På sporet af Jesus søger karakterskuespillere og vejviserdiciple
Går du rundt med en drøm om at være en af de tre vise mænd? Eller jomfru Maria? Så har du chancen nu. Meld dig som frivillig til "På sporet af Jesus" som er et skole-kirke-projekt for 4. klasses elever. Der er både brug for "karakterskuespillere" og "vejviserdisciple".

Bliv en karakter fra det nye testamente for en dag
På sporet af Jesus er et skole-kirke-projekt for 4.klasse, hvor børnene ved at beskæftige sig med forskellige personer fra det Nye Testamente, kommer ind på centrale temaer i evangeliet, og til slut møder personerne i det nytestamentlige univers, som etableres på oplevelsesdagen.
Der plejer at deltage ca. 500 børn og en masse præster fra hele Lolland-Falster - dagen er nok årets største arrangement på tværs af alle sogne i stiftet.
På sporet af Jesus gjorde også virkelig indtryk på stiftets religionspædagogiske konsulent, Ida Støckel Rolle, da hun for år tilbage fik dagen præsenteret på pastoralseminariet. Det var simpelthen en af de ting, som var med til at få hende til at søge arbejde på Lolland-Falster, fortalte hun for nylig, da Pastoralseminariet i København var på besøg i stiftet.
En dejlig dag i det fri
Oplevelsesdagen afvikles i fri luft på et område ved Maribo sø mellem Domkirken og Frilandsmuseet, og vi håber, at sognene vil bakke op og bidrage til at muliggøre transport fra skolerne til Bangshave i Maribo.
Vi håber selvfølgelig også, at mange vil melde sig som frivillige. Det har biskop Marianne Gaarden allerede har gjort, og hun glæder sig til at skulle være skuespiller i den levende bibelfortælling.
Hvis skuespil ikke lige er din ting, så har vi alligevel brug for dig. Der er nemlig to typer frivillige: ”karakterskuespillerne”, som fortæller børnene deres historie, og "vejviserdisciplene", som får det hele til at glide og sørger for at grupperne er det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Begge dele er vigtige for at dagen bliver en succes.
Praktisk information
I år er oplevelsesdagen fredag d. 19. september fra kl. 8.30-13.00.
Tilmelding og spørgsmål rettes til stiftets religionspædagogiske konsulent, Ida Støckel Rolle, på isr@km.dk eller tlf. 60 58 50 37