Besættelse, befrielse og bearbejdelse: Kriser får os til at samles i sang

Af Jesper Vigant, sognepræst i Skt. Nikolai Kirke, Nakskov

Den 4. maj er en af de helt store datoer i nyere dansk historie. Dagen, hvor Danmark atter blev frit oven på ”de fem forbandede år” - de fem år, Danmark var besat af vores tyske naboland. 

Selv er jeg født i 1963, så jeg har ikke personligt oplevet, hvad det vil sige som et folk at blive besat af en udefrakommende besættelsesmagt, tilmed af vores landfaste naboland. Det er kun den, der har stået i situationen, der ved, hvad det vil sige at have gennemlevet noget sådant.

Min far var født i 1925 og min mor fra 1927. Min far var fra Nørrebro i København, og min mor fra en bondegård i Sørup på Midtlolland. Begge husker jeg meget nøje, hvordan de ofte i min opvækst vendte tilbage til netop emnet og følelsen af besættelsestiden. Og her hørte jeg om mangt og meget. Min far var lidt med i noget modstandsarbejde, og min mor beskrev for eksempel bombardementet af Lübeck og Kiel, og hvordan hun fra sit værelsesvindue kunne stå i nattøj og se nattehimlen helt oplyst mod syd. Hun fortalte også om tyske soldater i Maribo og om en tysk flyvemaskine, der fløj så lavt en dag, at hun tydeligt kunne se ansigtet på den tyske pilot, der så ned på hende, mens hun var på vej i skole.

Alle sådanne små førstehåndsskildringer gør naturligvis indtryk, men det bliver aldrig det samme for mig, som oplevelsen var for dem. I dag lever de begge desværre ikke mere, men deres ord lever nu i mit indre, når tanken falder på besættelsestiden.

Om selve befrielsesdagen den 4. maj, fortalte min mor glad og gerne om, hvordan hun sad til skriftlig studentereksamen i Maribo den dag, og om hvordan det var at cykle tilbage til sine forældre og brødre på gården, hvor de boede – og så dét om aftenen at sidde tæt sammen omkring den lille radio og høre de berømte ord fra BBC: ”Her er London.”

På nøjagtig samme tidspunkt sad min far sammen med sine forældre i København i en lille 2-værelses loftslejlighed i Stengade på Nørrebro. Han fortalte også ofte om, hvordan det var at opleve vinduerne blive slået op på befrielsesdagen den 4. maj, og den grænseløse jubel og befriende glæde spontant bryde ud – og om hvordan alle minutterne efter strømmede ud på gader og stræder. På dette tidspunkt kendte mine forældre ikke hinanden, men deres beskrivelser var synkrone på et område. Nemlig: Den befriende følelse, der bredte sig oven på en mere end almindeligt mørk og trang tid.

Og her slår det mig, hvordan vi mennesker egentlig har en enestående evne til at klare modgang. Vi har egentlig rigtig mange ”fine værktøjer i kassen”, når livet strammer ind om os, og her er sangen et af disse fine værktøjer, i modgang såvel som i medgang. Vi bærer alle på en fælles sangskat, som vi kan trække på når som helst og hvor som helst – og stærkest virker det, når det sker spontant.

I nyere tid tænker jeg fx på branden i Notre Dame sidste år i Paris. I fjernsynet kunne vi se, hvordan franskmænd og turister på en stor torveplads pludselig brød ud i fælles sang. Hvorfor? 

Ja, vel fordi sangen forener vore sjæle og giver os et fælles udtryk. På samme måde når glæden banker på, ja, så gør vi præcis det samme. Vi har netop som nation sendt vores Dronning en virtuel fællessang, som vist ikke er set større og magen til før. Det er ikke tilfældigt, at man under krigen tyede til alsang og algang. Det at synge sammen bragte folk sammen dengang, som det også gør for os i dag.

I denne mærkelige coronatid har vi måttet aflyse et hav af arrangementer, deriblandt også et stort alsangsstævne i Reventlowparken på Vestlolland. Her skulle alle lokale kor sammen med de gæster, der måtte være mødt op, have fejret 75-året for befrielsen 4. maj 1945. Men nu er alt aflyst… Og hvad så? Hvad sker der så i denne tid med pludselig opstået modstand? -Vi synger! 

Philip Faber holder morgensang i fjernsynet, og på et plejehjem i Aarhus synger fx de pårørende sammen med beboerne og de ansatte ved aftenstide. Beboerne og de ansatte kommer frem til døre og vinduer, og de pårørende står på en græsplæne nedenfor. Og så synges der… Til indre varme og glæde.

Sangen er en væsentlig del af vores menneskelige måde at bearbejde store, emotionelle ting i livet på. Livet er medgang og modgang, sådan er det bare – og sangen: en spejling af vort indre. Sangen bearbejder, sangen gør stærk, sangen forener. Det er der ikke noget nyt i – men kun noget godt i!

Rigtig god 4. maj!