Rasmus Meyer: "Folkekirken kan spille en rolle i forhold til de unges trivsel"

Af Rikke Lyskjær-Rudbæk

”Om jeg tror på Gud? Jeg vil sige, at jeg er gået fra at være skråsikker på mit nej til ikke afvisende til ægte i tvivl,” siger Rasmus Meyer og trækker på smilebåndet.

Siden Trivselskommissionen ultimo februar udkom med sine 35 anbefalinger til, hvordan børn og unges trivsel kan fremmes, har formanden for kommissionen haft mere end sædvanligt travlt med at give interviews. I dag er ingen undtagelse, og samtaleemnet er folkekirkens rolle i forhold til de unges trivsel.

Udover at mærke en forandring i sig selv i forhold til Gud, har Rasmus Meyer også konstateret en forandring i samfundet. Ikke mindst når det gælder de unge:

”Min oplevelse er, at der er en stadig større åbenhed over for troen. Når jeg tænker på min egen ungdom i slut 90’erne og 00’erne var det hele lidt lukket og bastant. I dag er der noget nyt og anderledes på spil blandt de unge. Jeg ved ikke helt, hvad det er, men i hvert fald en mindre lukkethed.”

Rasmus Meyer pointerer, at det ikke er et tema, kommissionen eksplicit beskæftiger sig med i sin afrapportering, men alligevel har han gjort sig nogle tanker herom:

”Personligt vil jeg sige, at den sekularisering, der er sket, på den ene side rummer en frigørelse for den enkelte, men på den anden side kommer med en pris. Vi troede, vi kunne være alene hjemme og fyre den af, men skyggesiden til den bevægelse er, at vi har tabt et sprog, og det moderne menneskes kvaler med at være til skal ses i lyset af det,” lyder det fra Rasmus Meyer. Han fortsætter:

”Jeg tror på, at folkekirken kan spille en rolle i forhold til de unges trivsel. Folkekirken kan bidrage med et sprog, med forankring, fællesskab og en fornemmelse af tilhør. Og så er det, folkekirken kan jo at give mennesker adgang til troen.”

Forældre og fællesskab

Der er sagt og ment meget om Trivselskommissionens anbefalinger. En del var for Rasmus Meyer forventeligt, andet kom som en overraskelse:

”Det, der har overrasket mig mest, er, at det er blevet kontroversielt at sige, at forældrene har det primære og største ansvar for deres børn. Vi peger jo på noget banalt,” siger han og fortsætter:

”Hvis vi gerne vil arbejde med denne her problematik, fordrer det noget af os som forældre. Vi skal lære vores børn at træde ind i fællesskaber på en god måde. Det er gavnligt og givtigt at have med på vejen.”

I en kronik i Altinget byder biskop over Helsingør Stift, Peter Birch kommissionens anbefalinger velkommen og skriver:

”Moderne forældre er mere end nogensinde optaget af deres børns opdragelse, men ved ikke at vedkende sig voksenautoriteten, bliver opdragelsen til en forhandling med ens eget barn i centrum. Dermed svækkes sansen for fællesskabet; barnets individuelle behov kommer til at stå over fællesskabet.”

Og netop fællesskabet er centralt i folkekirken – særligt et, der ikke nødvendigvis findes så mange andre steder:

”I folkekirken findes et fællesskab, hvor mennesker mødes på tværs af generationer. Kirken danner ramme om en samtale, der går på tværs af generationssiloer og kan dermed danne bro for deling af livserfaring og livsindsigt. Som samfund skal vi i langt højere grad udnytte de gamles livserfaring som livshjælp for unge,” skriver Peter Birch i sin hilsen i sidste måneds nyhedsbrev om netop unge og trivsel.

Rasmus Meyer anerkender, at der kan være et perspektiv i generationsmødet:

”På den ene side sætter frigørelsen os fri, men der er også en risiko for, at det kan slå over i isolation og ensomhed, og også der kan kirken spille en rolle.”

Kirkens særlige sprog

I nyhedsbrevet, der udkom i kølvandet på Trivselskommissionens anbefalinger, taler biskoppen i sin hilsen direkte ind i flere af Rasmus Meyers pointer:

”I den kristne tradition har vi et sprog, der lærer os at forholde os til det relationelle og ser vores liv i lyset af det fælles og almene. Her har vi et sprog, der taler om eksistentielle vilkår og indbyrdes afhængighed, som det, der former vores liv og gør os i stand til at leve det. Fællesskabet er ikke en begrænsning, men en nødvendig forudsætning for, at vi kan leve,” lyder det fra biskoppen. I sin kronik i Altinget italesætter han desuden folkekirkens rolle i mødet med de unge:

”Helt almenmenneskelige følelser som tvivl, frygt og sorg bliver til stress, angst og depression. Det er en begrebsudvidelse, der leder til psykolog eller psykiater, fordi man er gået i stykker og skal repareres. Unge og børn bliver altså bekræftet i, at de er forkerte, og jeg ved det, for vi præster møder børn og unge i vores arbejde. Vores job er at rumme dem som det hele menneske, de er – ikke at reparere dem, for de er ikke gået i stykker.”

Og det er Rasmus Meyer enig i:

”Jeg tror, det er rigtigt, at der er en tilbøjelighed til, at vi – i stedet for at forstå os selv som mennesker – forstår os selv som syge. Livet er både lys og mørke, og vi skal tale mere nøgternt om det at være mennesker. Herunder at vi er fejlbarlige. Der er sket en psykiatrisering, hvor det diagnostiske sprog har trængt andre sprog i baggrunden, men kirken kan tilbyde de unge et andet sprog, der beskæftiger sig med sorg, tab og mismod. Når man er uden trosforhold, er det sværere at tale om, for så er man mutters alene med ansvaret.”