Fortsæt til hovedindholdet
7. februar 2025

Workshops om differentieret vedligeholdelse af kirker

I denne uge er der i Lolland-Falsters Stifts fire provstier afholdt workshops om differentieret vedligeholdelse af kirker. Baggrunden for at arbejde med differentieret vedligeholdelse og brug af kirker er de udfordringer, man nogle steder oplever med at få menneskelige og økonomiske ressourcer til at slå til.

Situationen i Lolland-Falsters Stifts provstier er forskellig, nogle steder på Lolland er man ret presset på ressourcer, og andre steder på Falster er man ikke så presset. Derfor var de fire workshops også udformet som en proces, der kan være en hjælp til de menighedsråd, der føler sig udfordrede, og en inspirationskilde til de sogne, hvor tingene egentlig fungerer meget godt.

Formålet med de fire workshops var at skabe dialog og bevidsthed om, hvordan man bruger og vedligeholder kirkerne i dag, og hvilke muligheder der er for gennem differentiering at bruge ressourcerne bedst muligt i fremtiden.

Og fra alle fire workshops meldes der om engageret deltagelse og gode samtaler om, hvordan man prioriterer netop der, og hvordan man tror, at udviklingen bliver i fremtiden.

Deltagerne ved workshoppen i Falster provsti arbejder med øvelser.

Der arbejdes konkret med kirkerne i de enkelte sogne.

Restaureringsarkitekt Maj Bjerre Dalsgaard, som også var projektleder for udviklingen af ”differentieret vedligeholdelse” og de værktøjer, som anvendes, ledte med sikker hånd de deltagende medlemmer af menighedsrådene igennem oplæg, gruppearbejde og fælles drøftelser, der indimellem stillede skarpt på svære spørgsmål.

 

Manglen på ressourcer kan nemlig gøre, at der nogle steder må prioriteres skarpt. Men hvordan beslutter man, hvilke opgaver der skal prioriteres, når man både har ansvaret for flere bygninger af stor kulturarvsværdi, og kerneopgaven samtidigt er at skabe kirkeliv?

 

De manglende ressourcer kan fx have den konsekvens, at man lukker øjnene for skader i en kirke, fordi opgaven er uoverskuelig. Det kan over tid medføre at problemerne vokser med store udgifter eller uoprettelig skade til følge.

 

Det kan også have den konsekvens, at håndteringen af vedligeholdelsesspørgsmål kommer til at overskygge kirkelivets udvikling. For eksempel ved at menighedsrådets kræfter går til bygnings-opgaver, og ikke rækker til at udvikle kirkelivet. Eller ved at der ikke kan findes penge til forbedringer af rammerne til kirkegængernes behov.

 

Ved at tænke konkret i differentieret vedligeholdelse, får menighedsrådene mulighed for at skabe en bedre balance mellem prioritering af vedligeholdelse og kirkeliv, og samtidig sikre, at væsentlige kulturarvsværdier ikke går tabt i processen.

 

Deltagerne i workshoppen blev bedt om at forestille sig, hvor meget kirkerne blev brugt om 50 år, og hvad det ville betyde for vedligeholdelsen.

Værktøjer til vedligeholdelse af kirkebygninger på folkekirkens intranet