Biskoppens månedshilsen marts 2025

MARTS 2025

Kære alle  

I disse dage tænker jeg på, hvad det er for en verden, vi overlader til vores børn og børnebørn. Fuglesangen om morgenen er et glædeligt vidnesbyrd om, at foråret er på vej. Fuglene bekymrer sig øjensynligt ikke om bulder og brag fra den verdenspolitiske scene, men kvidrer blot lystigt, imens de undersøger boligmarkedet i haverne. Det gamle interiør fra sidste års beboere bliver smidt ud og fuglekassen fores med nye strå, tynde grene og dun til dette års kuld af unger. Jeg tror ikke, fuglene bekymrer sig om deres ungers fremtid – anderledes er det for os mennesker.

Vi bekymrer os for vores børn og unges liv, og den af regeringen nedsatte trivselskommission har i slutningen af februar netop udgivet en rapport med konkrete anbefalinger for børn og unges trivsel. I kølvandet på offentliggørelsen af rapporten kom jeg til at tænke på et ordsprog på engelsk af ukendt oprindelse: “It takes a village to raise a child,” (det kræver en landsby at opfostre et barn). For diskussionen har hurtigt bevæget sig i retningen af, hvis skyld det er, når børn ikke trives.  

Er det børnenes egen skyld? Fordi de er for pylrede, egoistiske eller forkælede? Eller er det forældrenes skyld? Fordi de ikke sætter grænser og stiller krav til deres børn, men overbeskytter dem. Eller er det politikerne, skolen eller lærernes skyld? Fordi der er for høje krav om inklusion og for stor udskiftning i lærergruppen og for lidt nærvær og engagement. Eller er det daginstitutionerne og pædagogernes skyld? Der er for mange børn til for få voksne. Eller er det den digitale udvikling og de sociale mediers skyld? Børnenes bevidsthed indfanges af deres mobiltelefoner i en grad, så de bliver afhængige af dem, og den digitale verdens accelererende tempo internaliseres i børnene. Og hvad med os selv? Har vi som kirke svigtet vores opgave?  

I mine øjne er det ikke særligt frugtbart at tale om skyld. Langt mere konstruktivt er det at tale om ansvar – fælles ansvar. For børn og unges trivsel er et fælles ansvar for os alle. Forældre og familie, daginstitutioner, skoler og fritidsaktiviteter, men også folkekirken med sine tilbud om babysalmesang, minikonfirmander, konfirmandundervisning, nogle steder også børneklub og børne- og ungdomskor samt børnegudstjenester kan bidrage til den kommende generations trivsel. Om det er en lokal fastelavnsgudstjeneste eller stiftets stort anlagte arrangement ”På sporet af Jesus” for alle skoler.

Folkekirken tilbyder allerede flere af de ting, som trivselskommissionen peger på som afgørende for børn og unges trivsel. Trygge rammer, der giver mulighed for at opbygge gode og sunde relationer, tidspunkter med fred og ro, hvor samvær og fællesskab er i centrum. Kristendommen lærer børn og unge, at modgang, kriser og tab hører livet til, men ingen behøver at være alene om at bære smerten og sorgen. Derfor tilbyder præster sorggrupper og sjælesorgssamtaler, hvor der er plads til at tale om de eksistentielle vilkår, vi alle lever under.  

I kirken hører børn og unge også, at de som alle mennesker er værdifulde og elskede. Ingen kommer igennem livet uden at fejle og dumme sig, men vores værdi som mennesker afhænger ikke af, hvad vi siger, gør eller præsterer, men hvad vi er – Guds elskede skabninger. Ikke mindst unge mennesker har brug for at høre, at deres liv ikke alene afhænger af dem selv. Vi formes af de fællesskaber, vi indgår i. Eller som ordsproget lyder: “It takes a village to raise a child!”  

Alle har vi et ansvar for at behandle vores børn og unge med kærlighed og respekt, så de føler sig elsket, værdifulde og trygge, og det bidrager vi også til som kirke.  

Venlig hilsen

Marianne Gaarden, biskop