Prædiken i Maribo Domkirke 5. september

Lad os rejse os og høre dette hellige evangelium, som evangelisten Lukas skriver:

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa.
Da han var på vej ind i en landsby,
mødte han ti spedalske;
de blev stående langt fra ham og råbte:
»Jesus, Mester, forbarm dig over os!«

Da han så dem, sagde han:
»Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!«
Og mens de var på vej derhen, blev de rene.
Men én af dem vendte tilbage,
da han så, at han var blevet helbredt.
Han priste Gud med høj røst
og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder
og takkede ham;
og det var en samaritaner.

Jesus spurgte:
»Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni?
Er det kun denne fremmede,
der er vendt tilbage for at give Gud æren?«
Og han sagde til ham:
»Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«

Amen

Luk 17,11-19

Ordet ”tak” er et af de første ord, forældre i hele verdenen forsøger at lære deres børn.
Sig tak for gaven.
Tak for maden.
Tak for besøget.

Ordet ”tak” er også et af de første ord, vi forsøger at lære, når vi rejser i udlandet og tilegner os nye sprog.

At vise taknemmelighed er nemlig helt centralt for al menneskelig kommunikation og interaktion.

Det faktum, at alle kendte sprog rummer ideen om at takke, er i sig selv utroligt.

At ordet tak findes på alle sprog overlever på tværs af forskellige kulturer og igennem forskellige tider, viser, hvor helt afgørende det er at være taknemmelig.

TAK, mange tak – siger vi på dansk.
Tack så mycket – på svensk.
Tusen takk – på norsk.
Takk fyrir – på islandsk og færøsk.
Vielen danke – på tysk.
Thank you – på engelsk.
Grazie eller gracias – på italiensk og spansk.
Qu-ja-nar-suak – på grønlandsk.
Merci – på fransk eller
spaciba – på russisk.

Det sidste blev jeg mindet om, da vi i onsdags fik en ny præst her i stiftet med russiske rødder.
I forbindelse med ordinationen i kirken blev der prædiket over den her tekst, vi lige har hørt, hvor Jesus helbreder de ti spedalske, men kun én kommer tilbage for at sige tak og give Gud æren.

Efter ordinationsgudstjenesten spiste vi sammen, og en af gæsterne talte både russisk og dansk.
Hun fortalte, at det russiske ord for ’tak’, ’spasiba’ etymologisk stammer fra to ord, der betyder henholdsvis frelser og Gud.
Hendes pointe var, at alle russere uden at vide det, går rundt og siger ”min frelser og min Gud” når de siger ”tak”.

Det vakte min nysgerrighed.

Mon ordet ”tak” på andre sprog også har en gammel etymologisk betydning, der har religiøse rødder?
Jeg skal spare jer for et længere foredrag om sprog lige nu men nøjes med at sige, at der faktisk er en sammenhæng mellem ordet ’tak’ på forskellige sprog og menneskers tro på Gud.

Så mennesker har igennem tiden og på tværs af forskellige sprog og kulturer forbundet deres taknemmelighed med deres tro på Gud.

Og det giver rigtig god mening.
Taknemmelighed er et af troens udtryk.
Taknemmelighed kan udtrykkes på mange måder- både i ord og i handlinger.

For år tilbage deltog jeg i en gudstjeneste i en større by i Australien. Jeg havde valgt en evangelisk-luthersk kirke, fordi jeg forventede, at gudstjenesten ville være genkendelig i forhold til det, jeg kendte fra Danmark. Men jeg blev klogere!

En lille kinesisk dreng skulle døbes, og det viste sig, at mange kinesiske migrantarbejdere havde valgt at melde sig ind i netop denne kirke.

Forældrene talte kun mandarin, men moren, der var uddannet danser i Kina, ville meget gerne vise sin taknemmelig til Gud og til menigheden for, at hendes lille dreng var blevet en del af menigheden.

Så efter dåben lød der skrattende kinesisk musik i højtalerne, alt imens moren dansede op og ned ad kirkegulvet for at udtrykke sin taknemmelighed.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvor mange danske forældre, der mon ville danse i kirken for at udtrykke deres taknemmelighed til Gud.

Jeg tror ikke, det er set før i Danmark.

At man kan få døbt sine børn er nærmest en selvfølgelighed for os i de skandinaviske lande – med mindre en pandemi forhindrer os i at forsamles.

Men hvorfor er det egentlig så afgørende at kunne sige tak, som kun den ene af de ti spedalske gjorde?

Spedalskhed er en smitsom sygdom, og var man først blevet smittet, måtte man leve afsondret i isolation.
Det med at leve i isolation har coronaen givet os en forståelse for, men på Jesu tid betød isolation, at man skulle leve uden for byen og uden pasning og pleje.

Sådan ti mennesker syge af spedalskhed så Jesus uden for byen, og de råbte ham an på langt afstand for ikke at komme ham så nær, at de kunne risikere at smitte. De bønfaldt ham om blive helbredt, og på hans opfodring gik de til deres præst, og på vej derhen blev de helbredte.

Men kun én af de ti kom tilbage til Jesus og takkede Gud. Og Jesus sagde undrende, ”var der ikke ni andre, der også blev raske? Hvorfor er det kun dig, der kommer tilbage og takker Gud?”

Jesus sagde til den ene, der var taknemmelige:
»Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«

Der går en linje mellem tro, taknemmelighed og frelse, og det har ikke med helbredelse at gøre.

Alle ti blev raske, men kun den ene blev frelst.
Troen og frelsen er altså knyttet til det at være taknemmelig – at kunne sige tak.
Eller sagt på en anden måde takken er troens handling.

Og her har vi mennesker et valg.
Vi kan selv vælge, om vi vil fylde vores liv

   med irritation og vrede

   eller med glæde og taknemmelighed.

Vi kan vælge at være utilfredse over alt det,

   vi mangler og ikke har mulighed for,

   eller vi kan være taknemmelige for alt det,

   vi er blevet givet.

Vi kan beklage os og forblive passive,

   eller vi kan stille os til disposition for Gud

   med de evner og talenter, vi er blevet givet.

Valget, der udspringer af troen, begynder med tak

– og der er altid noget, vi kan takke for.

Tak for en lille velskabt barn med arme og ben med ti små fingre og tæer.
Tak for dåben af Esther.
Men det er så nemt at glemme taknemmeligheden og beklage sig over manglende søvn og tid til sig selv, når man står med en grædende baby midt om natten.

Tak for fællesskabet på klimavandring fra Vadstena til Glasgow. Tak for en seng at sove i her i Pilgrimshuset.
Tak for ben og fødder at kunne gå på.
Men det er fristende at komme til at beklage sig over trætte ben, ømme fødder og ærgres over vablerne.

Det er nok de færreste af os, der tænker på, at det ikke er en selvfølge at have arme og ben.

Måske netop derfor gør den 38-årige australske prædikant, Nick Vujicic, så stort indtryk, når han uden arme og ben står som en levende torso på et podie og prædiker, at vi skal være taknemmelige for det, vi har, i stedet for at beklage os over det, vi mangler.

Nick, der rejser verden rundt, kan ses på utallige videoer på YouTube. Her fortæller han igen og igen, at han som barn blev moppet af de andre børn, at han var deprimeret, i perioder ikke ønskede at leve, og at han bad til Gud om at få arme og ben som andre.

Men omkring 12-års alderen begyndte han at forstå, at hans helt specielle situation kunne hjælpe andre – ikke kun mennesker med handicaps – men også uden.

For alle mennesker går igennem lidelser, Nicks smerte er bare mere synlig end de flestes.

Han opdagede, at også hans liv havde en mening, idet han kunne inspirere andre og indgyde dem livsmod.

Så han begyndte at takke Gud for at være i live.

Med takken fulgte også en livsglæde og ubekymrethed – en tilstand, der fint så beskriver, hvordan det kan erfares, når troen frelser os.
Frelser os fra mørket og destruktive tanker.
Det begynder med taknemmeligheden.
Den taknemmelighed, som også den spedalske viste, da han vendte tilbage for at takke for helbredelsen.
Og blev mødt med ordene:
”Din tro har frelst dig!”

Der er god grund til, at ”tak” er et af de første ord, forældre i hele verdenen forsøger at lære deres børn.
Og at ordet ”tak” indgår i alle verdens forskellige sprog.
Der er nok at sige tak for:

Tak for skaberværket, som vi skal passe godt på.
Tak for to ben at gå på.
Tak for vores børn.
Tak for dåben.
Tak for vores forældre, der er forudsætningen for, at vi overhovedet er her i livet,
og tak for selve livet, som den gode Gud har skænket os.

Tak

Hertil er der kun at sige:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen