Sådan oplevede Lolland-Falsters præster coronanedlukningen

Af Inge Haandsbæk Vestergaard

Hvordan har præsterne oplevet forårets nedlukning af kirkerne, og hvordan synes de generelt, at folkekirken har håndteret coronakrisen? Hvad var de største udfordringer, og opstod der nye måder at være kirke på?

Det var nogle af de spørgsmål, som biskop Marianne Gaarden sendte ud til Lolland-Falsters præster lige før sommerferien. Erfaringerne er nu blevet formuleret, nedskrevet og sendt til stiftet, og biskoppen har læst alle præsternes svar igennem for at få et overblik over de foreløbige coronaerfaringer.

”Svarene viser overordnet, at det var svært at undvære det fysiske fællesskab i kirken og gudstjenestefejringen, hvor man mødes ansigt til ansigt. Nedlukningen har imidlertid også ført til nye kreative ideer om, hvordan man kan være kirke på afstand. Generelt har menigheden været forstående over for kirkens restriktioner, og man har tilpasset sig situationen. Omvendt er der også nogle ting, som ikke har fungeret hensigtsmæssigt. Kommunikation mellem kirkeministerium, stift, og de enkelte sogne har ikke været optimal, og det har skabt frustration mange steder.”

Præsternes erfaringer i hovedtræk:

• Savnede fællesskabet
  Alle har savnet det fysiske fællesskab og indset, hvor meget det betyder. Flere nævner, at kirken ikke kun er et fysisk rum af mursten, men et konkret menneskeligt fællesskab, som man mangler, når det ikke er der.
   
• Travlhed
  Præsterne har brugt mange ressourcer på at aflyse, udskyde eller ændre planerne for de kirkelige aktiviteter, og mange steder er det præsterne, der har været ansvarlige for overholdelse af de givne retningslinjer.
   
• Kirkelige handlinger
  Både præster og menighed har i overvejende grad ønsket at gennemføre de kirkelige handlinger som dåb, bryllupper og begravelser under de gældende restriktioner. Meldingen er, at det trods begrænsninger har fungeret. 
  Menigheden har generelt været forstående, om end det har skabt forvirring, at deltagerantallet til de kirkelige handlinger har været forskelligt fra kirke til kirke, afhængigt af kirkerummet størrelse.
   
• Mangelfuld kommunikation
  Kommunikationen fra ”top til bund” – Kirkeministerium til lokalt ansatte præster og personale – har generelt været præget af uklarhed og opleves som utilfredsstillende, fordi man først har fået besked i sidste øjeblik, og nogle gange har nye retningslinjer været beskrevet i medierne, før man var orienteret om det internt. De konkrete vejledninger var heller ikke altid lige gennemskuelige.
   
• Ledelsesansvar
  Det har været svært for menighedsrådene at være både frivillige og arbejdsgivere for kirkepersonalet under nedlukningen, hvor det flere steder er præsten, der har stået alene med ansvaret for overholdelse af retningslinjerne og kontakten med menigheden.
   
• Digitale gudstjenester
  Præsterne er enige om, at de digitale gudstjenester og andagter, som er blevet sendt på hjemmesider og sociale medier, har været meget tids- og ressourcekrævende at producere.
  Derefter ophører enigheden. Den en halvdel af præsterne synes, det har været godt at producere digitale gudstjenester og lærerigt at skulle udtrykke sit budskab kort og præcist, og beretter som noget positivt at de har nået en ny gruppe mennesker ved at bruge nye kanaler. Den anden halvdel har ikke brudt sig om kirkens digitale udvikling, bl.a. fordi kernemenigheden ikke anvender de sociale medier, fordi kirkepersonale og ikke mindst præst bliver meget eksponeret, og fordi det slet ikke er det samme som en gudstjeneste, hvor man er fysisk til stede sammen i rummet.
   
• Digitale møder
  De digitale møder er der også forskellige erfaringer af. Nogle synes at Zoom- og Skypemøder har været positive, fordi man sparer tid og køreture, og fordi møderne har handlet om det væsentlige. Andre synes, det er svært at interagere og savner den normale small talk, som opstår omkring møderne. Mange er imidlertid enige om, at de digitale møder passer fint til orienteringer, mens større drøftelser bedst kan tages ved fysisk fremmøde.
   
• Nye initiativer
  Der er enighed om, at det har været vigtigt, at kirken har været synlig under nedlukningen med andre kreative tiltag. Også i kirken har fællessangen bredt sig, der er blevet sunget rundt om ved plejehjem og andre steder i byerne, og der har været vandringer med religiøse temaer, bønner på kirkens hjemme- eller Facebookside, blomsteruddelinger ved de lukkede kirkedøre, prædikener, der er blevet afleveret i postkasser og mange andre nye tiltag.
  Præsterne ringede også til mennesker i menigheden, som de vidste, var isolerede. Mange har brugt tid på personlige samtaler, enten via telefonen, eller de er mødtes og har gået ture på stranden, i skoven eller i haven - selvfølgelig med god afstand. Flere præster nævner, at de tog sig god tid til at handle ind og være synlige i gadebilledet, så mennesker også spontant kunne kontakte dem der.
   
• Ro og refleksion
  Som noget positivt nævner flere præster, at der har været godt at sætte tempoet ned, og få tid og ro til at prioritere de daglige arbejdsopgaver. Det har været positivt midt i situationens alvor at blive skubbet ud af de daglige rutiner, fordi det har tvunget dem til at gentænke og overveje, om tiden bruges rigtigt.
   
• Genåbning
  Alle præster glæder sig over, at det igen er muligt at samles til gudstjenesterne trods coronarestriktioner og begrænsninger i deltagerantallet, for det fysiske nærvær er nu engang det bedste for det kristne fællesskab.