Fortsæt til hovedindholdet
Aktuelt 2025
Nyheder

Nyvalgte medlemmer af menighedsrådene besøger bispegården 

Den 22. januar var der åbent hus for nyvalgte menighedsrådsmedlemmer på bispegården i Nykøbing F., og 65 personer i alle aldre fra hele stiftet valgte at benytte sig af muligheden for at møde biskoppen og stiftsadministrationen.

Biskop Marianne Gaarden taler ved åbent-hus-arrangement for nyvalgte menighedsrådsmedlemmer.

Det store mødelokale i bispegården var tæt pakket, da 65 nyvalgte menighedsrådsmedlemmer fra hele stiftet i januar var mødt op for at hilse på biskoppen og stiftsadministrationen og hinanden.

Formålet med at holde åbent hus var at hilse på hinanden og tale om menighedsrådenes opgaver og den hjælp, stiftsadministrationen kan tilbyde i den forbindelse.

Biskop Marianne Gaarden lagde ud med at fortælle om biskoppens rolle og opgaver. Herefter fulgte stiftskontorchef Lene Møller Krabbesmark op med en præsentation af sig selv og administrationen, der ud over at være ansvarlig for opgaverne i stiftet også er ansvarlig for økonomien i Fællesfonden, der dækker hele folkekirken.

I stiftsadministrationen bistår vi altid gerne menighedsrådene med sparring om juridiske forhold, byggesager, HR-relaterede spørgsmål og pressekontakt. 

Det fortalte de pågældende medarbejdere om i korte oplæg.

Derudover var der også en introduktion til Folkekirkens Intranet (FIN), et inspirationsoplæg fra Folkekirkens Grønne Omstilling, som også er forankret i i Lolland-Falsters Stift, samt et oplæg fra formanden for stiftsrådet, Susanne Møller, der introducerede til stiftsrådets arbejde og Menighedsrådsforeningen for Lolland-Falsters Stift.

Herefter serverede stiftet en stående sandwich samt kaffe/the og vand, og alle kunne  få en rundvisning i stiftsadministrationens lokaler, hvor de ansatte stod klar til at svare på spørgsmål.