31. december
Nytår
Af sognepræst Olga Grygorieva
Jeg kan huske nytårsaftener fra dengang, da jeg var et lille barn. Vi fik lov til at være sammen med de voksne indtil sent om aftenen. Der var gæster, dejlig mad, dans og musik fra min fars vinylplader. Lige inden midnat blev alle helt stille. Vi talte klokkernes kimen 12 gange, og fyrværkeri, champagne og nytårsønsker brød løs. Det var en fantastisk følelse af, at noget nyt, godt og vidunderligt er i vente i fremtiden… Tiden er gået, men følelsen fra barndommen er der stadigvæk, den blev dog blandet med et strejf af bekymring og eftertænksomhed.
Når vi fejrer nytår, markerer vi, at vi er parate til at træde ind i en ny periode, hvor mulighederne er åbne: Nogle går i gang med at handle på mange spændende nytårsforsætter, andre er bekymrede over, hvad året bringer og håber på, at de vanskeligheder og prøvelser de gennemgik er overståede, og at de får et bedre liv i det kommende år. Ja, udgangspunkterne for det nye år kan være ligeså mange, som der er mennesker.
Det vigtigste er at stole på Gud og bede ham om, at hjælpe os med at finde vejen til ham, så at vi ser vores nytårsforsætter, vores tanker og bekymringer i lyset af de kristne budskaber. Dette er det overordnede tema til prædikenen nytårsdag.
24. december
Juleaftensdag
Af biskop Marianne Gaarden
Endnu en gang går vi en jul i møde med coronarestriktioner – også i kirkerne. Endnu en ny variant af virusset har sendt smittetallet i vejret. Det lyder unægteligt som en dårlig gentagelse af sidste jul – ovenikøbet på et tidspunkt, hvor mange af os havde håbet, at pandemien var et overstået kapitel i her i landet. Men mundbind, håndsprit og lange køer foran testcentrene er vendt tilbage, og der er vendt op og ned på vores verden. At være negativ er positivt, og at være positiv er negativt. At der bliver vendt op og ned på vores verdensforståelse, er netop afgørende for julen.
Normalt retter vi blikket mod magtens centrum og forventer, at det er derfra, forandringer i verden kommer. Pressemøder med kameraerne rettet mod statsledere og sundhedseksperter, der viser kurver og tal om pandemien. Indslag i medierne om de magtkampe og konstitueringer, der følger i kølvandet på kommunalvalget. En kødrand af fotografer og journalister, der kæmper sig frem i forreste række for at få billeder og interview med politikerne ved Folketingets åbning på Christiansborg. Men spørgsmålet er, om vi kigger vi i den rigtige retning efter det, der styrer verdens gang? At en lille flagermus på et marked i Wuhan kan sætte den hele verden på den anden ende, indikerer det modsatte.
Det ligger imidlertid dybt i mennesker, at vi retter opmærksomheden mod magtens centrum. Vi forventer, at det er der, det afgørende sker. Der, de vigtige beslutninger bliver truffet, som får konsekvenser for vores liv. Sådan er det i dag, og sådan var det for 2000 år siden, hvor et af historiens mægtigste imperier eksisterede. Romerriget blev ledet af en mand, kejser Augustus, hvis magt var så stor, at han efter sin død blev ophøjet til Gud.
Så fokus var rettet mod denne verdensleder med uindskrænket magt, der ønskede at få et overblik over sit folk. Indbyggere er jo identisk med skatteydere, der betaler penge til kejseren. Så han befalede, at alle indbyggere i hele Romerriget skulle tælles. Det er den fortælling, vi hører hvert år til jul i landets kirker: ”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.” Det interessante er, at mange mennesker verden over den dag i dag, 2000 år senere, kun kender lederen af et af historiens mægtigste imperier, fordi han har en birolle i juleevangeliet, hvor vi alle kender hovedrolleindehaveren. Så når vi kigger mod magtens centrum efter det, der styrer verdens gang, så kigger vi i den forkerte retning. Men hvor skal vi så kigge hen?
Det giver barnet, der blev født i en stald, fordi alle hoteller og herberger var optagede, svaret på. Vi skal kigge mod det magtesløse, det sårbare og det ydmyge, alt det, vi så nemt kommer til at overse. Juleevangeliet vender op og ned på vores verdensforståelse. Det magtfuldkomne, som vi plejer at sætte øverst i hierarkiet, forsvinder med tiden fra vores hukommelse. Mens den selvopofrende kærlighed, der er nederst i magthierarkiet, overlever i erindringen og med tiden ophøjes. Det er derfor, vi jul efter jul varmes ved at høre juleevangeliet og synge med på ”Et barn er født i Betlehem”.
Det bliver der heldigvis fortsat mulighed for også i år trods fortsat pandemi og restriktioner. Nogle kirker har indført billetsystem, så man trygt kan komme i kirken og samtidig være sikker på at få en plads. Andre kirker har planlagt flere gudstjenester end normalt juleaften. Der er også kirker, der streamer julegudstjenesterne eller har optaget juleaftensgudstjenesten i forvejen, så den kan ses på kirkens hjemmeside, Facebook eller YouTube-kanal. Så kreativiteten og viljen er stor til at sprede det gode budskab.
Glædelig jul.
19. december
Fjerde søndag i advent
Af sognepræst Torben Elmbæk Jørgensen
Johannes Døberen er glad for, at Kristus er kommet. Men han ved også af erfaring, at det kan være vanskeligt at smitte folk med samme glæde eller få dem til at tro.
Troen er ofte en lidt urolig størrelse og sjældent fuld af kraft. Den har mange måder at vise sig på. Den kan komme og gå. Sådan har det i hvert fald været for mig. Nogle år i mit liv var troen stærk, andre gange svag. Nogle gange gav jeg mig ikke tid til at styrke den, for der var børn, rejser, fodbold og mange undskyldninger. Men oftest er det gået stille og roligt for sig.
Uanset stor eller lille tro så kender jeg til kilder, hvor jeg kan hente kraft. Kilder med livets vand, hvor min tro kan blive styrket, uden at der dog findes nogen garanti, for troen er en gave fra Gud. For mig er sådanne kilder at gå i kirke, synge salmer, være i naturen, læse Bibelen og andre gode bøger og lytte til skøn musik.
Troen har i mit liv været en kilde til glæde. Sådan var det også for Johannes, og den fyldte ham med mod.
12. december
Tredje søndag i advent
Af sognepræst Kathrine Asklund Brorsen
I Nykøbing Falster har vi en arrest. Den består af små celler med et enkelt vindue øverst oppe. Solens stråler har svært ved at nå ind. Vil du kigge ud ad vinduet skal du have fat i en stol.
I den anden ende af cellen er der en dør. Den er hvidmalet og uden håndtag. Og lukket. Altid. På nær nogle få timer, hvor du kan komme ud. Eller få øjeblikke, hvor en betjent, sygeplejerske eller præst banker på og griber ind i dit liv.
Det er de færreste af os der kommer til at opleve at sidde bag en låst dør. Men som en indsat i en arrest er vi afhængige af, at vi som mennesker griber ind i hinandens liv. At vi banker på hinandens døre så vi kan komme ud i livet. Leve livet.
Kom og hør om Zakarias på søndag! Han er lykkelig, fordi der er blevet banket på hans dør. Lykkelig fordi han har oplevet at gå fra tavst mørke til et liv i håb. Han er forventningsfuld, fordi han ved, at Gud om lidt vil gribe ind i vores liv med en solopgang, der skinner gennem umulige cellevinduer, skinner hvor mennesker sidder i mørke. Zakarias ved, at når Gud griber ind, bliver mennesker forandret.
5. december
Anden søndag i advent
Af sognepræst Hanne Margrethe Tougaard
Anden søndag i advent er en alvorlig dag med alvorlige tekster. De handler om dommedag.
Vi venter Jesu komme, og vi kalder på ham i teksterne. Og han kalder på os.
Brudgommen kommer, vi går ud og møder ham - og dem, der er parat, kalder han med ind i bryllupssalen – og så bliver døren lukket!
”Brudgommen” er Jesus. ”Dem, der er parat” er dem, der tror på ham og følger ham, når han kalder, og ”bryllupssalen” er himlen, Guds rige og det evige liv. Der går Jesus ind med sin brud, som er menigheden, og lukker døren efter sig.
Det er en tydelig tekst om dommedag. Der er ingen vej tilbage – og der er ingen vej frem for dem, der står udenfor. Man kan godt fornemme, hvordan det er at stå der.
Og vi kan gætte på, hvordan det er at gå med til festen. En fest forbinder vi med pænt tøj, god mad og vin, og måske dans.
Når Jesus kalder på os, indbyder han til en dans. En livsdans. Ikke en dans på roser – sådan var hans egen livsdans heller ikke. Han kalder os til en livsdans her, og siden hen bag den himmelske dør.
28. november
Første søndag i advent
Af sognepræst Anders Horne Henriksen
Der findes grundfortællinger, som kun bliver varieret lidt igennem århundreder, men ellers forbliver de samme: et elskende par, der ikke kan få hinanden eller en kvinde eller mand, som kæmper for at få det, som retmæssigt tilhører hende eller ham. Mange gamle danske film handlede om disse to ting; kærligheden eller gården.
Den danske kritiker Georg Brandes skrev, at teaterstykket Erasmus Montanus også er en grundfortælling, som derfor kan spilles overalt i verden til alle tider. Det handler om manden, som vender hjem med den sidste nye viden (eller forskning), men ingen vil lytte til ham.
Søndagens tekst ligner denne grundfortælling. Da Jesus vender hjem er alle ellevilde, men de får ikke det at høre, som de forventer eller ønsker, og der breder sig i stedet en lynchstemning. Jesus’ nye forståelse af de gamle skrifter, som rummer en bredere kærlighedsforståelse end den alment accepterede, hidser folkene op. Det er grundfortælling om, hvad mennesker tør høre, men også om, hvad de bør høre.
21. november
Sidste søndag i kirkeåret
Af sognepræst Hanne Elmgaard Lundsgaard
På søndag er vi nået til den sidste søndag i kirkeåret. Kirkens nytår er nemlig første søndag i advent. Her til sidst i kirkeåret handler det om, hvad der er vigtigt i livet. Mange vil sige ”næstekærlighed”, og det er sandt. At behandle andre godt og ordentligt er helt afgørende. Det kan være svært at være der for andre, det kan være tidskrævende og kræve energi og engagement.
På søndag handler det både om, at det er svært at være god, men det handler også om, at det måske er lettere, end vi bilder os ind. Møder vi en, der er sulten eller tørstig, kan vi give ham noget at spise eller drikke. Møder vi en fremmed, kan vi tage imod hende med venlighed. Kender vi en, der er syg, kan vi besøge ham. Vi kan sende en venlig hilsen eller ringe og lytte til hende. Er vi ligeglade med andres problemer, så kan det i sidste ende være lige meget alt sammen. Ofte synes vi, at det er svært at få øje på Gud, men på søndag får vi at, vide at han står lige foran os, og at han hver dag vil møde os med kærlighed.
14. november
Fireogtyvende søndag efter trinitatis
Af sognepræst Christina Birgitte Mielcke
Der er kommet en ny skik til Danmark. Den har langsomt sneget sig ind på os fra sydlige og østlige lande og handler om at mindes vore døde. Vi besøger kirkegårdene og vore kære, som ligger begravet der, i de første dage af november.
Mange har blomster med og tænder også lys på gravene, og vi tænker selvfølgelig på det liv, vi havde sammen med dem, der nu hviler her i jorden. Vi savner dem, men alt vi kan gøre nu, er at huske på dem.
Måske går vi også en tur rundt på kirkegården og ser på de øvrige gravsteder og læser indskrifter på gravstenene. Nogle af dem råber til os om knuste håb og bristede drømme, mens vi sukker over korte liv, og vores hjerte græder lidt for dem, der mistede deres børn og måtte efterlade dem her i dødens have.
Og så kommer vi i kirke på søndag og hører, at de døde kan blive levende igen, når Gud vil. Hvis vi kalder på Jesus i tro og håb, på trods af vores erfaring af, at alt levende i denne verden må dø og blive til støv og aske, og beder Jesus gribe ind, vil der blive liv, hvor der før kun var død.
Så er døden kun en søvn, som vi skal vågne op fra, når Jesus kommer og vækker os.
7. november
Alle helgens dag
Af sognepræst Marianne Wagner
»Salige er de, som sørger, for de skal trøstes«.
Sådan lyder det i teksten til alle helgens dag. Det er Jesus, der taler, og det kunne lyde, som om han gør grin med os. For har salighed ikke noget med lykke at gøre, og hvordan kan man være lykkelig, når man sørger?
Sådan spørger vi, sådan har mennesker altid spurgt. For hvor er Gud i sorgen? Har han taget sin lykke fra os? Nej, siger Jesus. Han gør ikke grin med os, han trøster os.
Netop i sorgen er Gud os nær. I sorgen bliver vi smerteligt bevidste om, at vi ikke selv kan skaffe os lykken; enten tages den fra os, eller vi bliver selv revet bort fra det og dem, vi elsker. Det er imidlertid lige her, at intet længere kan skille os fra Gud, for da er vi fortabte, rede til at blive samlet op af Gud.
Og Gud gør os salige i håbet og bevidstheden om, at sorgen skal vendes til glæde, fordi det liv, der var hos os, nu er hos livets Gud, den Gud, der skal tørre hver en tåre af vore øjne.
31. oktober
Toogtyvende søndag efter trinitatis
Af sognepræst Stine Rugaard Sylvest
Da mit ældste barn var i kravlealderen, havde vi endnu en videomaskine. Den stod på en hylde under vores TV og lyste med ur og knapper, selv når den var slukket. Mange knapper. Faktisk så var den ren lokkemad for min søn og hans små nysgerrige barnefingre. Målrettet kravlede han til videoen og stak sine fingre ind til videokassetten, pillede ved knapperne og elskede i det hele taget den lysende maskine. Gang på gang løftede vi ham op og væk og sagde: ”Du må ikke pille ved maskinen”. Satte ham ned længere væk og kort efter susede han på alle fire derhen igen. Og på ny løftede en af os ham op og væk og sagde: ”Du må ikke pille ved maskinen”. Gang på gang.
Hvor mange gange skal jeg tilgive min bror, bliver Jesus en gang spurgt af Peter, der selv foreslår syv gange. Jesus svarer, at vi skal tilgive meget mere end syv gange. For vi skal møde andre mennesker med samme gavmilde tålmodighed og tilgivelse, som vi gerne selv vil mødes med. Som en forælder der troligt vejleder sit barn til at gøre det rigtige.
Videoen overlevede min søns mange besøg og han blev bestemt ikke skræmt væk fra senere at bruge elektronik med lys og knapper. Og det havde også næsten været utilgiveligt.
24. oktober
Enogtyvende søndag efter trinitatis
Af sognepræst Lizet Jane Wendt
Der er nu er der noget på færde i Kana igen, der hvor Jesus gjorde vand til vin. Denne gang er det en kongelig embedsmand, der har en syg søn. Jesus bedes om at komme og røre ved ham, så han bliver rask. Men Jesus siger, han ikke behøver at gøre tegn og undere, for at drengen skal blive rask, nej, det er nok, at han siger det, og det vil ske.
Vi har hørt det før, at et ord fra Jesus er nok. På lang afstand har hans ord magt til at helbrede, den lamme der blev firet ned fra taget i evangeliet for et par søndage siden, blev rask ved et ord. Og den syge søn i dag, ja, han bliver rask på samme måde: Et ord fra Guds søn er nok.
Vi kunne godt bruge, at man kunne helbrede ved ord i vore dage, men vi sætter vores lid til moderne tiders læger og videnskab. Men helbredelse i dag afhænger stadig til dels af tro – at vi tror på, at vi skal blive raske. Vores indstilling til livet betyder stadig noget. Den positive indstilling i vores sind og hjerte og vores tro på det gode i verden.
Vores tillid til lægevidenskaben og vores tro på, at Gud har en finger med i alt, der sker for os, er vigtig. Det er vigtigt, vi stadig har tro på, at bønnen har magt til mere, end vi selv kan gøre. At bønnen har en magt, og at vores bønner bliver hørt.
Vi lever i en slags eftertid, og de fleste af os er vaccineret og stoler og tror på, at det er det rigtige at gøre. Vi lægger vores liv i Guds hånd stadig og har gjort det hele vejen igennem pandemien. Vi stoler og tror stadig på Gud.
17. oktober
Tyvende søndag efter trinitatis
Af sognepræst Lisbeth Mannerup Nielsen
Jeg har en gang læst en invitation til en fest helt forkert. Jeg troede, at jeg skulle til en hyggelig sensommerfest i nogle venners have og havde derfor taget en fin sommerkjole og et par lette sandaler på. Det viste sig, at vi skulle ud og plukke brombær i et temmelig uvejsomt terræn. Jeg havde meget ømme fødder og var også temmelig forreven på mine arme, da jeg kom hjem igen.
Det kan være en fordel at være klædt godt på til opgaven og på den måde blive sparet for en for en masse knubs. Det gælder vist i alle livets forhold.
På søndag skal vi høre om en underlig bryllupsfest, hvor der er en gæst, der ikke er ordentligt klædt på og derfor ryger ud i mørket, hvor der er gråd og smerte. Det mørke kender vi alle sammen eller kommer til det på et tidspunkt. Der er opgaver i livet, vi aldrig nogensinde kan blive klædt godt nok på til at kunne klare uden at græde og føle smerte. Vi kan ikke forberede os på at skulle miste den, der er livet i livet for os, lige meget hvor meget vi pakker os ind i tykke trøjer og frakker.
Men vi er ikke overladt alene til mørket. Der er ét menneske, som allerede har været bundet på hænder og fødder og smidt, ikke udenfor, men op på et kors, nemlig Jesus, Guds søn. Han viser os, at vi ikke kan komme så langt ud i mørket, at Gud ikke selv har været der og møder os med sin kærlighed. Det er en mærkelig fortælling, vi skal høre på søndag, men der er håb i den.
10. oktober
Nittende søndag efter trinitatis
Af sognepræst Adrian Hove-Kreutzfeldt
Søndagens tekst opfordrer til en grad af medmenneskeligt grænseoverskridende adfærd.
For var den lammes venner ikke “brudt ind” i huset, havde de ikke fået opmærksomhed. Jesus så deres tro og bifaldt dem!
Var mine venner ikke “brudt ind” i min nedadgående spiral, men havde de ladet mig selv om at opsøge hjælp, så var jeg her ikke i dag. Kender du én, der trænger til en hjælpende hånd?
Greta Thunberg og FN’s klimarapporter “bryder ind” i din hverdag og beder om din hjælp til at gøre evangelisk hærværk på “plejer”.
En del vil, ligesom i søndagens tekst, høre fra deres hjerter: “Hvad er det dog, han siger? Han spotter!”
Måske.
Dog, lige så irriterende det trods alt må have været, at den lammes venner ødelagde taget; lige så ubekvemt det var, at jeg måtte sande, at min hverdag ikke var god, og at vennerne måtte bringe mig til hjælp; lige så omstillingsfrustrerende er det, at skaberværket har brug for, at du, jeg og virksomhederne ændrer kurs.
Hvilken retning er mest biodivers?
Samtal dig frem til svar med din næste.
3. oktober
Attende søndag efter trinitatis
Af sognepræst Jannie Edelberg Nielsen
Efter syv sæsoner af ”Gift ved første blik” glider Jesu ord om at elske selv det menneske, man slet ikke kender, måske nemmere ned? Men det handler nu ikke om kærlighed som en følelse, vi (måske) kan presse frem, når vi på søndag zoomer ind på kærligheden. Det handler snarere om en indstilling, der siger ja. Jesus er så radikal, at han ikke pænt beder os om at elske Gud, vores medmennesker og os selv, hvis vi synes, at det kan passe os. Nej, Jesus siger: ”Du SKAL”.
At kærligheden ligger i kristendommens DNA, ved de fleste. Men det er så ærgerligt, når det kristne budskab om kærlighed bliver reduceret til udelukkende at handle om at være sød mod andre, altså ikke skubbe til de gamle damer på gaden og ikke sparke hunden. Ved en så moraliserende forståelse forfladiger vi evangeliet og gør kærligheden til en præstation. Ja, en kraftpræstation. Men kærligheden er og bliver en gave. Guds gave, der gør, at vi i glimt kan elske både Gud, den irriterende kollega og tilmed fjolset derinde i spejlet.
26. september
Syttende søndag efter trinitatis
Af sognepræst Kasper Michael Høyer
Jeg kan godt lide at komme til en fest, hvor der er bordkort. Så ender man ikke bare med at sætte sig sammen med dem, man kendte i forvejen, og der er heller ingen, der kan beskylde en for at føre sig frem eller være overbeskeden: jeg sætter mig simpelthen på den plads, værten har tildelt mig.
Jesus bruger ofte en fest som billede på Guds rige, og også i evangeliet på søndag. Sæt dig ikke øverst, siger han; måske rykker værten dig ned, sæt dig hellere nederst, måske rykker værten dig op.
For det er værten, og ikke dig selv, der bestemmer din plads. Spild derfor ikke tiden på at tænke over, om du er bedre eller ringere end de andre, det har ingen betydning. Føler du dig bedre end de andre? Det er spild af tid. Føler du dig ringere end de andre? Det er også spild af tid. Hvad Gud mener om dig, det er det eneste, der betyder noget.
19. september
Sekstende søndag efter trinitatis
Af sognepræst Jim Bentzen Christiansen
Gennem livet mister vi løbende. Vi kan miste på mange måder. Vi kan miste et familiemedlem, der stod os nær – ligesom enken i søndagens tekst, der mister sin søn. Vi kan miste et venskab, vores arbejde, en kæreste eller vores kæledyr. Når vi mister, forsvinder det ud af vores liv, man kan sige, at det dør for os.
Når det sker, opstår der forskellige former for tomhed, der kan tage sig ud på mange måder. Vi kan føle sorg, ensomhed, jalousi, utilstrækkelighed, ja sågar bitterhed. Hvad end det er, den ene eller anden følelse, der rammer os, er det ofte forbundet med et håb om, at den skal forsvinde, at vi får vores liv tilbage.
Håb er ikke at sidde stille og vente. Håb er forbundet med en søgen, en nysgerrighed på livet, og det kræver, at vi bevæger os og ser de muligheder, som livet tilbyder. Det tabte kommer ikke nødvendigvis tilbage i samme form som det forlod os, så vi må forholde os åbne.
12. september
Femtende søndag efter trinitatis
Af sognepræst Hanne Lund
Forleden, på en af de smukke sensommerdage, hørte jeg min hund gø ude i haven. Den gør ikke, hvis der ikke er noget på færde, så jeg gik ud for at se, hvad der var.
Der var ingen mennesker at se, men fra det gamle valnøddetræ, som står i haven, faldt der rødbrune blade ned. Det larmede en smule, når de skulle forbi grene og andre blade, og det var altså dem, min hund gøede af.
Jeg smilede og sagde til min hund: ”Det er jo bare bladene der falder til jorden, så rolig nu.”
Og hvorfor fortæller jeg jer nu det.
Jo, det som min hund og fuglen og liljen har til fælles er, at de lever et ubekymret liv, fordi de ikke har et hjerte, hvori bekymringen for i morgen bor.
Fuglen kender nok rædslen for en fare i øjeblikket: For eksempel bliver spurven ude af sig selv, når høgen slår ned og truer dens liv.
Min hund kender også til rædslen i øjeblikket, når en lille gravhund kommer gøende imod den.
Men dyr kender ikke til angsten for i morgen, fordi de ikke har et hjerte, hvori den kan bo.
Så vi mennesker hverken kan eller skal ikke leve som en fugl, hund eller en lilje. De kan ikke være vore læremestre.
Men ubekymretheden, som de ejer af natur, kan vi få givet i tro, når kærligheden fra Guds hjerte sejrer over angsten i vort.
5. september
Fjortende søndag efter trinitatis
Af sognepræst Anders Martin Lauritsen
Dagene bliver kortere og kortere og nætterne længere og længere. Efteråret har taget sin begyndelse.
For nogle er det dejligt med de mørke aftener, hvor stearinlysene kan tændes, og kombineret med en varm kop the, så er det bare ren hygge. For andre er det modsat, for de har det nok som, at mørket lægger sig som en dyne over deres sind. Med mørket kan tunge tanker følge. Og når man fyldes af disse, kan det være svært at tænke på Gud og være taknemmelig over alt det, som Gud giver os – alt det, som vi høster i øjeblikket. Men samtidig kan det også være svært at tænke på Gud og være taknemmelig over alt, når man er overfyldt af lykke.
På søndag skal vi høre om dengang, Jesus helbredte 10 personer, men kun den ene kom tilbage til Jesus for at sige ham tak.
”Har du husket at sige tak?”, er et spørgsmål, som både mine og andres forældre stiller deres små børn. På søndag lyder spørgsmålet til os alle.
29. august
Trettende søndag efter trinitatis
Af sognepræst Kasper Michael Høyer
Hvad skal det handle om i kirken på søndag? Det ligger lige til højrebenet: Teksten handler om den barmhjertige samaritaner, som krydser alle grænser for at hjælpe sin nødstedte næste. Så det må jo være næstekærlighed.
Næstekærlighed er noget, vi alle kan blive enige om. Men når alle er enige, er der nok noget galt.
For længe siden, fjernt herfra, talte jeg med en kvinde. Hun var trofast kirkegænger, god og venlig som dagen var lang. Vi talte om korset, som hang i kirken: Hun ville ønske, at det symbol på blodig henrettelse ikke var der. Det distraherede hende i forhold til det, som det jo virkelig drejer sig om i kirken: Næstekærlighed.
Så kunne vi alligevel ikke blive enige, eftersom hun ikke troede på Jesus Kristus.
Derfor er det hver eneste søndag nødt til at handle om, at Jesus, som den barmhjertige samaritaner, krydsede alle grænser for at hjælpe os, som lå fortabte og halvdøde i vores synder, for at vaske og forbinde vores sår, betale vores regninger og bringe os i sikkerhed. Men det inspirerer så os til barmhjertighed.
22. august
Tolvte søndag efter trinitatis
Af sognepræst Bjørn Krohn
Tro det, hvem der kan: Jeg har været på stilleretræte. Mange døgn i tavshed. Da oplevede jeg ords styrke. De forsvandt ikke i stilheden. De fortsatte i tankens mylder. Alt har ord og ord har magt. Ord kan skabe billeder og mening, de kan glæde og såre. Ord adskiller os fra resten af skabningen. Du bruger ord, og deri ligner du din skaber. For Gud skabte dig med talens magt, han gav dig evne til at forstå ordenes kompleksitet, han gav dig evnen til at skabe med ord. Gud skabte selv verden med ord. Guds ord har magt til at skabe lysende stjerner, dybhavsfisk, regnbuer og papegøjer. Guds ord er en slags poesi over al poesi. Poesi kommer af det græske ord for at skabe.
Ord har magt, og nogle ord er så stærke, at hele skabningen voksede ud af dem. Kirkens tro er, at Guds ord blev kød og blod i Jesus – et mærkeligt skaberord, der gik ind i døden for at skabe liv; et skaberord, der stod op fra de døde og mødte sine disciple med så hverdagsagtige ord som ’Godmorgen’. Det hverdagsagtige var velvalgt, for Guds ord hører til i hverdagen. Guds ord kom til helt almindelige hverdagsmennesker for at tilgive, trøste, forny og forandre.
Det handler det også om på søndag, når Guds mærkelige skaberord lyder i Jesu mund: effatha. Det handler det også om, når ordet kommer til dig, hvor du bliver stille og lytter til ord, der har magt.
15. august
Ellevte søndag efter trinitatis
Af sognepræst Jesper Bacher
Det er farligt at gå i kirke! Ikke mindst nu på søndag. Du risikerer nemlig at komme hjem med stærkt beskadiget selvretfærdighed.
Jesus fortæller om to mænd, som gik i kirke eller templet, som det hed dengang. Den ene mand var en farisæer, som takkede Gud, fordi han var ikke som andre uretfærdige mennesker. Den anden var en tolder, som bad: ”Gud, vær mig synder nådig!”. Og Jesus siger, at det var tolderen, som gik hjem som retfærdig.
Man kan godt medbringe sin egen salmebog til gudstjenesten og få den med hjem hel og ubeskadiget. Kommer man med sin egen retfærdighed, er den derimod i overhængende fare.
Vi kan godt mene, at vi er retfærdige i liv og meninger, og måske har vi heller ikke helt uret i den opfattelse på det mellemmenneskelige plan. I forhold til Gud har vi imidlertid ikke den mindste smule retfærdighed at komme med. Vores egen retfærdighed rives fra os og itu. Den holder ikke for Guds blik, som ser ind i hjertet og bag alle facader og store ord. Nej, vores retfærdighed holder ikke, men det gør Guds nåde.
Det er derfor, at Jesus fremhæver tolderen, for tolderen havde ikke andet at komme med end sin bøn om nåde.
Det er farligt at gå i kirke, altså for selvretfærdigheden, men den er ærligt talt heller ikke værd at passe på.
8. august
Tiende søndag efter trinitatis
Af sognepræst Bendicht Richardt Mader
Vi har to udtryk i sproget, der kan forbindes til evangelie-teksten i kirken på søndag: ”At kende sin besøgelsestid” og ”Jerusalems ødelæggelse”.
”At kende sin besøgelsestid” vil sige at være opmærksom på det afgørende øjeblik til at handle eller træffe en afgørelse. Det tidspunk kommer ikke igen – og hvis intet gøres, er en afgørende mulighed tabt.
På søndag er det Jesus, som taler om at ”kende sin besøgelsestid”.
I bibelsk sammenhæng er det nu palmesøndag. Jesus kommer ridende på æslet frem mod Jerusalem, en storby med prægtige bygninger og storslået arkitektur, alt sammen magtens symboler. Hertil hører også templet i byen, det centrale sted for den jødiske religion og gudsdyrkelse.
Da Jesus skuer ud over byen, græder han over den – fordi han for sit indre blik ser, hvad det vil ende med for denne ophobning af jordisk politisk og religiøs magt: ”Jerusalems ødelæggelse”.
At noget ligner Jerusalems ødelæggelse kan man sige om et sted præget af afsindigt rod og kaos. Det skete rent faktisk i år 70, da de fremmede romerske magthavere ville slå jødernes stadige trang til oprør endegyldigt ned og jævnede Jerusalem med jorden.
Og grunden til at det kom så vidt – siger Jesus – er fordi, byen og dens indbyggere ikke ”kendte sin besøgelsestid”.
Her er det selvfølgelig sig selv, Jesus peger på. I den tid, Jesus levede, førte han Guds vilje med menneskers liv ud i livet, i alt hvad han sagde og gjorde, hvor han hjalp og tjente medmennesket. Men indbyggerne i Jerusalem – og alle andre steder – så ikke, at da Jesus var på besøg hos dem, blev der givet dem muligheden for at fatte et nyt sind og omvende sig fra at leve i egenrådighed, selvtilstrækkelighed og stræben efter magt.
Jesus, hans ”besøgelsestid” og ”Jerusalems ødelæggelse” er en dom over den verden og den menneskehed, hvor syndens magt råder.
1. august
Niende søndag efter trinitatis
Af sognepræst Susanne Juhl Thisted
Jesus er ekspert i uretfærdige historier. En af dem hører vi netop denne søndag. En godsforvalter er alt for ødsel med sin arbejdsgivers penge, og derfor bliver han fyret. Åh, hvad nu, tænker forvalteren, hvordan skal jeg nu klare mig?
Så fik han en lys ide: Han kaldte alle dem sammen, der skyldte hans arbejdsgiver penge, og nedskrev deres gæld med 20, 30 og 50 procent. De blev selvfølgelig meget tilfredse, og forvalteren var nu en populær mand, der nemt ville kunne klare sig i tiden fremover.
Og så kommer det mærkelige: Da arbejdsgiveren finder ud af det, roser han godsforvalteren! Det var godt fundet på! - Ærligt talt, det er en mærkelig historie: Manden er lige blevet fyret for at ødsle alt for meget væk, og nu bliver han rost for at ødsle endnu mere!
Som sagt er Jesus ekspert i den slags uretfærdige historier, men det er med denne lignelse, som med de fleste af Jesu andre lignelser - de skal forstås i overført betydning. Hvis vi tænker os, at arbejdsgiveren er Gud, forvalteren er os mennesker, og at de betroede midler ikke er penge, men kærlighed, tillid og barmhjertighed - så giver lignelsen måske alligevel mening?
25. juli
Ottende søndag efter trinitatis
Af sygehuspræst Birthe Friis
Forleden var jeg på min årlige Birgitta-pilgrimsvandring med friske vandrere fra hele Lolland-Falster i sol, varme og regn. Min mand og jeg arrangerer hvert år vandringen med PilgrimsHuset Maribo. Vi begynder i Maribo Domkirke. Ved siden af Domkirken ligger ruinerne af et kloster bygget efter den svenske Birgitta af Vadstenas syner og profetier, og Maribo Domkirke var bygget som klosterkirke.
Man siger, at Birgitta var Nordens profet og pilgrim. Hun levede i middelalderen og havde allerede som barn syner og profeterede. Gennem livet hjalp hun prostituerede kvinder til et bedre liv, hun lavede sygehuse, hun gav sin formue til fattige, og hun forsøgte at stoppe Hundredårskrigen. I historiens lys kan vi se, at hendes værk satte frugt, en klosterorden, og hun ændrede vores syn på kvinder, syge og fattige. Men når vi i dag står midt i historiens orkan, så kan det være svært at se, om en profet taler sandt eller falskt.
På søndag kan du høre Jesus sige, at vi skal tage os i agt for de falske profeter, der kommer til os i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. Det kan du høre mig prædike om i Nordre Kirke, eller du kan besøge en af vores andre smukke kirker her på Lolland-Falster.
18. juli
Syvende søndag efter trinitatis
Af sognepræst Søren Winther Nielsen
Det er så irriterende. Ikke særligt høfligt. Det er så trættende. Ikke særligt ualmindeligt: At blive talt ned til. Selv i kirken bliver der jævnligt talt ned til menigheden. Men nu mest fordi præsten som regel står højt hævet oppe på prædikestolen.
Men hvis du er træt af at blive talt ned til, så burde du faktisk gå i kirke på søndag. Her taler Jesus nemlig op. Op til én. Op til Zakæus. Men mest fordi han er kravlet op i et træ.
Han er kravlet op, fordi han gerne vil se ned, men helst ikke selv vil ses. Jesus ser ham dog med det samme. Og taler ham ned. Ned i øjenhøjde, for at tale ham op. Op i anseelse. Op i selvagtelse. Op i selvværd. Så meget op at Zakæus fra den dag ikke længere behøver at se ned, når han møder sine medmennesker.
Mon ikke Zakæus siden så op til Jesus. Glæder sig over de ord, der kan nedskrive skam og skyld.
Ja, glæd dig over de ord, der er nedskrevet for vores skyld: Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Ren optur at gå i kirke.
11. juli
Sjette søndag efter trinitatis
Af sognepræst Elin Birgitte Rasmussen
Kender I H. C. Andersens eventyr om pigen, der trådte på brødet? Ellers skal I gå hjem og læse det.
Det er et fint eventyr, der på alle måder handler om det, søndagens tekst handler om: Drab, vrede og ikke mindst om tilgivelse.
Om at tilgive de andre, men nok så meget om at tilgive sig selv.
Eventyret handler om at give slip sin vrede og påtage sig sin skyld som menneske og tilgive sig selv, sådan som Gud tilgiver os.
For vi er alle skyldige. Også de, der har været ofre, gør sig skyldige som mennesker, eller som den gamle kone i eventyret siger det: ”Mon ikke også jeg som Inger har trådt på din velsignelsens gave.”
Jesus sætter i søndagens tekst lighed mellem vrede og drab. Og det er sandt. Drab er den groveste handling, vi kan begå mod et andet menneske. At fratage et menneske livet er utilgiveligt.
Jeg ved ikke, hvad I tænker, når Jesus på søndag siger: ”Gå hen og forlig dig med din bror.”
Jeg tænker: Hvordan med broderen? Kan han tilgive? Hvor meget kan eller skal et menneske tilgive? Kan ofrene for overgreb og totur tilgive deres bøddel? Kan børn, der er blevet misbrugt af forældre, tilgive?
Det er her, det er klogt at kende eventyret om pigen, der trådte på brødet. Eventyret handler om at komme frem til den tilgivelse, der slukker vreden. Først da hun tilgiver alle dem, hun anklager for at være skyld i hendes ulykke og påtager sig ansvaret for sit eget liv og sætter sig selv så højt, at hun kan græde og erkende sin egen vrede, kan hun bryde ud af sin forstenede krop og modtage Guds tilgivelse.
”Og i det hun i sønderknuselse erkendte det, lyste der i det samme en stråle ned i afgrundssvælget.”
Så smukt kan kun H. C. Andersen beskrive, hvad der sker i os, når vi løfter os op over vor egen vrede, tilgiver alle andre og ser os selv som et Guds barn, der er mere værd end at lade os æde op af vrede.
Den vrede, der dræber livet. Det liv, som Gud har givet.
4. juli
Femte søndag efter trinitatis
Af fængselspræst Maria Eva Napier
En ting, jeg aldrig vænner mig til som præst i et fængsel, er at låse andre mennesker inde. At jeg efter en god og hjertelig samtale med det pågældende menneske, må lukke den tykke celledør i mellem os, sige tak for i dag, dreje nøglen om og tage en ekstra gang i døren for at sikre, at den nu også er låst. For den, der sidder som fange, er det lyden af tunge døre, der smækker, nøgler, der rasler og fodtrin, der forsvinder ned af gangen.
Sådan er det at være fange i et fængsel, og mennesker, der sidder i fængsel, er der ikke frivilligt, de har alle prøvet at blive fanget.
Men når Jesus i søndagens evangeliefortælling beder fiskeren Peter om at lade fiskenettene ligge og i stedet fange mennesker, så er det ikke en opfordring til at hoppe i uniformen, sætte det blå blink på fiskebåden og så derudaf.
Når Jesus beder Peter om at fange mennesker, så er det ikke med lov og magt. De mennesker, Peter skal fange, skal fanges med ord og ånd, ved kald og forvandling. De skal lytte til Peters ord og mærke den ånd, der opstår i rummet mellem ord og ører, fra hjerte til hjerte. Det er sådan, man fanger mennesker. Og mennesker skal fanges til den frihed, der ligger i at høre det forvandlede budskab om, at Gud er kærlighed.
27. juni
Fjerde søndag efter trinitatis
Af sognepræst Hans Maaløe
På søndag handler det om vejen til et godt liv: ”I skal hjælpe andre, ligesom Gud gør,” siger Jesus.
Vi hører altså, at vi ikke er til, for at være optaget af os selv, men for at være optaget af de andre.
Egentlig ved man det godt. Livet er jo langt sjovere, når hele dagen går med at hjælpe nogen - med at gøre rent, klippe græs, få lavet den opgave eller hvad det nu er. Det er i hvert fald sjovere end at ligge hjemme på sofaen, fordi man ikke gider.
”Men hvad får jeg for det?” Sådan kan teenageren godt spørge, hvis man skal have ham til at lette sig. Det er sådan set okay med teenageren, for han er jo i gang med at lære, at han selv bestemmer.
Men desværre varer det ved for mange af os gennem livet, at hvis vi skal gøre noget for andre, skal vi have noget for det.
Og det er synd. Synd for os selv, fordi vi let bliver ensomme. Synd for de andre, som godt kunne have brugt en hånd. Og synd mod Gud, selvfølgelig. For det er meningen med livet, at vi skal hjælpe andre, ligesom Gud gør.
20. juni
Tredje søndag efter trinitatis
Af sognepræst Susanne Oxholm Bay Jacobsen
På søndag handler det om et får, som er væk, og om en mand, som forlader sine 99 andre får i ødemarken for at gå ud og finde det ene.
Umiddelbart giver det ingen mening, for enhver med forretningssans ville lade får være får, og koncentrere sig om de andre 99.
Men ikke denne mand i lignelsen, som Jesus fortæller om. Den mand er nemlig Gud.
For Gud har helt andre spilleregler end os.
Når vi hører denne lignelse, forestiller de fleste af os nok, at når manden handler, som han gør, så er det for at finde et sødt, lille, nuttet, blødt lam. Det kan vi forstå. Så ville vi også styrte ud for at finde det.
Men når det er Gud, der handler, så tror jeg faktisk ikke, at det er et nuttet, lille lam, som ingen kan undvære. Nej, det er nok snarere et stort, gammelt, stinkende får, som altid kommer galt afsted, som altid stikker af, og nu var det blevet væk.
Igen.
Ganske som fåret Prickles, som sidste år blev fundet i Australien efter 7 lange år, tæt ved at dø af al sin uld. Stort og stinkende og ualmindeligt grimt.
Men findes måtte det, for det hørte til flokken. Og det blev fundet!
På den måde er Gud. Det er det, Jesus fortæller os i lignelsen: At Gud går til yderligheder for at finde alle, ja endog dig og mig og alle dem, som ingen andre vil være sammen med. Derfor er der håb for alle.
13. juni
Anden søndag efter trinitatis
Af sognepræst Anna Sloth Jørgensen
Da jeg startede i gymnasiet, kom jeg i en klasse, hvor jeg ikke kendte nogen. Efter to måneder var det ikke lykkedes mig at komme ind på livet af dem, og jeg må sige, at jeg følte det lidt ensomt at gå i skole. Da jeg beklagede mig til min mor, så foreslog hun, om ikke jeg skulle holde en fest. En god klassefest hjemme hos mig skulle nok kunne løse det problem. Jeg følte mig beroliget og sendte et par dage efter invitationer ud til en fest tre uger senere. Men så begyndte mareridtet, et efter et tikkede afbuddene ind. Der var mange undskyldninger, men jeg husker dem ikke. Kun husker jeg den skuffelse, det var, at modtage dem.
Jeg tænker, at Jesus må have haft det lidt på samme måde, da han inviterede jøderne til en evig fest i Guds rige. Altså inviterede dem til evigt liv, og han så blev afvist. Heldigvis for os betød det, at han så inviterede alle os andre med. Alle os der ikke lige var jøder - alle os udkantsmennesker - vi blev alle inviteret til evig fest og er stadig inviteret, hvis vi vil med.
Angående min gymnasiefest kan jeg sige, at det endte med, at kun halvdelen af klassen dukkede op, men vi havde en fantastisk fest, som der blev talt om længe efter, så alle, der ikke var med, kunne ærgre sig over, at de takkede nej.
6. juni
Første søndag efter trinitatis
Af sognepræst Mogens Winther Hvidring
Jeg hørte en gang instruktøren bag ”The passion of the Christ”, Mel Gibson, udtale, at han gik og puslede med tanken om at lave en fortsættelse, hvor store dele af den slet ikke ville foregå i vores verden. Den ville foregå i dødsriget og ville følge Kristus de tre dage fra hans død til hans opstandelse.
Den tanke er vild! Og fascinerende og spændende!
Men meget af det ville være overladt til fantasien, fordi vi rent faktisk ikke ved særligt meget om, hvordan der er i dødsriget. Noget af det eneste, der står i Bibelen, er historien om den rige mand, der vågnede op i dødsriget og så Lazarus langt væk i Abrahams skød. Der hører vi, at der er lidelse og tørst, og at en stor kløft adskiller dødriget fra himmeriget. Det er ikke meget til en film.
Men Jesus tænkte heller ikke på hverken film eller guides til dødsriget, da han fortalte den historie. Hans pointe er, at det ikke ville hjælpe den rige mands brødre, hvis Lazarus blev opvækket for at fortælle dem om dødsrigets pinsler. Og når det ikke ville hjælpe dem, ja så havde brødrene et problem. Så var de nærmest allerede døde.
Dødsriget er derfor ikke bare i en anden verden. Det er også her. Det er der, hvor Jesus fornægtes eller ignoreres. For kun hos ham er der liv og glæde.
30. maj
Trinitatis søndag
Af sognepræst Eva Heyn
Et nært familiemedlem gik for mange år tilbage i gulvet under datterens fødsel. Han besvimede ganske enkelt. Heldigvis fik de ham på højkant igen.
Enhver fødsel er voldsom men også uforglemmelig. For mit eget vedkommende har det været tre gange med rædselsfulde smerter, men lige forskellig hver gang. Fødselsberetninger er blevet fortalt kvinder imellem, ligesom mænd havde deres soldateranekdoter.
I søndagens tekst kan du møde en pæn, agtværdig herre, der taler om fødsler. Nikodemus kommenterer forskrækket på Jesu tale om at blive født igen med ordene: ”Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?”
Det er et godt spørgsmål, selvom det virker lidt bagvendt. For Nikodemus er et menneske, der spekulerer og vender og drejer tingene. Derfor er han kommet for at finde ud af mere om, hvem Jesus er, og hvad han vil. ”For at forstå det må du fødes igen med vand og ånd,” svarer Jesus ham. Men hvad betyder det at fødes igen af ånd?
Jeg tror, at Nikodemus er gået derfra med endnu flere spørgsmål end svar og dog allerede på vej til at blive født på ny.
23. maj
Pinsesøndag
Af sognepræst Elin Birgitte Rasmussen
For snart en del år siden indspillede Niels Hausgaard en lille, vemodig sang med titlen ”Der er lang vej til Kina”.
Et ægtepar sidder over eftermiddagskaffen. Der hviler en knugende tavshed over bordet. De har netop haft et skænderi, et voldsomt opgør, og nu har ordene taget slut.
Efterhånden er det sjældent, at de skændes. Efterhånden er det sjældent, at de gør noget sammen. Skænderiet startede i det små, synes han. Han påtalte bare hendes manglende orden og rengøring, og det endte med, at de beskyldte hinanden for at ødelægge livet for hinanden.
Det er hårde ord.
Og som han sidder der tænker han: Der er lang vej til Kina, men hvis han ville, så kunne han bare tage derhen, men på den anden side: Hvad skal han i Kina?
Så falder hans blik på en fin lille vase med markblomster i. Dem har hun været ude at plukke. Og han husker, at det er hun også.
Han tænker, at han har haft ret i sine anklager om hendes manglende orden og renlighed, og han tænker, at det ved hun også godt. Men lige nu vil han på en eller anden måde komme hende nær igen, som dengang han lovede at elske hende i mod- og medgang.
Men den vej er længere end til Kina, og han ved ikke, hvordan han skal komme derhen.
Han tænker, at det ved hun nok heller ikke.
Visen er udgangspunkt for min prædiken pinsedag, hvor vi fejrer Helligåndens komme.
16. maj
Sjette søndag efter påske
Af sognepræst Henrik Gade Jensen
Hvor mange af os har prøvet at vidne? Eller været vidne? Måske har nogle prøvet at vidne i en retssag, hvor man lover at tale sandt. Flere er måske blevet afhørt af politiet om mindre sager, trafikuheld eller lignende.
Vi er alle sammen vidner på forskellig vis.
Det modsatte af at vidne er løs tale, sladder og fuldemandssnak.
I søndagens tekst byder Jesus sine disciple om at vidne om ham, så budskabet bringes ud i den vide verden.
Men det er ingen let sag. Det kræver muligvis ofre. Dem, der vidner, vil blive forfulgt. Det kræver sandheds ånd. Helligånd. For et vidnesbyrd er personligt. Det er ikke sladder og rygter men kræver gerninger, liv og karakter.
Disciplene var de første vidner om Kristus, og for dem var mødet med den opstandne Jesus så stærkt, at de alle gik ud i verden for at bære vidnesbyrdet frem, selvom det var en risikabel færd med døden til følge.
At vidne sandt om livet er også vores opgave i dag, selvom det kan koste.
9. maj
Femte søndag efter påske
Af sognepræst Poul Steenberg
Da jeg var 16 år, blev vi en søndag formiddag ringet op og kaldt til sygehuset, fordi min storebror lå hårdt kvæstet efter en bilulykke. På turen til sygehuset bad jeg for min brors overlevelse, og det tror jeg også, mine forældre gjorde. Mindre end to timer senere døde han, kun 21 år gammel.
Mange andre har gjort sig den erfaring, at vores bønner til Gud ikke altid bliver opfyldt. På den baggrund kan det virke temmelig provokerende, når Jesus i søndagens evangelium siger: ”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.” For betyder det, at man ikke har bedt på den rigtige måde, når man ikke får det, man beder om?
Også Jesus oplevede, at han ikke altid fik det, han bad sin far i himlen om. Lige før Jesus blev taget til fange for at blive henrettet, bad han faktisk til Gud om at måtte slippe for denne skæbne. Men efter at have bedt indtrængende om at gå fri afsluttede Jesus sin bøn med at sige: ”Dog ske ikke min vilje, men din.”
Den måde at bede på, som vi her kan lære af Jesus, indebærer at give plads til Guds vilje - den Gud, som også er vores far. Bøn handler nemlig også om at komme til Gud som et barn, der kommer til sin far og lægger alle sorger og glæder, sig selv og alle andre mennesker i hans hænder og beder om, at hans gode vilje må ske. Også når vi ikke forstår meningen med det, der sker.
2. maj
Fjerde søndag efter påske
Af sognepræst Laura Håkansson
Jeg har en lille pige på 2 år. Når jeg irettesætter hende, siger hun skråsikkert: ”Det går nok!”.
På søndag prøver Jesus at indgyde disciplene – og os – noget af den 2-åriges mod til at sige ”Det går nok!”. Han ved nemlig, at vi mennesker vil se, før vi tror. Derfor har vi siden påske hørt om forskellige mennesker, der har set Jesus efter hans opstandelse. Men kan vi holde fast i troen, når vi ikke længere kan se ham? Jesus har vidst, det ville blive svært for både disciplene og os.
I søndagens tekst er vi tilbage i tiden før påske, og Jesus prøver at forklare disciplene, at han snart skal dø.
Men: ”Det går nok!”.
For han vil med sin opstandelse fra de døde vende tilbage til dem igen! Dog blot for at forlade dem kort efter på Kristi himmelfartsdag.
Men: ”Det går nok!”
For når han på Kristi himmelfartsdag vender tilbage til sin far i Himlen, vil han sende Helligånden til Jorden pinsedag, og på den måde er han alligevel hos disciplene og hos os for altid derefter.
25. april
Tredje søndag efter påske
Af sognepræst Anders Horne Henriksen
En kort overgang efter Reformationen skulle alle præster læse den samme prædiken op fra en bog. Således sikrede kongen sig, at den rette tro forkyndtes overalt. Det virkede dog hurtigt som døde ord fra en ellers levende præst, og siden har præster selv skrevet deres prædikener.
På søndag siges det, at før noget bliver godt, gør det ondt. Jesus sammenligner det med en fødsel. Han påstår, at kvinden glemmer fødselssmerterne af glæde over det nye menneske i verden.
Som mand skal man formentlig ikke tale indgående om, hvor forbigående kvinders fødselssmerter er, men det, Jesus fortæller om, er en helt ren glæde: Smerten er ikke glemt, men glæden er renset for smerte. Smerten og glæden er der samtidig, men de kan være skilt ad. Det, Jesus taler om, er smerten ved hans død og om glæden over hans opstandelse.
At skrive en livsnær prædiken medfører også en del fødselssmerter, men når man i forberedelsen til denne søndag prøver at forstå, hvad der menes med, at glæden er ren, er begejstringen faktisk næsten fuldkommen.
18. april
Anden søndag efter påske
Af sognepræst Nicolai Røge
Vi er alle følgere. På nettet følger vi med likes sider og personer, vi sympatiserer med. Og når vi melder os ind i foreninger, grupper og partier, finder vi sammen med ligesindede. Vi danner interesse- og meningsfællesskaber, og finder en tryghed i det. Dér ved vi, at vi er gode nok, og at vores holdninger og væremåde har værdi.
Men hvad sker der, når det hele bryder sammen? Når skyerne trækker op om os? Løber alt så ud i sandet? Svigter fællesskabet så sit ansvar? Det er både set og sket.
Som en modpol hertil står søndagens tekst, hvor vi hører, at Jesus er den gode hyrde. Den hyrde, som fårene følger, men som også selv følger efter fårene. Den hyrde, som er med uanset hvor, flokken går, og som ultimativt sætter sit liv til for at redde den enkelte i flokken, når ulven kommer.
På søndag tilbydes vi at følge den gode hyrde. Tilbydes et fællesskab, hvor hyrden altid er der, og hvor vi aldrig lades tilbage alene. Dermed kan vi frit leve livet med resten af flokken, uden at skulle bekymre os for, hvad der sker, når ulven kommer.
11. april
Første søndag efter påske
Af sognepræst Søren Winther Nielsen
”Fred være med jer!”.
De ord står stærkt for mig. For de ord valgte jeg til min brors gravsten. Thomas, min bror, var vel næppe en tvivler i religiøs forstand. Mest af alt tvivlede han på sig selv. Men det ville ingen have gættet. Han havde rejst kloden rundt. Krydset Atlanten i sejlbåd. Blev forvekslet med Tom Cruise i New York. Levede på første klasse i det ydre. Lukkede sig gådefuldt om det indre.
Det er hverken flovt eller en skam at tvivle. Jesus afviser ikke en tvivler. Tværtimod rækker han hånden frem og kommer tvivlen i møde. Men det er vel nok en skam ikke at turde sige, at man tvivler. På sin eksistens, på sit værd. At man grubler alene, og ikke tror sig elsket. Ikke giver tegn, så andre kan række hånden frem.
Nu står stenen dér, og lyser sin velsignelse, når vi kommer. Nu står stenen dér, og vidner om den tomme grav påskemorgen. Det er en trøst at vide, at den opstandne Kristus lyser sin velsignelse, og i samme åndedrag når ind til både de døde og de levende. At vi i Jesu navn med Helligånden kan forenes i Guds kærlighed og tilgivelse. At sandheden ikke kan skjules af mørket, men kommer frem i lyset.
Måske ses vi på søndag. Fred være med dig!
4. april
Påskedag
Af biskop Marianne Gaarden
Jeg tænker, at de fleste mennesker på et tidspunkt i deres barndom, er blevet præsenteret for den viden, at universet er uendeligt. Selv husker jeg, hvordan jeg kæmpede med at forstå, hvad uendeligt var for en størrelse. Jeg kunne ikke sammenligne det med noget, jeg kendte fra mit liv. Det kortsluttede min hjerne at forsøge at forstå begreber som uendelig eller evig. Og som de fleste andre opgav jeg på et tidspunkt at forstå det uendelige.
Jeg blev mindet om min barndoms filosoferen over universet, da Nasas Mars-robot landede på den røde planet tidligere i år. I den forbindelse fortalte astrofysikere, at galakserne bevæger sig med accelererende hastighed væk fra hinanden. Universet udvider sig hurtigere og hurtigere, uden man kan forklare hvorfor. Men hvordan kan det uendelige univers med accelererende hastighed fortsætte med at udvide sig?
Det overgår al menneskelige forstand. Normalt har vi greb om tilværelsen, men stillet over for det vi ikke kan begribe, kan vi gribes af angst. Det er svimlende at forsøge at forstå noget, der ligger helt uden for vores forståelse af verdenen i tid og rum. Men evighed og uendelighed lader sig ikke indfange af vores begrænsede bevidsthed.
Sådan er det også med påskens drama. Jesus, et menneske af kød og blod, der blev slået ihjel på den mest bestialske måde, opstod igen fra de døde! Trosbekendelsen, som de fleste har lært ved konfirmationsforberedelsen, er som en bouillonterning på den kristne tro: ”Korsfæstet, død og begravet, nedfaren til dødsriget, på tredjedagen opstanden fra de døde.” Opstået fra de døde? Det kan man da ikke! Det er lige så uforståeligt som universet, der med stigende hastighed fortsætter med at udvide sig. Det overgår al menneskelig forstand.
Stillet overfor det, vi ikke forstår, kortsluttes vore tanker. Det er svimlende at forsøge at begribe opstandelsen, der ligger helt uden for vores oplevelse af verdenen.
I Bibelen hører vi ikke noget om, hvad der sker i graven, eller hvordan Jesus opstår fra de døde. Vi hører bare, at der kommer nogle fortvivlede kvinder til graven i en forventning om at finde en død. I stedet finder de en lyslevende engel, der fortæller dem, at Jesus er opstået fra de døde, og at han er gået foran dem tilbage til hverdagen igen. Og stillet overfor det, de ikke kan begribe, bliver kvinderne grebet af angst. De flygter og ”siger ikke noget til nogen”, som der står i påskeevangeliet, man kan høre rundt om i kirkerne påskedag.
Paradokset er, at selvom kvinderne ikke sagde noget til nogen, er påskens beretning om opstandelsen blevet fortalt igen og igen. Igennem skiftende tider, igennem forskellige kulturer, igennem 2000 år. Og vi begriber fortsat ikke opstandelsen. Men beretningen om opstandelsen griber os, og indgyder os tro, håb og livsmod – også selvom det overgår vores begrænsede forståelse af virkeligheden.
Glædelig påske.
28. marts
Palmesøndag
Af sognepræst Anders Martin Lauritsen
Hvis jeg skulle vælge en kristen begivenhed, som ville gøre sig godt på et lærred, så skulle det være påsken. Påsken rummer det hele. Drama, store følelser, helte og skurke, glæde, skuffelse, vrede, tilgivelse og sorg. Det er da heller ikke underligt, at der allerede er flere, der har produceret film over påskens begivenheder til det store lærred.
Indledningen til påsken er fastetiden, men for de fleste er det nu nok palmesøndag, der for alvor er indgangen til påsken. Indtoget i Jerusalem. Jesus, der kommer ridende på æslet, mens folk jubler og glædes. Der er fest og farver, jubelråb, palmeblade og kapper, der bliver lagt som en kongelig løber foran Jesus. Ja, mange af os har ”filmen kørende”, når vi lukker øjnene.
Det flotte, festlige og pompøse over palmesøndag, er egentlig ikke det, vi forbinder med Jesus. Det ligner ham ikke. I Bibelen kan vi læse, at Jesus var en beskeden mand, der ikke var forfængelig. Han var pæn og fremstod med værdighed, men var ej forfængelig. Mange ville nok sige, at Jesus var ægte. Ægte og tydelig, uden behov for at trække i en flot, rød uniform med kors, bånd og stjerner. Men alligevel er palmesøndag nærmest som en film med faste rekvisitter og replikker. Det var forudbestemt – det vidste Jesus. At han skulle komme ridende ind i Jerusalem. Godt nok ikke i en guldkaret, men på et æsel. Ikke i prægtige klæder, men i det tøj han plejede at bære. Simpelt og beskedent. Ikke for at skabe rigdom eller hævn, men for at sprede kærlighed og glæde. Filmen er netop indledt med en smuk og festlig scene, men dramaet venter forude – et drama, der netop viser denne mands enorme betydning for os alle. Påsken er nær!
21. marts
Mariæ Bebudelse
Af sogne- og pilgrimspræst Charlotte Backhaus
Endelig er jeg oppe på den stejle bakke med langrendsski på, og bag mig er der spor i sildebensmønster. Jeg hiver efter vejret, og mine ben gør ondt. Jeg har presset skinnebenene ned i sneen for at stå fast, for her er meget sne. Nu skal vi ned, og jeg skal først. Jeg er næsten 5 år gammel, og mine forældres stemmer er bag mig. ”Du kan godt,” siger min mor, og min far siger med en lidt mere kommanderende stemme: ”Husk, ned i knæene og hold stavene bag dig”.
Det er som om, mine forældres stemmer bag mig holder om mig, og jeg glider ned ad bakken i stor fart. Jeg er bange og stemmerne bliver svagere og svagere, men jeg synes, det er skønt. Farten og fornemmelsen af, at jeg selv kan stå på ski, og ikke længere behøver at stå mellem min fars ben, er årsagen til, at jeg stadig er vild med at stå på ski. For det handler om mod og tillid. Om at turde miste kontrollen. På søndag drejer det sig netop om at turde miste kontrollen og tro på, at vi kan komme helskindet igennem livets stejle op- og nedture. For som englen siger til Maria ”Frygt ikke,” og det gælder også os.
14. marts
Midfaste
Af sognepræst Per Møller
Ved middagsbordet bliver der mindre og mindre mad i fade og skåle, efterhånden som vi fylder tallerkener og maver. Når vi er mætte, og måltidet er gennemført, er der mindre mad på serveringsservicen, end da den kom på bordet, måske er den helt tømt.
På søndag fortælles om et måltid, hvor det går anderledes. En stor folkeskare var fulgt med Jesus. De 5000 mennesker satte sig. Og som ved ethvert stort arrangement skulle de også dengang bespises. Ud over det frodige græs, de sad på, var der ikke andet mad end to fisk og fem brød, som en lille dreng havde med.
Jesus fik brødene og fiskene, takkede og delte det ud til skaren. Da alle var blevet mætte, bad han disciplene samle det sammen, der var blevet til overs. Resterne fra måltidet fyldte imidlertid 12 kurve. De to fisk og de fem brød blev til langt mere ved at blive delt ud. Fadene blev ikke tømte, tværtimod blev de fyldte.
Det er med kærlighed som med denne fortælling. Jo mere man giver, desto mere bliver der. Kærlighed øges ved at gives ud. Ved nadveren deler Jesu sit legeme og blod ud til mennesker verden over. Mængden af mad på fade og skåle, kalk og disk vokser, des mere der bliver delt ud og spist.
7. marts
Tredje søndag i fasten
Af sognepræst Eva Heyn
Flyttedag.
Jeg har efterhånden flyttet et par gange i mit liv. Under mine mange flytninger har jeg altid foretrukket at flytte ind frem for at flytte ud. Det er ikke af sorg over at forlade et sted, men mest fordi udflytning er forbundet med ubehagelig oprydning og grundig rengøring. Så er det langt sjovere at flytte ind. Man går der i de nye og fine rum og planlægger, hvad der skal stå hvor, hvad der skal op på væggene, og man tømmer kasse efter kasse og glæder sig over de forskellige ting, der gemmer sig dernede.
Men i bunden af kasserne kan mange usynlige ting også gemme sig. De dårlige vaner kan flytte med. Vi siger, at nissen flytter med. Her er ikke tale om en den lille gemytlige julenisse med den røde hue. Nissen, der kan flytte med, er de dårlige vaner, bekymringerne eller sorgen, som vi aldrig synes at blive kvit.
I søndagens tekst er det flyttedag for et menneske. Han har renset sit hus fri for alverdens nisser og dårligdomme. Fejet og prydet er den tomme bolig. Den synes klar til indflytning. Han glæder sig. Han skal begynde livet på ny. Han kunne blive en dårlig vane kvit, troede han. Men han tager fejl. Det kan gå langt værre, advarer Jesus. Lever vi i fast overbevisning om, at vi er perfekte og fejlfri og intet kan ramme os i den nye bolig, fordi vi lod nissen bag os, så tager vi grueligt fejl. Boligen skal fyldes med gode ting og gode vaner. Ved egen hjælp kan vi intet, med ved Guds hjælp kan vi alt.
Kom og lyt til boligbytte og kampen mellem ondt og godt på denne fastetidssøndag.
28. februar
Anden søndag i fasten
Af sognepræst Lill Arendt Hemmingsen
Lidt har også ret.
Jeg er ulykkelig og gemmer mig bag mundbindet. Jeg går rundt om mig selv, da jeg skal købe ind. Kan ikke se, hvad der står på hylderne for tårer. Til sidst opgiver jeg og går ud af butikken. Sorgen overvælder mig. Jeg falder sammen henne ved flaskeautomaten og tuder løs. Jeg ænser, at flere går forbi mig, men ingen kommer hen til mig. Pludselig rækkes jeg et lommetørklæde, som jeg tørrer øjne og pudser næsen i.
Jeg kigger op. Der står en af Hus forbi-sælgerne. Han smiler. Og klapper mig på skulderen. Han siger ikke noget. Han står der bare. Og så begynder jeg at vræle igen. Men denne gang er det fint. Jeg véd, jeg ikke er alene. Han har set mig. Han ser, at jeg har brug for ham. Jeg er en at give smuler til. Han forbarmer sig.
Kvinden, som Jesus møder, holder fast i, at der er noget, han kan give hende.
Hun beder ham. Se på mig, jeg har brug for dig. Og selv om hun får en afvisning, bliver hun ved. Hun giver ikke op så let. For hun ser, at vi alle er nogle at give smuler til. Og det gør Kristus også. Han forbarmer sig. For lidt har også ret. Og kan alt!
21. februar
Første søndag i fasten
Af sognepræst Christina Mielcke
Det er nemt at blive fristet – også over evne. Vi ved det godt, når vi kommer til at købe noget, vi slet ikke havde brug for – og værre endnu – egentlig ikke havde råd til, fordi vi lod os friste af et godt tilbud i et svagt øjeblik. Vi gjorde det, fordi vi havde lyst og havde bildt os selv ind, at det ikke havde nogle konsekvenser.
I Bibelen er det Djævlen, der frister mennesker til at gøre noget, de ikke må. Djævlen kommer som slangen i paradiset, der lokkede Adam og Eva til at spise af den forbudne frugt fra Kundskabens Træ. ”I kan blive som Gud”, lød tilbuddet. Frugten så nu pludselig så lækker ud, at de slet ikke kunne holde fingrene fra den. Adam og Eva faldt for fristelsen.
Denne søndag skal vi høre om Jesus, som møder Djævlen i ørkenen, hvor Jesus har fastet i 40 dage. Jesus er sulten og tørstig. Da han har det allerværst, kommer Djævlen for at se, om han kan friste Guds søn med noget, der umiddelbart lyder som et godt tilbud.
14. februar
Fastelavnssøndag
Af sognepræst Jim Bentzen Christiansen
På søndag er det fastelavn. Det fremkalder billedet af glade børn og voksne i fine og kreative kostumer, der efter gudstjenesten går i optog gennem byen for så at mødes om varm kakao, fastelavnsboller og hovedaktiviteten, at slå katten af tønden. Den stakkels ´kat´ der gennem tiderne er set som et mytologisk væsen, der skulle bekæmpes og i bedste fald tæmmes.
I år skælver katten og tønden ikke, men det gør til stadighed fortællingen om Jesus og Johannes, to mænd omkring de 30 år, der ved Jordanfloden småskændes om, hvem der skal døbe hvem. Om Jesu liv frem til da, ved vi ikke meget. Vi kan gætte. Måske har han arbejdet i fars tømrerfirma. Hans mor har nok løbende fortalt ham, at han var bestemt til noget stort, men det siger mødre så ofte. Denne dag blev dog ganske anderledes. Johannes ender med at døbe Jesus. Himlene skælver og en ny virkelighed og erkendelse træder frem for Jesus og Johannes, ja, for os alle. Hør mere ved gudstjenesten på søndag.
7. februar
Seksagesima
Af sognepræst Rebekka Kristensen
På søndag handler det om jord. Det er ikke mange af os i dag, der lever af jorden. Alligevel så er det noget, der ligger vores hjerte nært. Måske fordi vi i jord, frø og vækst er tæt på essensen af selve livet, ja er i kontakt med livets ophav og den skaberkraft, der står bag. Det er nok for os alle et under, når et lille frø begynder at spire, sætter rod og bryder op igennem mulden.
I dag taler Jesus om jord og korn og om bonden, der spreder sine kerner. Han taler om den ødsle bondemand, der i rigelig mængde kaster sit korn på jord. Og som altid når Jesus taler, så handler det om Gud og os. Gud vil nemlig, at kærligheden skal vokse og gro i os, så vi bærer frugt til glæde og gavn for hinanden. Alt, hvad vi skal gøre, er at være som jorden og åbne os for de kerner, der drysser fra Guds hånd, ud over os.
Ja, vi skal være den jord, Guds kærlighed vokser i. Og det skal faktisk forstås så konkret, som det overhovedet kan. Vi kan opleve det i de tilfælde, hvor vi får lov til at prøve en gang til, på trods af vi har fejlet ganske ubehjælpsomt i vores liv. Vi kan opleve det, der hvor kærligheden får lov til at fylde, der hvor vi ikke skal have magt og kontrol, men kan give plads og rum til andre. Vi ser det i påsken, da Jesus dør og opstår, og endnu tydeligere ser vi det, når vi bærer vore kære døde til graven og lægger tre små skovlfulde jord på kisten. Her vises det, at Guds liv er større end enhver død.
At kærligheden kan bære vore døde ind til liv i Gud, at vi ikke går fortabt, men at den ødsle bondemand også i døden sår nyt liv i menneskers hjerter.
Så på søndag handler det om jord – den jord som Gud og dermed også Hans kærlighed kan spire i.
31. januar
Septuagesima
Af sognepræst Hanne Lund
En dommer ved retten på Frederiksberg har besluttet, at de mænd, der søndag den 24.1 blev fremstillet i grundlovsforhør, skal varetægtsfængsles indtil den 19. februar efter at have sat ild til en dukke, der forestillede statsminister Mette Frederiksen.
Alle partier uanset farve har fordømt dukkeafbrændingen. Alle er enige om, at landets love skal overholdes – det er en måde at værne om vores demokrati på. Overtrædes lovene, bliver vi stillet for en dommer, der afgør hvilken straf vi får for vores overtrædelse.
I søndagens evangelietekst hører vi også om en dommer. Det er Gud. Gud dømmer imidlertid ikke, som vi mennesker gør. Guds kærlighed er i menneskers øjne uretfærdig - til enten forargelse eller til stor beroligelse for os alle.
I forhold til Gud har tanken om lige løn for lige arbejde ingen betydning. I Guds perspektiv er det den ubetingede kærlighed til os mennesker, som er i centrum. Og det kan vi – du og jeg – være glade for.
24. januar
Sidste søndag efter helligtrekonger
Af sognepræst Jesper Bacher
Kender du følelsen af at være på toppen? Det gør du forhåbentlig.
Man kan føle sig på toppen af flere grunde, men på toppen er det godt at være. Her indtager vi livets bedste pladser, her er vi kommet i mål og på vores rette plads. Men livet byder også på nedture, og når vi er langt fra toppen, kan vi sige, at vi er helt nede i kulkælderen. Det ligger simpelthen i sproget, at det er bedst at være oppe og værst at være nede.
På søndag i kirken handler det om en dag på toppen. Jesus og tre af hans disciple går op på et højt bjerg, og deroppe er der ikke bare udsigt til landskabet under bjerget. Nej, deroppe får disciplene et kig ind i himlen. Deroppe er alt godt, lyst og smukt.
Men disciplene får ikke lov at blive på toppen eller bjerget. Nej, de får lov at kigge ind i himlen, så de kan se jorden i et nyt lys.
Det er dejligt at være på toppen, men det er nede på jorden, at der er brug for os. Man kan ikke sidde på balkonen og følge nogen over gaden. Og Jesus blev ikke siddende i sin himmel. Han kom til dig og mig og ethvert menneske. Det er toppen af kærlighed.
17. januar
Anden søndag efter helligtrekonger
Af sognepræst Nina Morthorst
Findes der noget bedre end at være til bryllup, hvor der serveres god vin og rigeligt af det?
Mange bryllupper er i 2020 blevet aflyst eller udskudt på grund af COVID-19, så der blev ikke grund til bekymring for, om der var vin nok.
På søndag skal vi høre en fortælling, hvor Jesus er inviteret til en bryllupsfest i byen Kana og redder festen ved at forvandle vand til vin, så der er nok af vinen.
Det er selvfølgelig et mirakel, vi hører om - men der sker lignende mirakler hver sommer, hvor vand forvandles til vin, når regnen stiger op i vinrankerne og gør druerne modne og klar til at blive høstet og lavet om til vin.
En ting er, at Jesus redder værten fra en pinlig situation med manglende vin ved at give i overflod, og ovenikøbet at forøge selskabets vinration med cirka 240 liter god vin! Men den handling i sig selv at skifte vand ud med vin er også interessant. Det handler ikke blot om et tilfældigt bryllup i Kana, men fortællingen symboliserer hele Jesu liv, død og opstandelse.
De kar, som vandet forvandles i, indeholdt rituelt renselsesvand, som jøderne brugte til at blive retfærdige. Det vender Jesus op og ned på - nu får alle lov til at være med til livets fest, hvor vi fejrer, at vi har fået livet som gave, og at vinen aldrig slipper op.
10. januar
Første søndag efter helligtrekonger
Af sognepræst Mogens Winther Hvidring
Jesus har selv været barn, men hvordan mon hans barndom så ud? Den er som en lukket bog for os. Vi hører til jul om hans fødsel, men derfra springer historien ca. 30 år frem til hans dåb som voksen - med én undtagelse:
Da Jesus - næsten - havde konfirmationsalderen, var han med sine forældre i templet i Jerusalem, som man gjorde dengang. Da blev han så opslugt af at snakke med præsterne, at hans forældre måtte bruge tre dage på at finde ham. Da de fandt ham, undrede Jesus sig bare over, hvorfor de ledte efter ham, da han jo var i sin faders hus.
Så han var faktisk igennem en slags konfirmationsforløb oppe hos præsterne – endda med en anelse større begejstring end almindelige konfirmander.
Det er godt at lære, og især at lære om Guds store gerning: At han har skabt os, at han elsker os og at han vil frelse os. Og det er at begejstres og tænke: Her er godt at være! Her har jeg hjemme – i min faders hus.
3. januar
Helligtrekongers søndag
Gudstjenester aflyst
1. januar
Nytårsdag
Af sognepræst Kasper Michael Høyer
“Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.” Det er nytårsdags ultra-kortfattede evangelietekst.
I år lander det i en ophedet debat omkring omskæring, som har kørt i lang tid i de danske medier: Hvad skal det gøre godt for at pine nyfødte drengebørn og lave et overflødigt og uopretteligt indgreb på deres små kroppe, som jøder og muslimer gør? Det er der mange, der virkelig ikke bryder sig om, og debatten går på, om man skal forbyde omskæring, i det mindste indtil drengen er 18 år og selv kan bestemme.
Når man nu ikke selv er jøde eller muslim er det, set herude fra, et irrationelt og unødvendigt indgreb, for ikke at sige overgreb. Men spørgsmålet er, om et samfund, hvor en alt for renskuret rationalisme og humanisme blev eneste norm, og alt andet blev forbudt, ville være til at holde ud at leve i for nogen?
Jeg tror det ikke. Mennesket er ikke 100 procent rationelt, for at sige det mildt, og derfor er kultur, religion og menneskenes verden i det hele taget det heller ikke, selvom nogen måske kunne drømme om, at det var sådan. Men altså ikke jeg.
Hvorom alting er, så blev Jesus efter jødisk skik omskåret på ottendedagen og fik sit navn. Sådan gør jøder det altså stadig den dag i dag, i andre kulturer gør man det på andre måder, men fælles er vist, at kort tid efter, at et barn bliver født, omskærer vi det, døber det, eller gør noget andet ved det. Vi kalder folk sammen, viser barnet frem, giver det et navn og lægger det hele på Facebook. Så er det blevet indlemmet i kulturen/religionen/fællesskabet, det er blevet et fuldgyldigt medlem af menneskenes verden.
Det er det, der er pointen med nytårsdags korte evangelium, at Jesus blev indlemmet i menneskenes verden. Det er, uanset om man bliver omskåret eller ej, ikke en renskuret, men en barsk verden, langt fra Paradis og fuld af konflikt.
For Guds Søn kan det kun ende på en måde, når han er trådt ind i denne verden, og for hans vedkommende kan man sige, at omskærelsen er et forvarsel om det, der skal ske senere.
Men det, at Gud gav sin Søn, at Gud gav sig selv, til menneskenes blodtørstige verden, er jo så også det mest enestående tegn på hans kærlighed til os! Og det er et håbets tegn for verden. Gud er trådt ind i denne verden. Det er han for at helbrede den, og han gør det ved at ofre sig selv.
