæk undre mig: Hvordan kan det uendelige univers blive ved og ved med at udvide sig?

Det er svimlende at forsøge at begribe noget, der ligger helt uden for vores forståelse af tid og rum. Evighed og uendelighed lader sig ikke indfange af vores begrænsede bevidsthed.

Normalt har vi greb om tilværelsen, men stillet overfor det vi ikke kan begribe, er det nemt at blive grebet af angst og forfærdelse.

Og det er netop, hvad kvinderne blev påskemorgen, da de kommer ud til graven for at salve den døde med duftende olier, som det var skik og brug.

Det må have været et frygteligt chok for dem, at Jesus, som de troede ville frelse verden, blev korsfæstet.

Han som havde lært dem, at Gudsriget er midt i blandt dem og kan erfares midt i hverdagslivet!

Sammen med ham blev også troen på og håbet om Gudsriget korsfæstet.

Kvinderne må have oplevet det, som om deres tilværelse var blevet brændt ned.

Mentalt har de indstillet sig på at finde en mishandlet og død krop, og de har samlet mod til at gå ind i graven. Kvinderne tror som de fleste, at døden er undergang og ikke overgang til et evigt liv i Gud.

Så da de kommer til graven, får de deres næste chok.

Den store sten for indgangen er væltet bort. Og inden for finder de ikke en død krop, men en levende engel, der fortæller dem, at Jesus er opstået fra de døde!

Han er ikke i graven, men midt i livet, og er gået foran dem til Galilæa, hvor disciplene havde levet deres hverdagsliv!

Tid og rum ophæves lige her i den tomme grav.

Det overstiger kvindernes forstand, og de gribes af stor angst og flygter uden at sige noget til nogen.

Det er en svimlende og chokerende oplevelse, når virkeligheden sprænger vores verdensopfattelse i stykker – hele det fundament, vi står på.

Gud, der er uendelig og evig, griber ind i tiden og lader Jesus opstå fra de døde.

Den tomme grav er tømt for død og peger i stedet ind i livet.

Opstandelsen overgår al menneskelig forstand.

Det er imidlertid ikke meningen, at vi skal forstå opstandelsen.

Intet sted i Det Nye Testamente fortælles der, hvad der skete i graven påskemorgen.

Og det er netop hele pointen, at vi hører ikke om, hvordan opstandelsen skete – det er og bliver et mysterium.

Vi kommer aldrig til at forstå Guds handlen i verden, men vi får en handlingsanvisning af Gud:

Gå tilbage til hverdagen og lev jeres liv. Jesus er gået foran jer, og han er med jer alle dage indtil verdenens ende!

Så er det vores opgave at finde tilbage til hverdagen igen.

Jeg genkender den oplevelsen af at stå ved graven med et tomrum inden i mig, fordi den, jeg elskede, var død.

Og at skulle vende tilbage til hverdagen igen, selvom det opleves som om, tilværelsen var brændt ned.

Det er en erfaring, de fleste gør sig på et tidspunkt.

Jeg rejste med mine drenge til den anden side af jorden.

De overtalte mig til en dagstur på en firehjulet motorcykel, en ATW med en naturvejleder i den ufremkommelige bush, hvor man hverken kan komme med bil eller på gåben. Vejlederen fortalte undervejs om den meget anderledes natur, der ikke minder om noget, jeg tidligere havde set. Jeg havde hørt meget de farlige skovbrande i Australien, og vi kom også igennem områder, der var brændt helt ned.

På et tidspunkt pegede naturvejlederen på en forkullet busk, og fortalte, at den kunne blive flere hundrede år gammel.

Den oprindelige befolkning, the aborigines, satte ild til den, når de forlod området, fordi de vidste, at busken skulle have op til 1000 graders varme, for at dens tykke frøskal kunne åbne sig, så den kan sætte frø og spire på ny.

Kun ilden er varm nok til, at frøskallen kan brydes!

Det blev en aha-oplevelse for mig.

Fortællingen om busken blev som en tolkning af døden og opstandelsen. Frøskallen går i stykker, frøet går under,

men opstår i nye variationer.

På samme måde som hvedekornet, der dør i jorden, for at kunne opstå som mange nye aks.

Det var som i et kort glimt at fornemme, at virkeligheden er langt større end det, vi forstår.

Livet går under, for at nyt liv kan opstå i en evig cyklus.

Evigheden ligger rundt om os og er inden i os på samme måde som Gudsriget.

For Gud er i os, og vi er i Gud.

Der er ikke sat hegn op om vores liv med Gud – end ikke døden sætter en grænse for livet i Gud.

Opstandelsen overgår alt forstand – og vi skal heldigvis heller ikke forsøge at forstå den.

Men vi skal glædes over hver eneste dag, vi lever dette både vanskelige og vidunderlige liv, i tillid til at den opstandne går foran os i livet.

Og glædes over, at også vi en dag skal opstå i Gud.

Det fysiske liv er begrænset, men evigheden er uendelig.

Eller som Benny Andersen skriver:
”målt på langs er livet kort, men lodret uendeligt!”

Glædelig påske!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed

Amen

Kirkebøn

Tak Gud for det liv, du har skænket os, 
for den verden vi lever i,
og for de mennesker, vi holder af
–  og dem som holder os ud.

Tak for det evighedshåb du gav os,
ved at lade din søn, Jesus Kristus opstå fra de døde –
som den første af mange.

Rejs os op, når vi falder ned i modløsheden og tomheden,
og giv os livsmodet tilbage.

Giv os modet til at tale og bryde den tavshed, der opstår,
når angsten råder.

Giv os troen på, at vi altid hviler i din kærlighed,
så vi oplever den fred, der rækker ud over livet og ind i døden.

Vær hos den, der lider, sørger og er bange.
Hos den der er bitter, udmattet og modløs.
Lad den, for hvem døden er nær, mærke
din omsorg, dit nærvær og din kærlighed.

Velsign vort land og alle dets indbyggere,
vær med sundhedspersonale og syge,
de bekymrede og bange,
de ensomme og udstødte,
de udsendte og de undertrykte,
og dem, der ikke er nogen, der beder for.

Velsign også Dronningen og hele hendes hus, regeringen, Folketinget og domstolene,
alle, der har fået magt og myndighed betroet,
og lær alle at følge din vilje.

Nedbryd falske fjendebilleder og fordomme.
Skab vilje til fred, dialog og forsoning,
overalt hvor der findes konflikter og krig
både i de små hjem og den store verden.

Styrk og bevar din kirke og alle os i den,
både her i Maribo Domkirke i dag, 
og ud over hele din verden.
Gør os alle til et åbent, levende og givende fællesskab.

Værn om vores nærmeste, familie og venner, og alle, som står os nær.
Og her kan du især i stilhed formulere din egen bøn.
Herre hør vor bøn og giv os alle din nåde, fred og velsignelse.

Amen