Dejligt besøg af 26 kommende præster fra pastoralseminariet
Onsdag den 26. marts var 26 elever fra Pastoralseminariet i København på besøg i Lolland-Falsters Stift for at høre mere om, hvordan det er at arbejde som præst i folkekirken.
Biskop Marianne Gaarden bød de studerende og deres lærer Jens Rønn Sørensen velkommen og fortalte så om folkekirken generelt og Lolland-Falsters Stift specifikt.
"Nogle ting foregår meget ens i de ti stifter, mens andre ting af geografiske og andre årsager kan foregå lidt forskelligt," sagde Marianne Gaarden, der rundhåndet delte ud af gode fif til, når de kommende præster skal søge deres første job.
De 26 studerende stillede også selv mange spørgsmål og fik svar på dem alle. Det drejede sig fx om, hvordan det egentlig forgår, når man holder prøveprædiken for et menighedsråd, hvordan det hænger sammen at være fuldt ansat som præst og også skulle igennem forløbet "Ny Præst", og hvordan en bispeeksamen foregår.
Stiftets Uddannelseskonsulent, Lill Arendt Hemmingsen holdt også et oplæg for de studerende og senere på dagen, efter en god frokost og en tur i bispehaven, fik de studerende mulighed for at møde stiftets religionspædagogiske konsulent, gerontokonsulenten, kontorchefen samt flere præster fra stiftet, herunder 2 som har taget §2-ordningen. Mange af de studerende var selv på §1A-ordningen.
herefter gik alle i samlet flok til Klosterkirken i Nykøbing F, hvor provst Johannes Olav Kruse Kristensen fra Lolland Østre provsti holdt en engagerende tale og svarede på spørgsmål.
Dagen sluttede med kaffe og kage i Klosterfløjen og mulighed for speedmøder mellem præsterne, provsten, konsulenterne, biskoppen og pastoralseminariets folk.