Velfunderet, initiativrig og kreativt tænkende sognepræst søges til Maribo Domkirke
Stillingen som tjenestemandsansat sognepræst KBF i Maribo Domsogn i Maribo Domprovsti er ledig til besættelse den 1. juni 2025 eller snarest derefter.

Maribo Domkirke.
Stillingen
Embedet som kirkebogsførende sognepræst ved Maribo Domkirke er ledigt til besættelse 1. juni 2025.
Menighedsrådet ønsker en præst, som
- er teologisk velfunderet og kan formidle det kristne budskab levende,
vedkommende og for alle aldersgrupper - er indstillet på at samarbejde bredt– også med kirkens mange frivillige
og som favner bredt - er initiativrig og kreativt tænkende – med fornemmelse for både tradition
og nytænkning - har evne for sjælesorg og har nemt ved at tale med mennesker om tro
- har blik for den særlige opgave, som domkirken varetager ved at være
kirke for hele stiftet - vil være synlig og aktiv i lokalsamfundet
Maribo Domkirke er hovedkirken i Lolland-Falsters Stift. Domsognet har et højt aktivitetsniveau med babysalmesang, minikonfirmander, konfirmander, foredrag, studiekreds, arrangementer for ældre, sorggrupper, katekumenat, spaghettigudstjenester, pilgrimsvandringer, morgensang, middagsbøn samt et omfattende musikliv med kor, herunder et nystartet børnekor, og koncerter. Udover at være sognekirke i Maribo, foregår der i domkirken mange aktiviteter for hele stiftet, såsom bispevielse, ordinationer, landemodegudstjeneste og forskellige markeringer, hvor sognepræsten deltager.
Som sognepræst ved Maribo Domkirke bliver du en del af et kollegialt fællesskab med tre andre præster: en pilgrimspræst, en børne- og ungepræst og en domprovst. Dertil kommer et godt samarbejde med kirkens to organister, domorganisten og organistassistenten, de to kirketjenere, kordegnen, kirkegårdens ansatte, kirkekoret samt ikke mindst menighedsrådet og kirkens øvrige frivillige. Sognepræsten indgår naturligt i det gode økumeniske samarbejde i byen, hvor der både er katolsk kirke og et Birgittakloster.
Domsognet råder over Sognets hus, hvor der er mødelokaler og kirkekontor, et tilliggende byhus med kontorfaciliteter samt et pilgrimshus, hvor der er herberg, café og hvor der også holdes en del arrangementer.
Sognepræsten forbereder to hold konfirmander. Stiftet har en målsætning om, at ingen præst skal undervise konfirmander alene, dette har domprovstiet prioriteret, og derfor vil forberedelsen foregå sammen med en kollega.
Sognepræsten samarbejder med provstiets øvrige præster om gudstjenester på plejecentret ”Margretecentret” og med de nærmeste kolleger om gudstjeneste på ”Søndersøhjemmet”, et botilbud for voksne med sen hjerneskade og fysisk handicap, samt på Bangshavecenteret.
Der er otte valgte medlemmer af menighedsrådet samt en medarbejderrepræsentant (pt. domorganisten).
Embedsboligen
Boligen er i bindingsværk og ligger i Maribos smukke gamle bykerne et par hundrede meter fra kirken, som der er kig til. Der er stort præstekontor i en af kirkens bygninger, derfor er det op til den nye præst, om der ønskes kontor i hjemmet og hvor kontoret evt. skal placeres. Boligen er fordelt på forhus og baghus, stueplan og 1.sal. Der er nyt køkken, to separate stuer, fire værelser (hvoraf de to er i baghuset), to badeværelser og et toilet. Der er en dejlig, solrig have med mange blomster, køkkenhave samt haveskur og mulighed for et lille værksted.
Om sognet
Maribo Domkirke, der er opført i 1400-tallet som klosterkirke efter Birgitta af Vadstenas anvisninger, ligger smukt ned til Søndersø, Lollands største sø. Domsognet tæller ca. 4000 folkekirkemedlemmer samt en trofast og engageret menighed. Der er en god kirkegang. Der bor en del indvandrere og efterkommere af indvandrere i sognet.
Domsognet er sammenfaldende med Maribo by med undtagelse af et beboelseskvarter i byens østlige del. Maribo ligger centralt på Lolland og kan nås med lokalbanen, Nykøbing-Nakskov. Motorvejen går direkte fra København til Maribo, som nås på ca. 1½ time. Maribo er en god handels- og uddannelsesby med erhvervsuddannelser indenfor rækkevidde, gymnasium, folkeskole, privatskole og en ny international folkeskole i vækst. Der er stort idrætscenter med svømmehal, bibliotek, stiftsmuseum og teater. Ved søen ligger Maribo Roklub og kajakklubben, som snart råder over sauna til vinterbaderne. Lolland har i øvrigt dejlig natur og skønne strande.
Om stiftet
Lolland-Falsters Stift er et mindre stift med en stor sammenhængskraft. Vi har en kultur, hvor det er let at komme i kontakt med stiftsadministrationen og biskoppen, og et godt kollegialt fællesskab blandt præsterne. Her er højt til loftet både teologisk og praktisk og nemt at komme til orde. F.eks. skriver alle præster i stiftet på skift en klumme til Lolland-Falster Folketidende om den kommende søndags prædikentema. Vi har stort fokus på et godt og trygt arbejdsmiljø og gode muligheder for fortsat faglig udvikling og efteruddannelse.

Præstebolig, Maribo Domsogn
Stilling og ansøgning
Stillingen aflønnes efter løngruppe 3, trin 2 i aftale om aflønning af tjenestemandsansatte præster i Folkekirken. Det er en forudsætning for indplacering i LG 3, at den, der ansættes, har gennemført den obligatoriske efteruddannelse eller NY PRÆST.
Ud over selve lønnen ydes et rådighedstillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 for en fuldtidsstilling på kr. 43.000,00 årligt.
Stillingen er omfattet af reglerne om Ny Løn, hvorfor det er muligt at ønske en lønforhandling.
Stillingen er en fuldtidsstilling.
Der er knyttet tjenestebolig til stillingen. Boligbidrag vil blive fastsat ved vurdering.
Har du lyst til at læse mere om Domsognet og hvordan kirkelivet m.v. er i sognet, kan vi anbefale, at du orienterer dig på sognets hjemmeside www.maribodomkirke.dk
Eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet bedes vedlagt ansøgningen.
Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest. Både mænd og kvinder opfordres til at søge stillingen.
Er du interesseret i stillingen og ønsker at sende en ansøgning, bedes du kontakte både menighedsrådets formand Steffen Peter Gliese på 81 90 9364 og domprovst Anne Birgitte Reiter på tlf. 30 24 97 80 for at aftale et tidspunkt for et besøg og en samtale.
Er det første gang du søger embede, bedes du kontakte biskoppens sekretær Louise V. Andersen på tlf. 54840711 eller LVA@KM.DK for at aftale et tidspunkt for en samtale med biskop Marianne Gaarden ligeledes.
Ansøgningen skal stiles til By-, Land- og Kirkeministeriet, men skal sendes til biskoppen over Lolland-Falsters Stift pr. mail til: LFSTIFT@KM.DK og ansøgningen skal være biskoppen i hænde senest opslagets udløbsdato kl. 15.00.
Opslag af stillingen: 18. februar 2025
Ansøgningsfrist: 24. marts 2025