Bibelen 2020 er et stort og flot værk

Af Henrik Gade Jensen, sognepræst i Gloslunde-Græshave-Dannemare-Tillitse

Bibelen 2020 er nu udkommet. Det er Bibelen i en ny oversættelse. Nu på mere mundret hverdagsdansk, hvor flow og forståelse er i fokus, som der står. Men med grundig overvejelse og respekt for originalen.

Det meste af Det Nye Testamentes oversættelse kender vi fra Den Nye Aftale, der udkom i 2007 og flere gange siden. Det nye her er Det Gamle Testamente. Og så at det nu er samlet i én bog. I alt på 1651 sider. Det er den slags, som giver respekt hos konfirmander! Og så vægten af bogen: 1,2 kg. Og så endda med paperback omslag.

Når det gælder ændringer i bibeloversættelser, ved ny salmebog og ved ændringer i gudstjenestens liturgi er jeg, som de fleste vist, splittet mellem fornuft og følelse.

Mit rationelle jeg siger, at selvfølgelig kan og skal Bibelen hele tiden oversættes på ny, både fordi videnskaben vinder nye indsigter om afsendernes originale sprog og kontekst, men også fordi vi som modtagere ændrer os med tidens ånd. Det er en vigtig øvelse, som understreger den hellige skrifts karakter af at være skrevet af mennesker ind i en historisk sammenhæng.

Men samtidigt knytter der sig hos os alle stærke følelser og associationer til de kendte bibelsteder, så selvom en ny oversættelse måske er ”bedre” ved at fange originalens mening mere præcist eller ramme nutidens læsere og hørere mere nøjagtigt, så hænger vi alligevel ved de gamle ord. Jeg bruger f.eks. ”vorde” og ikke ”blive” i Fadervor, hvis ikke andet pålægges mig, men det er mest en følelse. Det religiøse sprog lever også af veneration og tradition.

Bibelen 2020 er blevet et stort og flot værk.

"Testamente" er blevet til aftale, ligesom i 2007, men det er også mere bibelsk i sin betoning af gensidigheden frem for det ensidige vidnesbyrd. Pagten eller striden mellem Gud og menneske er det gennemgående tema. ”Den røde tråd er fortællingen om menneskers stadige oprør mod Gud og Guds lige så vedholdende troskab”, skriver Birgitte Stoklund i efterskriften.

Generelt er det en gave at få Bibelen i nyere sproglig iklædning på solidt grundlag.

Og så har vi hver for sig mange små indvendinger, som støder vores måde at forstå Bibelens ord på.

Som eksempel forekommer oversættelsen af salme 23 mig noget mere tam med ”Jeg savner ingenting” frem for ”jeg lider ingen nød”. Vi savner vel altid noget, f.eks. livet og familien, men kan med troens ro affinde os med tabet, når det ikke kan være anderledes.

Der kunne være behov for en moderne ”oversættelse” eller udlægning af saligprisningerne i Bjergprædikenen, men jeg synes ikke, at ”salig” kan oversættes til ”heldig”. Heldige er de få, der vinder i lotto, eller måske i livets og genernes lotteri. Med konfirmanderne gør man jo altid opmærksom på, at en bøn er ikke en ønskeliste som til jul. ”Held os, kristne på det jævne”, skriver Grundtvig godt nok, men alligevel skulle man måske have holdt fast i det vanskelige ord ”salig”, og så lade det være åbent for fortolkning.

Samme overvejelse er der også over brugen af ”gide” i bydeform. ”Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus” bliver til ”Gid Jesus Kristus, vores Herre og Gud, vores Far, vil beskytte jer og sørge godt for jer”, og det er måske en nødvendig oversættelse til nudansk, hvor konjunktiv er ved at gå af brug, men ”gid” virker som en overdreven opfordring eller opsang til Vorherre. Konjunktiven ”være” er en vidunderlig måde at udtrykke et ønske på uden kommandotone, ligesom i hilsnen ”Herren være med Jer”. Men her kan jeg selv nogle gange smugle et ”må” (men ikke et ”gid”) ind og sige ”Må Herren være med Jer” for at understrege hilsnen og afsenderen og håbets karakter. (På tysk er det nemmere med grammatisk konjunktiv: Der Herr sei mit Euch).

Da jeg for mange år siden læste filosofi, skrev jeg en opgave om Aristoteles’ opfattelse af det moralsk forkerte. Han analogiserede det moralsk forkerte med det at fejle, som når lægen diagnosticerer forkert, styrmanden ikke fører skibet ordentligt, musikeren spiller dårligt lyre, eller kusken ikke tøjler hestene osv. Alt sammen udtryk for den græske filosofis underkendelse af det ondes eksistens og reducering til uklogskab. Grækerne fattede ikke, hvad synd var for noget, som Søren Kierkegaard tit anklagede dem for.

Men det er som om vi nærmer os lidt Sokrates og Aristoteles i denne Bibel, når synden omskrives til ”selvoptagethed” (Rom 7,14), ”lever forkert” (Rom 2,12), ”gør det, der er forkert” (Rom 3,10), ”mennesker blev optagede af sig selv” (Rom 5,12). Her er vi dog nok mere inde i teologiske og dogmatiske problemer end oversættelsesmæssige, selvom det græske ord for synd, hamartia, kan berettige oversættelsen. Hvis synd reduceres til fumlen, fuldskab eller egoisme, er kristendommen væk.

At Bibelens tids- og kulturbundne mands-dominans er blevet gjort mere alment menneskeligt er ikke bare mere moderne, men også langt mere i kristen ånd. Her er ikke mand og kvinde. Og heldigvis forfalder det på ingen måde til at afpersonalisere Gud.

Alt i alt en stor gave at få, denne nye bibel, og med den dristige eftertitel ”2020”. Det forælder den nok ikke næste år, men understreger snarere tidsbundetheden, og det er også en pointe.

Den er oplagt at bruge til studiekredse i sognene, og den kan igangsætte mange spændende diskussioner om, hvad vores budskab hver søndag i gudstjenesten egentlig går ud på.