"Når du er nærværende, kan du høre et svar"
Det at bede er som en samtale, skriver domprovst Anne Birgitte Reiter i anledning af store bededag
En af de måder, man kan bede på, er ved at skrive en bøn på en lap papir, som her ved en stiftsgudstjeneste i november. Foto: Iben Gad.
Af Anne Birgitte Reiter, domprovst i Maribo
”Gud, indtil nu har jeg i dag hverken sladret om nogen eller været i dårligt humør. Jeg har ikke været sur, ondskabsfuld eller selvisk. Men om nogle minutter er det tid til at stå ud af sengen, og fra da af kommer jeg til at behøve en hel del hjælp. Amen.”
Denne bøn udtrykker med humor noget helt centralt i kristendommen. Nemlig at du er helt afhængig af Guds nåde og hjælp for at klare dig igennem dagens udfordringer, og Gud er dig så nær, at du kan tale med ham.
En af definitionerne på bøn er faktisk, at det er samtale. Når man beder, så er der en, der lytter og svarer, nemlig Gud. Men den sidste del af bønnen, svaret, er ikke helt ligetil. For hvordan hører man svaret fra Gud?
Det er ikke så enkelt, som det er at høre, hvad en ven, veninde eller kollega siger, når man taler sammen over en kop kaffe. Alligevel fortæller mange mennesker om, at de har oplevet at få svar på deres bøn. Måske ikke lige i det øjeblik, de havde udtalt den. Måske heller ikke på den måde, de havde forventet det. Men når Jesus lover at ”enhver, der beder, skal få”, så er det ikke et tomt løfte, så betyder det, at bønnen bliver hørt, og at Gud vil svare. Det er ikke givet, at svaret er behageligt. Det kan godt være strengt, udfordrende eller krævende. Og dermed også ekstra svært at høre.
Nogle konfirmander spurgte engang:
”Hvordan kan vi høre, hvad Gud siger?”
Da de havde siddet lidt og tænkt over det, kom de selv med nogle meget gode svar. De sagde:
”Måske vi kan høre Gud tale til os igennem vores samvittighed og i kærligheden, kreativiteten, fantasien, vennerne og måske endda vores drømme”.
De konfirmander havde fat i noget helt rigtigt, nemlig at Gud bruger alle kanaler til at komme i kontakt med os.
Bøn er en af grundpillerne i et kristent liv, uanset om vi er katolikker, protestanter eller noget tredje. Jesus Kristus lærte os at kende Gud, og bønnen er vores forbindelse til ham. I morgen er det store bededag, og det er en god anledning til at minde om, at vi har en forbindelse til Gud - ikke mindst i denne tid, hvor så mange er henvist til eget selskab.
Reformationens fader Martin Luther blev engang spurgt af sin barber, som hed Peter: Hvordan skal jeg bede?
Luther svarede ham med et helt lille skrift, som hedder ”At bede enkelt”, som kan findes på nettet. Her giver Luther blandt andet den anvisning, at man kan bede Fadervor. Ikke ved at plapre bønnen tankeløst, men ved at sige ordene med eftertanke og derved åbne sit sind for, hvad Gud måtte give tilbage.
Når man beder på den måde, bliver bønnen personlig. For at mærke andres nærvær, må man selv være nærværende med hjerte, sind og tanke, og det bliver man gennem en bøn, hvor roen sænker sig, og sanserne stiller skarpt. Godt begyndt er halvt fuldendt, og så er man klar til at gå ud i verden med Guds nærvær og tilgivelse - selv hvis man skulle komme til at opføre sig surt, ondskabsfuldt eller selvisk allerede få minutter efter, at man er stået op.
