Bog om pilgrimsvandring giver fint indblik i historien bag kristen spiritualitet

Af Anne Louise Hanson, pilgrimspræst i Maribo

Det var med spænding, at jeg gik i gang med at læse den helt nye bog, ”Den bevægelige spiritualitet – pilgrimsvandring som opdagelsesrejse”, som inspiration til mit eget pilgrimsarbejde her i Lolland-Falster Stift. Jeg var derfor også positivt stemt efter indledningens første sider, hvor bogen forfatter, tidligere pilgrimspræst her i stiftet og nu pilgrimspræst på Møn, Elizabeth Knox-Seith, åbner bogen op med nogle personlige overvejelser omkring hendes faglige såvel som personlige baggrund for at skrive bogen.

Efter at have læst hele indledningen blev jeg dog ret hurtigt klar over, at dette er en bog, der ikke bare skal læses som godnat-læsning. Især første del, Et rids af pilgrimsbevægelsen, kræver et vågent øje. Og kan man give læsningen det, får man derimod også et stort udbytte, idet Knox-Seith tager sin læser med på en grundig opdagelsesrejse i pilgrimsbevægelsens historie og forskellige perspektiver.

Selv den skeptiske teolog får noget at se til, når den protestantiske tradition inddrages i et ærligt forsøg på at klarlægge Martin Luthers kritik af pilgrimsvandring. Luther var uden tvivl skeptisk over for pilgrimsvandring, ligesom han var skeptisk over for andre handlinger og praktikker, der blev tillagt frelsende værdi. Knox-Seith giver dermed sin læser en reel indføring i Luthers kritik af pilgrimsvandring ud fra den lutherske tanke om, at man ikke kan vandre sig til frelse, da frelsen kommer af troen alene.

Men Elizabeth Knox-Seith stopper ikke her, for hvem var Luther egentlig? Var han kun en rationel kritiker, kirkens reformator, eller var han også mystiker? I Knox-Seiths perspektiv hersker der ingen tvivl om, at Martin Luther var mere end blot en kritiker og reformator. Hun afstår dog fra at kalde Luther for mystiker, men fastholder, at mystikken betød meget for ham, hvilket bl.a. kommer til udtryk i Luthers store interesse for en af 1300-tallets store tyske mystikere, Johann Tauler, og i hans skriftlige kommentarer til Paulus’ Galaterbrev.

Knox-Seiths konklusion synes derfor at være, at en fornyet forståelse af Martin Luther kan give et langt dybere indblik i en evangelisk-luthersk kristen spiritualitet, og den kan i øvrigt ses som en naturlig udfordring til folkekirkens selvforståelse. Her rammer Knox-Seith et ømt - men efter min mening nødvendigt - punkt. For er vi med den lutherske protestantiske tradition ikke netop kommet til skylle noget vigtigt ud med badevandet, så som længslen efter at lade sig bevæge og forvandle i et levende og personligt gudsforhold? Svaret synes indlysende – ja.

Dette tab tilbyder Knox-Seith at hjælpe med at råde bod på ved sin præsentation af, at en pilgrimsvandring aldrig bare kan blive et ydre anliggende. Pilgrimsvandring skal derimod forstås som en ydre og indre vandring, der går hånd i hånd – en åndelig vandring, hvor mødet mellem Gud og mennesket kan forstås som en proces. Knox-Seith gør i den forbindelse brug af forskellige teorier og former for spiritualitet, hvilket efter min mening gør bogens første del lidt tung, selvom hun bag om det hele blot ønsker at bidrage med en økumenisk helhedsforståelse af pilgrimsbevægelsen og dens spiritualitet.

I bogens anden del dykker Elizabeth Knox-Seith dybere ned i pilgrimsvandringen og præsenterer her nogle af de nøgleord, man kan bruge i praksis undervejs på en vandring. Nøgleordene henter Knox-Seith fra især to historiske personligheder, nemlig naturfortaleren og franciskaner-grundlæggeren Frans af Assisi og den norske konge og helgen Olav den Hellige. Ordene beskriver de faser og karaktertræk, som et menneske naturligt gennemlever. Det er eksempelvis kraftfuldhed og langsomhed, beslutsomhed og frihed.

Den egentlige forløsning kommer for mig at se med bogens tredje del, Pilgrimspraksis. Her forærer Elizabeth Knox-Seith læseren nogle praktiske redskaber til det at være pilgrimsleder. Man kan f.eks. knytte an til læren fra forskellige helgener, som de oven for nævnte, foruden en række bibellæsninger. Endvidere opstiller Knox-Seith en lang række naturelementer, der kan også kan bruges til den meditative fordybelse undervejs. Der er således gode praktiske råd i bogen.

Jeg vil nok anbefale, at man i første omgang læser ”Den bevægelige spiritualitet – pilgrimsvandring som opdagelsesrejse” ret fokuseret for bedst muligt at bevare overblikket over bogens stof. Det kan være bogens svaghed, at der er mange intentioner og tråde, der skal argumenteres for. Til gengæld er det bogens styrke, at teori og argumentation kobles sammen med den spirituelle praksis. Det gør bogen nyttig – ikke bare for pilgrimspræster/-ledere, for bogen henvender sig til den brede skare i folket: Teologer som præster, kirkegængere som søgende, garvede pilgrimme som tidens moderne pilgrimme m.fl. 

Endelig vil jeg sige, at det er en stor styrke for bogen, at man som læser ikke er i tvivl om, at forfatteren selv er pilgrim: En, der selv har gået og stadig går vejen. Det gør bogen troværdig.

Elizabeth Knox-Seith har skrevet en meget velovervejet bog om noget af det, der for alvor er ved (gen)finde sit fodfæste i den danske folkekirke, nemlig pilgrimsvandring som udtryk for spiritualitet. Og bogen rundes fint af med tidligere biskop i Viborg, Karsten Nissens, ord om, at pilgrimsvandring netop er beviset på, at kristendommen er bevægelig, og kirken er en kirke, der altid er på vandring:

”Derfor er pilgrimsbevægelsen også kirkens vinduer ud til verden. Der er det særlige ved vinduer, at dem kan man både se ud af og ind af. Vinduer kan sammenlignes med broer. På en bro er der ikke ensretning.”