Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder 2020
Nyheder

Mere hjælp til menighedsrådenes HR-opgaver

Det skal være lettere for menighedsrådene at være arbejdsgivere. Derfor opprioriterer stiftet nu rådgivning og hjælp til HR-opgaver

Stiftets HR-konsulenter hjælper menighedsråd med opgaverne som arbejdsgivere. Her er det HR-konsulent Lone Sønderup Mortensen. 

Det skal være lettere for menighedsrådene at have med HR-opgaver at gøre. 

Rundt om i stiftet vil der efter menighedsrådsvalget være nye menighedsråd, der har brug for øget støtte og hjælp.

Lolland-Falsters Stift opprioriterer derfor arbejdet med at hjælpe menighedsråd med at løfte den store opgave, der ligger i at være kontaktperson og at have med kirkens ansatte at gøre. Opprioriteringen af HR-arbejdet i folkekirken er et fælles satsningsområde på tværs af alle landets stifter efter ønske fra både menighedsråd og Kirkeministeriet.

Det betyder, at stiftets to HR-konsulenter, Trine Frydkjær Paulsen og Lone Sønderup Mortensen, nu har mere tid til at hjælpe med alt, hvad der relaterer sig til HR og håndteringen af rollen som arbejdsgiver for kirkefunktionærerne. Det kan eksempelvis være hjælp med udkast til jobopslag, udarbejdelse af ansættelsesbevis, hjælp til at fastsætte lønramme og spørgsmål om rådighedstid, opsigelser og sygemeldinger. 

Hotline: Ring til stiftet på valgaftenen den 15. september

Har du spørgsmål eller opstår der tvivl om reglerne for valgforsamlingen? Så ring til en af stiftets konsulenter, der sidder klar på valgaftenen den 15. september mellem klokken 19.00 og 22.00.

 

Du er velkommen til at ringe til enten HR-konsulent Trine Frydkjær Paulsen på tlf. 54 84 07 08 eller til sekretariatsmedarbejder Marlene Laursen på tlf. 54 84 07 10.

Uanset om du har et konkret spørgsmål eller blot gerne vil have hjælp til at gennemgå generelle arbejdsgange, kan du altid bruge stiftets konsulenter til at vende de opgaver, du sidder med.

I er velkomne til at mødes med stiftets konsulenter i stiftsadministrationen i Nykøbing F. HR-konsulenterne kommer også gerne ud og mødes med jer, enten særskilt eller som del af et menighedsrådsmøde. Ring og hør mere om muligheder for hjælp og sparring.

Er du nysgerrig på at få mere at vide? HR-konsulenterne tager ud og holder åben HR-rådgivning i provstierne.

Næste gang er mandag den 21. september klokken 17.00-19.00 i stiftsadministrationen, Østre Allé 2, 4800 Nykøbing F. 
Alle er velkomne, også fra andre provstier. Det kræver ingen tilmelding, så kig forbi til en kop kaffe og en snak om HR-arbejdet i jeres sogn.

I kan også holde øje med kalenderen på www.lfstift.dk for mere information om åben HR-rådgivnings-arrangementer.

Om opprioriteringen siger biskop Marianne Gaarden: 

”Den administrative opgave i menighedsrådene er vokset med årene. Det er blevet et tungere arbejde, og det betyder, at menighedsrådene har færre ressourcer til de kirkelige aktiviteter. Det har vi derfor sat tid og midler af til i højere grad at hjælpe menighedsrådene.”

HR-konsulenterne er:

Trine Frydkjær Paulsen

HR-konsulent
Tlf. 54 84 07 08 
Email: TRFP@km.dk

Lone Sønderup Mortensen

HR-konsulent
Tlf. 54 84 07 03 
Email: LSM@km.dk