Anmeldelse: På pilgrimsrejse i kirkeåret
Ny bog om kirkeårets tekster og betydning er en grundig brugsbog med ny viden også til de erfarne, skriver sognepræst Hanne Lundsgaard i en anmeldelse
Af Hanne Lundsgaard, sognepræst
Kirkeårs-hjulet er rundt, som det ses på bogens forside. Hjulet giver en cirkulær fornemmelse af kirkens liv, og sådan er vi nok også mange kirkefolk, der oplever det. Måske er det denne rundgang, der har givet inspiration til bogens titel.
Indledningen forklarer, at det handler om at gå på opdagelse i kirkeåret for at finde Gud. Om det skulle være særlig pilgrimsagtigt ved jeg ikke, men lad det nu være. Bogen er en glimrende bog for den, der lever med kirken og kirkeåret som en del af livet. Det gør man som præst, det gør kirkegængerne også – i større eller mindre grad. Ifølge forfatteren er målgruppe – ud over præsterne og kirkegængerne - også de mennesker, der ikke kender noget til kirkeåret. For den sidste gruppe må bogen være en stor mundfuld, men for præster og interesserede kirkegængere er den en guldgrube.
Først og fremmest er bogen grundig, der er rigtig meget god viden, og selv de mere indlysende informationer er meget nyttige for det store billede. Bogen indledes med et generelt kapitel om kirkeåret, under overskrifterne ”et særligt år”, ”tilblivelse og udvikling” og ”tekster”. Et fint og informativ kapitel, hvor kirkeårets baggrund og historie ridses op med tanke på, hvorfor kirkeåret er, som det er. Resten af bogen følger man kirkeåret kronologisk og systematisk opbygget med et indledende afsnit om den aktuelle tid på kirkeåret, for eksempel påsken. Derefter følger afsnit om hver eneste søn- og helligdag. Hvert afsnit rummer en lille indledning om dagen og derefter en grundigere gennemgang af den to tekstrækkes tekster og temaer. Flere steder tilføjes et ”til eftertanke”, hvor der kan indgå citater, bibelord og bønner.
Bogens layout og opsætning er meget brugervenlig, siderne er farvet efter kirkeårets farver, og det er nemt af finde den dag, man har brug for. Bogen er ikke en bog, man læser fra den ene ende til den anden, den kan bruges over mange år og bruges godt som håndbog og opslagsværk, hvor man kan finde inspiration til alle kirkeårets søn- og helligdage. Sådan har jeg selv - med stor glæde - brugt den siden 1. søndag i advent.
I en tid, hvor også kirkens vilkår er helt forandrede, tror jeg kirkeårsrejsen i Flemming Baatz Kristensens bøger kunne være et godt holdepunkt.
Selvom jeg har været præst i mange år, er jeg mange gange stødt på ny viden. Jeg har nydt godt af forfatterens store ekspertise i den historiske del af liturgien og kirkeåret. Teologien hælder til den konservative side, men omhyggeligheden gør det underordnet. Adskillige søndage har bogen givet mig ny inspiration til prædikenskrivningen, ofte med nye vinkler og andre ideer end dem, jeg plejer at forfølge. Som erfaren præst er det en stor kvalitet at møde en bog, der kan det
Jeg er lidt mere usikker på, om den interesserede kirkegænger og det kirkesøgende menneske vil finde sig til rette med bogen, men det kan jo komme an på en prøve. Man kunne før eller efter en søndagsgudstjeneste læse de 3-4 sider, der hører til dagen, enten som forberedelse eller opfølgning. Det vil være overkommeligt og spændende for mange, det tror jeg faktisk.
I skrivende stund har jeg netop modtaget bind 2: "På pilgrimsrejse i kirkeåret II – Fra påskedag til sidste søndag i kirkeåret". Jeg har ikke nået at læse den, men jeg glæder mig til det. I en tid, hvor også kirkens vilkår er helt forandrede, tror jeg kirkeårsrejsen i Flemming Baatz Kristensens bøger kunne være et godt holdepunkt, og jeg har tænkt mig at følge kirkeåret i bogen, også de søndage, hvor jeg ikke skal prædike.
Det korte af det lange er, at jeg meget gerne anbefaler bogen. Og mon ikke man kan bestille bøgerne hjemmefra?
Hanne Lundsgaard, præst i Sundkirken