Onsdag den 1. januar 2020
Nytårsdag
Af Henrik Gade Jensen
Ved nytår tager vi hul på et nyt år. Vi skal skrive 2020, det er dejligt nemt at sige: tyve-tyve. I de foregående år siden årtusindskiftet har der været mange ”2020-planer”, og så må vi i år se, om de kommer til at holde.
Det gør de nok ikke.
Man skal være varsom med at planlægge for meget, men tage livet som det kommer, dag for dag, år for år, årti efter årti. Man skal leve som om, hver dag er den sidste, men arbejde for at det skal stå i 100 år.
Nytårsdag i kirken hører vi, at Jesus lærer os at bede. Han lærer os en bøn. Sådan skal vi bede. Og den bøn kender vi næsten alle sammen i dag. Det er Fadervor. Tænke sig, at vores bøn Fadervor stammer direkte fra Jesu egen mund. Tættere på Jesus kommer vi ikke.
Jeg plejer denne søndag at afspille Fadervor på aramæisk, smukkere bliver det ikke. Gå ind på Youtube og søg "Lords Prayer Aramaic". Og lyt. Det er saligt.
Søndag den 5. januar 2020
Helligtrekongers søndag
Af Jeppe Sørensen
Vi bruger udtrykket ”jeg har set lyset” om private åbenbaringer, om et glimt ind i det hinsides, som kun jeg har fået. Det handler om noget, som det kun er mig, der har set. Men at se lyset fra Gud, julelyset, er ikke noget, man er alene om. Det har meget at gøre med vores forhold til hinanden. I kirken er det på denne søndag stadig jul. Der er lys i træet og stjerne i toppen. Vi kalder dagen helligtrekongers søndag; men i den bibelteksten, der bliver læst højt fra Matthæusevangeliet, står der ikke noget om at være konger. Der står kun om disse tre hellige konger, at de var vise mænd fra Østerland, formentlig datidens astrologer.
I kirken er der ikke nogen, der har patent på ”at have set lyset”, det er fælles og tilgængeligt for alle dem, der medvirker til, at flere mennesker ser lyset i det daglige, ser det almindelige liv som en gave. Det er dejligt med stjernestunder, og sådan én har juleferien forhåbentlig været for de fleste. Måske har vi fået nogle gode gaver; men hverdagene er jo dem, der er flest af. Kom derfor i Tingsted Kirke søndag formiddag – kirkens hverdag – og se lyset, ikke blot på træet, men i den hverdag, vi nu bærer julen ud i og ind i.
Søndag den 12. januar 2020
1. søndag efter helligtrekonger
Af Jesper Bacher
Vi kan tørste efter meget. Vi kan tørste efter vand, en iskold øl eller et perlende glas champagne. Vi kan også tørste efter sejr, efter kærlighed, efter mening. Hvordan slukker vi så vores tørst? Med den første slags tørst er det ret enkelt, med den anden slags tørst er det straks sværere. Der er vand i hanen, men sejren og kærligheden er ikke nødvendigvis lige om hjørnet. Og hvad med tørsten efter mening?
I den bibeltekst, vi skal høre på søndag, siger Jesus, at han kan give levende vand, og den, som drikker af det vand, skal aldrig i evighed tørste. Jesus påstår med andre ord, at der er en tørst så dyb, at den kun kan slukkes af ham. Hvad vi end ellers drikker fysisk og åndeligt, så bliver vi tørstige igen.
Den, som ikke drikker, dør af tørst, men Jesus vil, at vi skal drikke os til evigt liv hos ham. Selv om Jesu taler om vand, fås der overhovedet ikke stærkere sager, og alt andet er vand ved siden af det levende vand. Kom i kirke på søndag og drik dig fuld - altså af glæde.
26. januar 2020
3. søndag efter helligtrekonger
Af Torben Elmbæk Jørgensen
Tro kan få mennesker til at gøre de mest utroligste ting, for eksempel at krydse Atlanten i en robåd. Men tro er også en besværlig størrelse. Som det er med de bedste ting i livet, er troen ikke noget, vi kan måle og veje.
Det at tro vil sige, at man forventer sig noget. Det er en usynlig kraft, som sammen med håbet og kærligheden er blandt vores livs stærkeste kræfter – også selvom de ifølge videnskaben slet ikke er til. Men uden disse tre visner livet, det kender de fleste nok til. Man kan måske godt leve et liv uden tro, håb og kærlighed, men det er ikke et liv, der er værd at leve.
Vi forventer at få løn efter vores indsats. Jesus fortæller i teksten, som vi skal høre i kirken på søndag, om en træt tjener, som efter en udmattende dag i marken kom hjem til sin herre - blot for at blive sat til at lave mad til ham. Først senere måtte tjeneren selv spise. Han fik ingen ros, for han gjorde blot hvad han skulle, mente arbejdsgiveren.
Er det ikke uretfærdigt? Nej, for pointen er, at vi skal gøre det, vi er sat til, i vores eget livs tilfælde elske vor næste uden at forvente en masse ros for det.
Troen er en gave, som man selv skal pakke ud. Vi pakker gaven ud, når vi elsker vores næste, og når vi finder glæde og tryghed i troen. Det er vores pligt – men også det, der gør livet værd at leve.
2. februar 2020
Sidste søndag efter helligtrekonger
Af Hanne Lund
Forleden da jeg var i Netto, stod der en meget høj mand uden for døren. Han solgte hjemløseavisen. Jeg så ham og gik forbi.
I butikken fik jeg puttet det i kurven, jeg skulle have, og manglede kun grapesodavand. Ud for stedet, hvor sodavandet var, stod der en meget høj palle med nogle andre slags sodavand. Så jeg strakte mig for at nå dem, jeg skulle have - men kunne ikke nå. Imens gik flere af butikkens ansatte forbi – uden at de så, hvordan jeg bøvlede med at nå op. Til sidst henvendte jeg mig til en af de ansatte og bad hende om at hjælpe mig. Vi stod nu to personer og masede med at nå de pokkers sodavand, da der lige pludselig kom en lang arm hen over hovedet på os og rakte ind over pallen og tog en six pack til mig. Det var manden, der solgte hjemløseavisen. Hjælpen kommer nogle gange fra en helt anden kant, end man havde regnet med.
På søndag er det diakoniens dag. Diakoni betyder det at hjælpe sine medmennesker. Derfor vil dagens tekst nogle steder, bl.a. i Rødby Kirke, være skiftet ud med fortællingen om den barmhjertige samaritaner. Det jeg oplevede i Netto er netop det, som den historie fortæller os; at vi skal gøre det samme som samaritaneren – hjælpe mennesker i nød.
9. februar 2020
Søndag septuagesima
Af Ida Støckel Rolle
Der findes en klub, som de fleste af os bliver medlem af tidligt i livet. Vores forældre og andre mennesker, som er med til at forme os, indlemmer os velmenende i klubben. Vi kunne kalde den for ”De ordentlige folks klub”. Her hersker der leveregler som ”kom altid til tiden!”, ”overhold dine aftaler!” og ikke at forglemme ”lad aldrig nogen kunne sætte en finger på din indsats!”
Når man er med i klubben er det let at rynke på næsen af alle dem, som falder uden for – dem, som kommer for sent, træder ved siden af eller satser alt - sætter pengene på den forkerte hest og står tilbage uden en øre på lommen.
På søndag hører vi, at Gud ikke vil, at vi fedtspiller med vores liv som medlemmer af ”De ordentlige folks klub”. Vi skal ikke grave os ned og tænke små tanker om livet, medmennesket og Gud. Vi skal derimod turde at lade modet og tilliden løbe af med os, og vove alt, både i forhold til vores medmennesker, vores nærmeste og Gud. Vi fejler sikkert, og vi træder uden tvivl ved siden af, for sådan er det med vores liv. Men vi har lov at tro, at skulle vi smide alt andet over bord, så mister vi aldrig Guds kærlighed.
16. februar 2020
Søndag seksagesima
Af Mette Marie Trankjær
Når vi møder modstand eller vores kræfter kommer til kort, kan det ske, at vi vender os mod Gud. Jeg kalder det ambulancekristendom; det at hive Gud ind fra højre, når man har brug for ham.
Vi søger Gud ved livets grænser eller i overgangssituationer. Det kan være ved fødslen, når vi døber det nyfødte barn, eller ved døden, når vi begraver vores kære, og så ved livets andre overgange: Fra barn til voksen, når vi bliver konfirmeret, eller ved overgangen fra singleliv til ægtestanden. Lidt ængsteligt forsøger vi at reservere en plads til Gud, dér ved grænserne, sådan lidt på sidelinjen. Han må godt være der som et sikkerhedsnet.
Men er det sådan, det er?
Kan leret sige til den, der former det: ”Hvad er det, du laver?”
Kan mennesker, der er skabt af Gud, frit vælge at henvise ham til udkanten vores liv, eller gemme ham hen med mølkugler og bare tage ham frem fra gemmerne, når vi synes, vi har behov for det, fordi det endelig går op for os hvor alting kommer fra og er på vej hen? Vi prøver, men Gud insisterer konstant på at være midt i vores liv.
På søndag skal vi høre om gudsriget, der bliver beskrevet som et sennepsfrø, der, når det er sået, vokser til en kæmpestor plante. Det er både forkert og spild af liv udelukkende at tale om gudsriget som noget, der er på den anden side af menneskelivets grænse. Vi må tale om det som noget, der er her og nu, i menneskelivets midte. Gudsriget er ikke bare i kirken på toppen af bakken i byens udkant, ved grænsen til vores liv. Gudsriget er plantet midt iblandt os.
23. februar 2020
Fastelavns søndag
Af Kasper Michael Høyer
Da jeg boede i København, var der ikke mange tiggere, men der sad en på Strøget og solgte roser og tiggede. Der gik et rygte om, at han i virkeligheden havde en villa på Strandvejen! Det passede nok ikke, men det var en fascinerende tanke, at han i virkeligheden var rigere end de fleste af dem, der gik forbi.
Helten i den historie, vi skal høre i kirken på søndag, er også en tigger, der får Jesus til at standse op på vejen til Jerusalem og høre hans bøn.
Tiggere har en særlig plads hos Jesus. Han har også sagt: Salige er de fattige i ånden og de, som hungrer og tørster.
Det er ikke rart at være fattig eller tigge, de fleste vil undgå det for enhver pris. Megen angst og flugt, meget praleri skyldes sikkert, at vi føler en fattigdom indeni, som vi ikke kan holde ud.
I det guddommelige perspektiv har vi mennesker al mulig grund til at tigge om barmhjertighed, der er bare mange, der ikke gør det og ikke ser den mulighed.
Men helten og rollemodellen for os på søndag er en tigger: Han beder om barmhjertighed, og han får den.
1. marts 2020
Første søndag i fasten
Af Anders Martin Lauritsen
Vi er godt i gang med fastetiden. Og netop det ”at faste”, har vi alle nogle associationer til. Når jeg nævner ordet ”faste”, om det er i den kirkelige undervisning eller generelt, så siger mange: Ja, det er jo det muslimerne gør. Men når jeg så siger, at netop faste har vi også i kristendommen, så bliver mange overraskede. For den bruger vi jo egentlig ikke, selvom den måske kunne gavne på nogle områder.
Måske behøvede det ikke handle om mad og drikke, men i stedet andre ting. Sociale medier eller andet, som vi bruger utallige timer på. Denne søndag handler det om magt. Ikke blot om hvem der bestemmer, men også om alle de ting, der har magt over vores liv. De ting vi giver magt; jobbet, mobiltelefonen, kalenderen.
Ting kan tage magten i vores liv. Men magt er ikke kun af det onde, for den gode magt sker, når man har en opgave eller en bestemt sag. Men hvad med magt for magtens skyld? Denne søndag handler det både om magthavere og tjenere.
8. marts 2020
2. søndag i fasten
Af Dan K. Månsson
Det er sjældent, at kirkegængere råber i kirken. Som regel forløber en gudstjeneste fredeligt, nærmest med ro. Men vi mennesker har det ikke altid fredeligt inden i. Vi kan af og til se fortvivlelsen i hinandens øjne, når vi er blevet sårede eller hvis der sker ulykkelige ting i vores liv. Så får vi en lyst til at råbe, og kommer vi langt nok ud, råber vi også i afmagt.
På søndag skal vi høre om en far, der i desperation råber på hjælp til sin syge søn. Ingen har hidtil kunnet hjælpe ham. Men pludselig er der hul igennem, da han spørger Jesus, som svarer: ”Alt er muligt, for den der tror.”
Alle, som har haft ubærlig lidelse tæt inde på livet, kender til den opslidende spænding mellem tro og tvivl, mellem håb og fortvivlelse. Hvis ikke vi tror på miraklet, hvis vi opgiver håbet, så har vi intet at holde fast i.
På søndag ser vi nok vores egen afmagt i øjnene, men vi skal også høre om ham, som kender vores smerter, hører vores bønner og tager imod os.
15. marts 2020
3. søndag i fasten
Af Henrik Gade Jensen
Jesus var ikke på Facebook, men han vidste alligevel godt, hvordan løgn i form af sladder, overdrivelse og mistanke kan florere mellem mennesker. Og dog, måske kan man godt sige, at Jesus var på Facebook, for intet ansigt er mere kendt end hans. Jesus så det som sin opgave at stoppe al løgn og bagvaskelse ved at stille sig selv til rådighed som syndebuk. Så bliver vi andre frie.
Når vi bagtaler, sjofler og sladrer om andre, går vi ondskabens ærinde. En lille uskyldighed kan blive til hetz og forfølgelse, og selv en velment information kan misforstås.
Djævelen er ikke en person med hale og horn, men det djævelske er løgnen, vi alle momentvis kommer med, når vi tier stille i stedet for at sige sandheden, og når vi taler andre efter munden i stedet for at sige, hvad vi mener.
På den store bane er vi djævlens småbørn, når vi undlader at sige tingene, som de er, fordi vi er bange for at krænke andre, fordi vi frygter at blive hængt ud, eller fordi det bare er nemmere at tie stille. Det resulterer i mange problemer, som først erkendes, når de ikke mere kan løses. Djævelen er snedig. Så med Jesus i hånden skal vi lære at tale mere sandhed.
(Pause på grund af corona og de lukkede kirker)
7. juni 2020
Trinitatis søndag
Af sogne- og korshærspræst Hanne Lund
Her til morgen stod jeg stille og kiggede ud over det næsten stille turkisblå hav mellem Lolland og Tyskland – Femernbæltet, hvor der formentlige inden for en årrække vil være en bro, der forbinder Lolland med resten af Europa.
Når jeg lader mit blik hvile på vandet, er det som om, at det fortsætter helt til verdens ende. Og det føles som om, at det altid vil være der.
Vandet har altid gjort mig tryg, lige så langt tilbage, jeg kan huske.
Det gør mig uendelig godt at være i vandet. At være omsluttet af vandet giver mig en følelse af lethed og en tryghed, en følelse af, at intet ondt kan nå mig - ja, det skulle da lige være en krabbe, som bed mig i storetåen.
Samme tryghed, samme følelse af lethed og samme følelse af, at intet ondt kan lægge mig ned, har jeg, når jeg læser ordene fra den klogeste, jeg kender – nemlig Jesus. I teksten til på søndag siger han: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.
Det er, hvad vi bliver lovet, og det giver samme tryghed som vandet, der strækker sig til verdens ende og omslutter os.
14. juni 2020
Første søndag efter trinitatis
Af sognepræst Finn Dyrhagen
Der var engang en gammel mand, som lå for døden efter lang tids sygdom. Familien havde været forbi for at tage den sidste afsked. Og det var en stor familie, så det tog sin tid.
Da den sidste var gået, lagde manden sig til at dø. Men da de kom tilbage for at se til ham, fandt de ham på vej ud af sengen.
"Hvad laver du, farfar?" spurgte de i munden på hinanden.
"Jeg skal ud og hæve penge," svarede han, "for da jeg nåede til himlens port, fik jeg at vide, at der ikke var nogen pengeautomat i himlen. Og I ved, at jeg aldrig går nogen steder uden penge på mig - man kan jo aldrig vide."
På søndag handler det om forholdet mellem penge og tro i vores dagligdag. "Penge kan ikke gøre dig lykkelig," lyder ordsproget, som fortsætter: "Men de gør det lettere at leve med elendigheden."
Kan penge erstatte troen? Kan troen erstatte pengene? Er det mon et enten-eller? Eller er opgaven at finde balancen? Velkommen i kirke på søndag!
21. juni 2020
Anden søndag efter trinitatis
Af sognepræst Jim Christiansen
Vi kender det godt, begrebet at være en ”mønsterbryder”. Vi bruger begrebet om en person, der træder ud fra det, omgivelserne tager for givet – f.eks. den unge fra akademikerfamilien, der vælger vejen som håndværker, eller den første i familien, der bliver student.
Vi indgår alle i forskellige grupperinger. En gruppe giver tryghed, samhørighed, den styrker os i at være den, vi gerne vil være. Når de mønstre, der er i gruppen, ikke længere giver os det, vi ønsker, så sker det, at vi bryder med den. Vi kan så træde helt ud af gruppen, eller måske bare træde ud af den del, der er svær for os at være i. Nogle gange sker det, at bruddet medfører, at gruppen genskabes i ny sammenhæng og dynamik.
Vi har alle et særligt forhold til den gruppe, der udgør vores familie.
I teksten til kommende søndag siger Jesus: ’Hvis I vil slutte jer til mig, skal I bryde med jeres far og mor, brødre og søstre og jeres kone og børn’ (fra Bibelen 2020). Det lyder voldsomt! Hvad skal det betyde? Er det alt, eller er det noget bestemt i relationen med familien, Jesus mener, jeg skal bryde med? Betyder det at slutte sig til Jesus, at man bliver en slags mønsterbryder?
Spørgsmålene er mange, og de behandles på søndag i kirken!
28. juni 2020
Tredje søndag efter trinitatis
Af sogne- og sygehuspræst Birthe Friis
Jeg har lige haft pilgrimsvandring på Horreby Lyng med vandrere her fra Lolland-Falster. Det var en dejlig dag, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel. Omkring os svævede og flaksede smukke sommerfugle.
Mens jeg gik der og hørte gøgen kukke og frøerne kvække, kom jeg i tanke om kaosteorien: Det at en sommerfugl, der slår med vingerne på Horreby Lyng, kan starte en tornado i Kina. Så tæt er vi alle forbundne i Guds skaberværk.
En ny smitsom type af coronavirus bryder ud i Wuhan i Kina i december 2019, og den får indflydelse på millioner af menneskers liv og helbred. Også her i Danmark blev vi ramt. Samfundet lukkede ned, nogle blev syge, og nogle af os mistede en af vore kære. På vores sygehuse skulle personalet pludselig til at omstille sig til en ny hverdag, og jeg og andre sygehuspræster landet over skulle pludselig være Covid-19 præster.
I dette øjeblik er mange syge, og mennesker smittes hver dag her på Guds blå planet. Hvor er Gud henne i alt dette? Bekymrer Gud sig om os, om dig og mig? Ja! Gud er barmhjertig.
I kirken på søndag kan du høre Jesus fortælle, at Gud ligner en mand, der havde to sønner. Den ene søn krævede sin arv allerede før, faren var død. Sønnen vendte familien ryggen og rejste bort. Men da sønnen havde brugt alle pengene på fest og fornøjelser, og vendte fattig og sørgmodig tilbage, så tilgav faren ham.
En lille, kort historie, let som en sommerfuglevinge, om en skelsættende, barmhjertig kærlighedsgerning, der har ændret den verden, vi kender, for den viser os, hvordan Gud er.
5. juli 2020
Fjerde søndag efter trinitatis
Af sognepræst Jeppe Sørensen
Mange har kaldt coronavirus en fælles fjende, og vi bekæmper selvfølgelig den fjende. I dødsannoncer læser man ofte, at vedkommende ”tabte kampen”. Det må betyde, at fjenden har vundet. Men kræftceller eller virus kan ikke af ond vilje ”besejre” et menneske. De kan opfattes som fjender af lige nøjagtig min og vores tilværelse; men de er en del af livet.
Når vi går i kirke, hører vi, at vi også er en del af livet. Gud skelner ikke mellem gode og onde, venner og fjender, liv eller død. Tilværelsen kan ophobe fjendtlighed i os; men livet er noget andet. Livet er at slutte fred, hvad enten fjenden hedder de andre, mig selv, en sygdom, eller Gud.
Fordi Gud har sluttet fred med os, selvom vi var fjendtligt indstillet, kan vi også slutte fred med hinanden, med os selv og med tilværelsen, hvad enten den synes os venligt eller fjendtligt stemt. Lad os mødes i kirken på søndag og få en forsmag på det liv, som altid er os venligt stemt – det, vi i kirken kalder det evige liv.
12. juli 2020
Femte søndag efter trinitatis
Af sognepræst Marianne Eilskov Hansen
Mange unge har stress og føler sig pressede. Der er så mange krav om at skulle lykkes. Livet kan føles som en byrde, og man kan ofte føle, at man ikke slår til.
Sådan har det også været for fiskeren Simon Peter, som vi skal høre historien om i kirken på søndag. Han var en af Jesu disciple, og egentlig gik det meget godt i hans liv. Men så mødte han Jesus, og alt blev ændret.
Simon Peter fik en opgave af Jesus: Han skulle være den klippe, som kirken skulle bygges på. Var det fordi, han altid var klippefast, aldrig fejlede og altid var modig? Ganske vist bekendte Simon Peter højt og tydeligt, at han var klar over, hvem Jesus var, og hvad han betød. Men da det kom til stykket, så svigtede modet; han tvivlede, og han svigtede Jesus, da det virkelig gjaldt.
Hvordan kunne han så være klippen, som kirken skulle bygges på? Når han ikke lykkedes, hvordan kunne det så være, at Gud alligevel kunne bruge ham? Vi behøver ikke sidde fast i det, der er sket i vores opvækst, skolegården, på arbejdspladsen eller i familien. Historien handler nemlig om, at det, som mennesker vrager, fordi det er svagt, skrøbeligt og afmægtigt, det kan være kostbart for Gud.
19. juli 2020
Sjette søndag efter trinitatis
Af sognepræst Tom Friis (Strandkirken)
Dengang jeg tog kørekort, sagde min kørelærer med jævne mellemrum: ”I trafikken har man ikke rettigheder, kun pligter”. Det betyder, at man selvfølgelig ikke har ret til at køre en fodgænger ned, selvom fodgængeren går over for rødt, og man selv har grønt lys.
I andre situationer er det heller ikke altid nok at sige: ”Jeg gjorde bare min pligt”. Der var for eksempel mange af dem, som arbejdede i nazisternes koncentrationslejre, og som bare gjorde deres pligt.
Det er heller ikke nok at sige: ”Jeg har ikke gjort noget ulovligt”, hvis du bruger et smuthul i loven til at snyde folk på det groveste.
På søndag skal det handle om at overholde lov og bud. Hvad end man taler om Moseloven med de 10 bud, færdselsloven eller straffeloven, så kan man skelne mellem ”lovens ånd” og ”lovens bogstav”. Lovens bogstav er, når man kun går op i, hvad der helt konkret står i en lovparagraf, uden at spørge hvad meningen med loven er.
Hos de ortodokse jøder i Israel stødte jeg engang på et ekstremt eksempel på det her med lovens bogstav: Moseloven siger, at man ikke må foretage længere rejser over land om lørdagen, hvor det er den hellige hviledag, sabbat. Det er ikke så praktisk, hvis man bor i Jerusalem og skal hente en god ven i lufthavnen i Tel Aviv om lørdagen. Så de ortodokse jøder løser problemet ved at placere en fyldt vanddunk på bilens førersæde og sætte sig oven på den. Nu overholder de loven og ”rejser ikke over land”, for når de sidder på vanddunken, rejser de over vand og ikke land.
Lovens bogstav er overholdt - men hvad var lovens ånd og meningen med det hele?
26. juli 2020
Syvende søndag efter trinitatis
Af sognepræst Marianne Wagner
Forestil dig, at du risikerede at blive straffet for at fortælle om Jesus til andre. Forestil dig, at du og din familie måtte samles i små stuer med gardinerne trukket for, hvis I skulle høre kendte bibelhistorier såsom den barmhjertige samaritaner eller Juleevangeliet.
Sådan er det for kristne mange steder i verden. Jesus blev selv forfulgt og henrettet. Han vidste, at hans venner ville blive udsat for det samme, og det ville han forberede dem på. Så han fortalte sine venner, disciplene, at selv om de ville få samme skæbne som ham, så skulle de prædike fra tagene, hvad der blev hvisket til dem i øret. Og det, de skulle prædike, var, at Jesus, Guds søn, havde sejret over døden, og at livet og lyset derfor også fremover skal vinde over mørket.
Disciplene var frygtsomme, ulærde mænd, men de tog mod til sig, gik ud i verden og fortalte i lyset, hvad de hørte i mørke kamre sammen med andre forfulgte kristne. Jesus sagde til dem, at Gud kender dem så godt, at han vil være dem nær selv i døden. Det løfte har vi endnu, og fordi kristne bliver ved med at fortælle om Jesus, skinner evangeliets lys stadig i en ubarmhjertig verden.
2. august 2020
Ottende søndag efter trinitatis
Af sognepræst Jesper Bacher
Det er ikke godt være fundamentalist. Det har klang af fanatisme og hensynsløshed. På den anden side regnes det for godt at have fundamentet i orden. Det gælder fagligt, og det gælder etisk. Har man ikke fundamentet eller grundlaget i orden, så svajer man hid og did.
På søndag i kirken handler det om at have grundlaget i orden. Det handler om det, som vi bygger livet på. Bygger vi på klippe, eller bygger vi på sand? Holder vores livsgrundlag, når stormen sætter ind, og vandet stiger?
Jesus siger, at den, som hører og handler efter hans ord, ligner en mand, som har bygget sit hus/liv på en klippe. Altså en, der bygger på fast grund, på sandhed, og ikke på sand og løse meninger. Jesus påstår, at bygger man sit liv på andet end det, han siger, ja, hvis man ikke bygger på ham selv, så vil man falde og falde stort.
Så afgørende er Jesus. Han er det grundlag, som holder og holder evigt. Alt det vi ellers bygger på - evner og kræfter, kunnen og kløgtighed, velstand og velbefindende - skal skride. Men Jesus, han skal blive stående, og han står på mål for syndere.
9. august 2020
Niende søndag efter trinitatis
Af sognepræst Anders Martin Lauritsen
Vi mennesker har travlt med at få ret, at kræve vores ret og bevise den. Det ligger i tiden, at det er vigtigt at få ret. Ja, sådan ser vi det for eksempel også i forbindelse med coronakrisen, hvor politikerne gerne vil have ret i, at deres fortolkning af forløbet var rigtig - men det ses også mellem helt almindelige borgere.
For nogle er det ikke nødvendigvis vigtigt at få ret, men i stedet at vide, hvad man har ret til. Tilbage i 1870’erne eksisterede et politisk slogan: ”Gør din pligt, kræv din ret”. Pligt og ret hang uløseligt sammen, men sådan er det ikke helt i dag. Vi har nok glemt at tænke over pligten, inden vi kræver vores ret.
På denne søndag hører vi, at Gud er med os på trods af rettigheder og pligter. Og vi hører, at vi skal tage kristenlivet alvorligt. Vi skal gøre gode gerninger, men ikke af frygt eller for at kunne kræve vores ret. Gud forventer vores gode gerninger. Ligesom forældre også forventer deres børns gode gerninger, således skal vi handle som Guds elskede børn.
På denne søndag vil jeg bl.a. prædike over, hvordan kristenlivet lever med ret og pligt, og hvordan vi ser forbi det.
16. august 2020
10. søndag efter trinitatis
Af sognepræst Dan K. Månsson
Af og til sker det, at nogle rammer plet med deres ord. Selvom Jesu ord er tudsegamle, så er menneskene åbenbart ikke så anderledes i dag.
I den bid fra Bibelen, som vi skal høre på søndag, taler Jesus om, at vi mennesker er umulige at stille tilfredse. Gør man det ene, er det forkert; gør man det andet, så er det forkert. Lige meget hvad Jesus sagde eller gjorde, så var der altid nogen, som ikke var tilfredse.
Det med at det kan være svært at stille alle tilfredse virker genkendeligt i mange menneskelige relationer, f.eks. i parforholdet eller i forhold til ens børn.
I kirken sættes vi oftest ind i en endnu større virkelighed, nemlig relationen til Gud. Også dér kan utilfredsheden styre os. Uanset hvad vi tænker, Gud gør eller ikke gør, så er det forkert.
Det, Jesus nok i virkeligheden prøver at fortælle sine tilhørere – og os – om, er at vi lever under ansvar. Vi har ansvar for vores eget liv. Vi skal også stå til ansvar med vores liv, og derfor er det ikke smart at have afvist tilgivelsen, fordi man er utilfreds med budbringeren.
Da de første munke kom til danernes land, afviste vikingerne budskabet om Jesus, fordi de syntes, han var en vatnisse, der ikke gjorde modstand, da han blev korsfæstet. De var svære at stille tilfredse, fordi de forventede noget andet. Og det er også det, som søndagens tekst handler om; nemlig det katastrofale i at afvise Guds ord og handlinger, blot fordi de ikke tilfredsstiller ens humør eller behov.
23. august 2020
11. søndag efter trinitatis
Af sogne- og fængselspræst Nina Morthorst
I Storstrøms Fængsel spurgte en indsat mig engang:
”Præst - hvordan kan det være, at en psykolog siger, at det ikke er min skyld, jeg sidder her, mens du siger, at det ér min skyld?”
Jeg svarede så godt, jeg kunne.
Mennesker vil helst undgå skyld, det er der ikke noget nyt i. Det er et ønske, der er lige så gammelt som Adam og Eva, der forsøgte at gemme sig for Gud og den dårlige samvittighed over at have spist af Kundskabens Træ. Det endte med, at Eva gav slangen skylden, og Adam gav Eva skylden.
Ansvaret gør os skyldige for vores handlinger, og det er netop ansvarsfølelsen, som giver os dårlig samvittighed. Derfor er der både brug for at kunne sige undskyld og tilgive.
I tilgivelsen synes jeg, det er vigtigt, at der ”er krop bag” – altså er et andet menneske, der inviterer på en kop kaffe eller giver et kærligt klem på skulderen. Det vigtige er, at man viser, at fællesskabet er genoprettet.
På søndag i kirken skal det også handle om tilgivelse. Kvinden fra den kommende søndags fortælling fastholdt sit ansvar, sin skyld, synd, nederlag og fejltrin. Derfor kunne hun få syndernes forladelse af Jesus og gå ud i livet igen som et frit menneske.
Den indsatte, jeg talte med i Storstrøms Fængsel, ramte allerbedst, hvad næste søndags tema går ud på:
”Jeg synes, du har ret. Livet og lykken ligger ikke i at være skyldfri, men i at være skyldig og så blive fri. Og det er vel det, Jesus gør med os, ikke?”
30. august 2020
12. søndag efter trinitatis
Af migrantpræst Thomas Søvndal
”Kom med et bevis på, at Gud findes; så skal jeg nok tro på ham!”
Sådan kan vi alle tænke fra tid til anden. Det var da lettere at tro på Gud, hvis han viste sig tydeligt for mine øjne eller lod sin buldrende røst tordne ud over verden, så ingen var i tvivl. Eller hvis han nu kløvede vandet i Femern Bælt i to, så der ikke var behov for at grave en tunnel. Så skulle han nok få min tilslutning – og min stemme ved det forestående menighedsrådsvalg.
Det er ikke kun i dagens Danmark, vi kan tænke sådan – hvis vi da overhovedet tænker på Gud. For 2000 år siden i Mellemøsten sagde nogle religiøse ledere til Jesus: ”Mester, vi vil se dig gøre et tegn.”
Men Jesus giver dem ikke noget synligt bevis. Han fortæller dem i stedet, at han skal dø. Og da han senere hang på korset, råbte nogle op til ham: ”Frels dig selv, hvis du er Guds søn!” De ville have beviser!
På Jesus’ tid var der en forventning om en ”messias”, det vil sige en mægtig konge, som ville drive den romerske besættelsesmagt på porten og genoprette det sagnomspundne Davids-rige.
Men i stedet for en magtfuld hersker på en stridshest kom Jesus, en omstrejfende og fredselskende mand, der red på et æsel. Hans kongekrone var en tornekrans. Og hans trone et kors.
Det var tegnet, de fik.
Og det er ”beviset”, vi får: Gud blev menneske som os. Ikke for at vise sin magt til at erobre verden, men for at ofre sig for verden, fordi han elsker den.
6. september 2020
13. søndag efter trinitatis
Af sognepræst Mogens Winther Hvidring
Sporten curling går ud på at få en stor sten til at glide hen ad isen for at ramme så tæt på målet som muligt. To hjælpere løber hen foran stenen og fejer med koste på isen for at småjustere stenens retning og fart.
Denne sport har i nyere tid givet navn til en særlig type forældre: Curlingforældre. Dem, der hele tiden fejer foran deres børn, altså dem, der hjælper deres børn med alt. Men selvom det er rimeligt nyt ord, så er fænomenet gammelt. I den bibelfortælling, vi skal høre i kirken på søndag, prøver en mor at køre curlingrutinen af på Jesus for at hjælpe sine to sønner på vej. Disse sønner var oven i købet voksne, og moderen forsøgte at skaffe dem en god position hos Jesus.
Det var nok at gå lige lovligt langt. Men Jesus blev mærkeligt nok ikke vred. Måske skyldes det, at Jesus faktisk også var en curlingforælder: Han ryddede vejen for os. Ja, han gik så langt som curlingforælder, at han gik i døden for os – for at feje vores store hindringer væk. For at frelse os.
13. september 2020
14. søndag efter trinitatis
Af sognepræst Rebekka Maria Brandt Kristensen
På søndag skal det handle om at gå.
Det er godt at gå, men det kan være svært at komme af sted.
Vi kan så let blive lammet, sidde i stolen foran fjernsynet og ikke komme ud af flækken.
Det er så let at stivne i vaner og livsmønstre og aldrig få øje på, at der kan være mere end det, vi ser og kender til.
På søndag skal vi høre historien om en mand, der har været lam i 38 år, og som efter et møde med Jesus pludselig kan gå igen. Manden kan ikke gå, han kan ikke komme ud af stedet, end ikke selv række ud efter hjælpen.
Men i dag kommer Gud til ham.
Det er det, der er budskabet: Gud er den, kommer til os, den der går os i møde, der hvor vi ikke selv kan bevæge os frem eller tilbage. Og han byder os at gå med sig.
Det er godt at gå
Det er godt at gå, for i gangen udvikles tanken, og i gangen åbnes sindet.
Det er godt at gå, for når vi går, ser vi verden på ny.
Det er godt at gå, for som kristne går vi ikke alene.
Det er godt at gå, for Gud går med os.
20. september 2020
15. søndag efter trinitatis
Af sognepræst Jesper Vigant
Skal man helst fare rundt og være optaget af at varte sine gæster op for at være den perfekte vært – med fare for ikke rigtig at være nærværende? Eller skal man give afkald på opvartningen og bare slå sig ned og give sig hen i samtale – med fare for, at maden aldrig kommer på bordet?
På søndag skal vi i kirken høre fortællingen om de to søstre Martha og Maria, der har fået besøg af Jesus. Fortællingen handler på overfladen om, at den ene søster, Martha, er optaget af at opvarte Jesus og vise ham respekt som gæst – hvorimod Maria sætter sig ved hans fødder og lytter til hans ord. Martha bliver stødt over, at Jesus lader hendes søster sidde sådan, og ikke sender hende ud og hjælpe til i stedet. Jesus svarer, at Maria har valgt den gode del, og at det kun er det, der er det fornødne. Mon ikke de fleste af os genkender begge søstres måder at handle og reagere på?
Nu skal vi blot huske, at Bibelens fortællinger ikke altid kan oversættes og tolkes én til én, som var det gengivelser af vore egne hverdagsliv. I fortællingen om Martha og Maria handler det dybere spørgsmål om, hvad der er det fornødne i forholdet til Gud. Her er budskabet tydeligt: Du skal ikke springe rundt og gøre dig til over for Gud. Du skal derimod lukke Guds ord ind som det første. Når du har givet dig tid og ro til at lytte til det, så ved du også, hvilke værdier du skal vægte i din daglige gøren og laden over for dine medmennesker.
27. september 2020
16. søndag efter trinitatis
Af sognepræst Jannie Edelberg Nielsen
Da jeg var barn, tænkte jeg ikke meget på døden. Jeg levede i uvidenhed om, hvad det vil sige at miste og savne. Først da min farfar døde året efter min konfirmation, kom døden tæt på. Samtidig var jeg overbevist om, at selv om døden tog den eneste bedsteforælder, jeg havde kendt, ud af mit liv og min hverdag, så skulle vi ses igen.
Siden har jeg som præst over 500 gange - efter bedste evne - forsøgt at formidle håbet om det evige liv til dem, der tog afsked med deres døde.
På søndag skal vi høre om, at døden rammer - ikke bare naboen eller dem, vi ikke kender. For den døde er én af Jesu venner. Han hedder Lazarus og er bror til søstrene Martha og Maria, som det handlede om i sidste uge.
Spørgsmålet er, om Jesus har totalt dårlig timing og kommer for sent. Havde han bare været der, var Lazarus ikke død, som Martha siger. Men måske har Jesus timingen i orden – sådan så han både kan være ked af det sammen med søstrene, og ikke mindst så han kan gøre noget helt igennem bemærkelsesværdigt. For Jesus gør Lazarus levende igen, selv om han sådan set har været død i flere dage.
Hvad skal vi så tage med os hjem på søndag? Svaret må være håb.
4. oktober 2020
17. søndag efter trinitatis
Af sognepræst og ph.d.-studerende Nicolai Røge
Mon ikke alle, der har lavet en bordplan, har oplevet, at den simpelthen ikke vil gå op? Hvem skal sidde ved siden af hvem? Hvem skal absolut ikke sidde ved siden af hvem? Og hvis tur er det, når den lidt belastende og meget højrøstede onkel skal placeres? Det er spørgsmål, der ofte melder sig, for det er på ingen måder ligegyldigt, hvem man sidder til bords med. Forskellen mellem højbordet og pladsen ved døren er slående.
I bibelteksten til på søndag hører vi, hvordan Jesus gør op med den tankegang, da han sætter sig til bords i tolderen Levis hus. Det gør han uden at tænke på, at Levi i datidens samfund var en af de mest udstødte eksistenser. Alligevel spiser Jesus hos ham.
Den dag trodsede Jesus verdens forventninger og de fordømmende blikke ved at indbyde toldere og syndere til fest i Levis toldbod. Siden befalede Jesus sine disciple til fortsat at invitere samfundets udskud med omkring bordet, så Guds rige på den måde kunne forblive på jorden. Det festmåltid er siden fortsat og fortsætter, når vi fejrer nadver.
Søndagens tekst fortæller os, at vi som Levi alle bærer rundt på smuds: vi er toldere og syndere. Men alligevel indbyder Gud os til fest i sit rige – også på søndag!
11. oktober 2020
18. søndag efter trinitatis
Af sognepræst Jeppe Sørensen
Jeg læste engang, at hver nyfødt dansker repræsenterer en udgift på en halv million kroner. Der stod intet om, hvad hver enkelt kunne bidrage med af indtægt til samfundet.
Livet kan muligvis gøres op i udgifter/indtægter; men resultatet bliver derefter: Vi går glip af de virkelige værdier.
Fællesskabet jubler, når en lille ny kommer til verden. Dér holder man ikke udgifter op mod indtægter, nej, for man holder jo et nyt liv i armene. Livets værdi kan ikke måles. Alligevel bekymrer, især voksne, sig og overvejer: Hvad kom der ud af mit liv? Bar det frugt? Hvad var mit formål? Var jeg til gavn, også for andre end mig selv?
Selv Guds Søn var i tvivl om sit livs værdi. Han holdt en form for afskedstale ved bordet skærtorsdags aften, og natten efter bad han ”fortvivlet til døden” til Gud, helt alene. I det lys var det altafgørende at få sagt de ord om kærlighed og fuldkommen glæde, der lyder i kirken på søndag, ordene om andre værdier end udgifter, bekymringer og tab.
18. oktober 2020
19. søndag efter trinitatis
Af sognepræst Hanne Margrethe Tougaard
De fleste har nok prøvet at have en sær drøm, hvor der sker meget på kort tid – hvorefter man brat vågner og tænker, at den drøm må betyde noget for mig.
Det gjorde en ung ved navn Jakob i en kendt fortælling fra Det Gamle Testamente, som vi skal høre i kirken på søndag.
Jakob var på flugt hjemmefra, for han havde narret sin far og snydt sin bror, og nu var han helt alene. En aften lagde han sig til hvile med en sten som hovedpude. Bange for fortid og fremtid lå han på jorden og så op i de utallige stjerner. Så faldt han i søvn og drømte.
Mørket åbnede sig, og han så lige ind i himlen. Dér stod Gud selv, og flokke af engle løb op og ned ad stigen, der rakte fra himmel til jord. Jakob så, at stigen fra himlen stod plantet lige over hans hoved på den sten, han havde lagt sig til at sove på.
Jakob betragtede den forunderlige engledans op og ned ad stigen, der lyste i natten. Højest oppefra lød en stemme, og det var Gud selv, der talte.
Jakob vågnede af sin drøm og sagde ud i luften og til sig selv: “Gud er på dette sted. Her er Guds hus og himlens port.”
Samme stemme fra himlen lød i en anden fortælling, som foregår mange år senere, nemlig da Jesus som voksen blev døbt i Jordanfloden. Da åbnede himlen sig og Guds stemme lød højt: Du er min elskede Søn!
Det er det, der sker, når vi bliver døbt - Gud åbner himlen og siger til hver enkelt: Du er mit elskede barn! Og sådan får Jakobs drøm om himmelstigen stadig betydning den dag i dag, når vi samles til dåb i kirkerne.
25. oktober 2020
20. søndag efter trinitatis
Af sognepræst Jim Bentzen Christiansen
Jeg var helt sikkert den ugidelige teenager, der gerne sagde nej til at tage opvasken, slå græsset eller rydde op på værelset. Men ville jeg opnå noget, lovede jeg gerne mine forældre med et højlydt ja: ”Jeg skal nok rydde op på lørdag, hvis bare jeg må feste med vennerne fredag aften”. Men hvad skete der? Ingenting! Og mandag morgen var værelset stadig - om ikke endnu mere - rodet.
Ja og nej – to små ord, der findes på ethvert sprog. To ord, der nogle gange bruges meningsløst og uden betydning eller med betydningen af hvad som helst, for eksempel når man siger ”Ja ja” eller ”nej nej”. Men ja og nej er også to ord, der kan have kolossalt stor betydning. Blot ved at sige ja eller nej bestemmer du ofte din egen og andre menneskers lykke. Meget kan stå på spil, og du kender nok til situationer, hvor du bitterligt har fortrudt dit ja, der burde have været et nej, og omvendt.
Vi kan også gå rundt med nejhatten på. Vi siger nej til alt, måske fordi vi ikke kan overskue konsekvensen af et ja. Men derved lukker vi også af for muligheder, der kunne bringe os videre i tilværelsen.
Måske er vores handlinger vigtigere end det nej eller ja, der udtales. Det kan du blandt andet høre om på søndag i kirken. Her skal vi høre fortællingen om to sønner, hvor den ene søn sagde nej, og den anden sagde ja til farens ønske om hjælp i sin vingård.
1. november 2020
Allehelgen søndag
Af sognepræst Mette Marie Trankjær
Alle helgens dag mindes vi dem, der var lys og salt for os – de, der oplyste vores vej og gav smag til vores tilværelse – og vi mindes dem, som vi selv var lys og salt for. Vi overvejer umuligheden ved at være salt og lys for andre, nu hvor de er forsvundne, dem man helst ville lyse for. Dem hvis tilværelse man helst ville give smag.
”I er verdens lys og jordens salt”, siger Jesus i den fortælling, vi skal høre i kirken på søndag, og med de ord ser han på hver og en af os. Også når vi lige har mistet. Når vi ser os over skulderen for at se, om der dog ikke bag os skulle sidde en anden, som måske passede bedre til hans beskrivelse, får vi ikke andet at se end et menneske, der ligner os selv, og som lige så lidt ser sig i stand til at lyse og salte for nogen som helst.
Lys og salt kan ikke vælge at begrænse deres lysen og salten, og det kan vi heller ikke. Vi kan ikke bare vælge kun at være salt og lys for dem, vi elsker. Jesus siger jo ikke: ”Gå nu hjem og vær lys og salt for din far og mor, din mand, dine børn, din elskede eller for dem, der var.” Nej, Jesus siger: ”I er verdens lys og jordens salt!”
Sådan rykker Jesus os ud af den snævre sammenhæng og sætter os ind i Guds store sammenhæng, hvor der er ubetinget brug for os andre steder, end hvor vi selv lige troede. Vi er lys og salt i Guds tjeneste for de mennesker, som krydser vores vej. Og vi kan læne os op ad, at han gør alting nyt. Salter saltet og oplyser lyset.
8. november 2020
22. søndag efter trinitatis
Af sognepræst Laura Brøchner Opstrup
I Martin Andersen Nexøs roman Ditte Menneskebarn følger man Ditte, som blev fordømt, fordi hun ”ikke havde papirerne i orden”. Hendes mor magtede ikke opgaven som enlig forsørger, så Ditte efterlades som spæd hos sine kærlige bedsteforældre. Hun udvikler her et hjerte af guld, men snart følger nederlag på nederlag. Hun får blandt andet arbejde som amme på et hjem for uønskede børn og oplever her at finde et dødt barn i en skraldespand, som en desperat mor havde stukket en nål i hovedet på for at undgå samfundets fordømmelse og ringeagt. For fordømmelse og ringeagt er den fattige mands kår.
Som Andersen Nexø skriver, burde et nyfødt menneskebarn være årsag til lykke, men det er ikke altid sådan – og slet ikke i Dittes tilfælde. For menneskebarnet er oftere en ”snylter”, som ”kommer bag på fredelige og intetanende folk”, og heraf følger alle tragedierne. Ditte Menneskebarn er dermed fortællingen om, hvordan et menneske med så meget potentiale: ”en aldrig svigtende forsorg” og en ”liden på andres vegne” destrueres af fornuft og menneskelige konventioner.
På søndag sætter evangeliet – gudskelov - den menneskelige virkelighedsforståelse på prøve, når Jesus bliver bedt om at svare på spørgsmålet: ”Hvem er den største i himmeriget?”. Og de største i himmeriget er de, som tror på, at de er Guds børn, uanset hvor lidt de kan udrette og præstere, uanset verdens ringeagtelse. Tænk på små børn, der skal døbes: et spædbarn, som intet formår, skænkes alligevel syndernes forladelse og Guds nåde, uden at der kræves noget af barnet, uden at det skal have papirerne i orden.
Det er altså fortællingen om, at vi har en far i himlen, som glæder sig over, at vi er til. Han dømmer og håner os ikke for manglende papirer, for vores arv og diverse fejltrin, så vi bringes til fald, men derimod lader han os vokse i sin kærlighed. Ditte blev med samfundets øjne dømt til at være en uægte ”snylter” til trods for alle sine anstrengelser og sit gode hjerte. Som Andersen Nexø skriver, burde hun have haft en helteglorie, men fik den aldrig. Men på søndag skal hun have den monteret på sit hoved – i hvert fald i kirken!
15. november 2020
23. søndag efter trinitatis
Af sognepræst Rebekka Maria Brandt Kristensen
Da min far var barn, blev han inviteret til børnefødselsdag hos en af de mere velhavende børn fra klassen. Hans mor havde derfor været ude og købe en flot legetøjsbil, som hun slet ikke havde råd til, men som min far synes var vældig fin, og egentlig gerne selv ville have haft. Derfor var det også den bedste gave, han kunne forestille sig til sin ven.
Min far dukkede nyvasket og velfriseret op til fødselsdagen med gaven under armen. Men da fødselaren pakkede gaven op, så han bare på den og sagde hånligt: ”En bil, hvad skal jeg med den? Dem har jeg mange af”, og smed den hen i hjørnet. Et hårdt slag for min far, som havde tilbudt drengen det bedste, han kunne forestille sig. Han rakte ham reelt sit hjerte, sit venskab, men det duede ikke.
På søndag skal vi i kirken høre historien om en fattig enke, der giver sine sidste to småmønter væk til velgørenhed. Selvom de to mønter ikke har stor værdi i sig selv, så fremhæver Jesus hende som noget særligt, for hun har givet det bedste, hun har.
Tør du give slip på dig selv og dine fordomme? Er det så ligetil at række hænderne frem, fyldt med kærlighed, selv når andre kun har hån tilovers og kaster den hen i hjørnet med ordene ”hvad skal jeg med den”? Det skal det handle om i kirken på søndag.
22. november 2020
Sidste søndag i kirkeåret
Af sognepræst Lill Arendt Hemmingsen
Da mine børn var små, så vi altid Disney Sjov. Tarzan tonede frem og sagde fredag efter fredag: Jeg vil jo bare gøre det rigtige. Og det gjorde han så hver gang. Han forsvarer og beskytter sine venner for andres onde planer.
Vi vil alle gøre det rigtige, træffe de rette valg for vores liv. Vi bruger tid på at forstå og vurdere, hvem vi synes gør det rigtige, og hvem der ikke gør. Men hvad har jeg magt til og over?
Det er provokerende og befriende, at Kristus fortæller os, at det ikke kommer an på mig. Det er Gud, der har magten, og det er hans vilje, der gælder. Det tager ansvaret fra mine skuldre for, om livet er eller bliver rigtigt og godt. Hvem skal også bedømme det - hvis ikke en, der elsker mig? Hvem ville jeg ellers betro det til?
Kristus bærer korset gennem gaderne i Jerusalem og op på Golgata for at dø for vores skyld. Han gør det med vilje. Han viser os, at Gud vil os, så vi ikke mener, at vi skal gøre det rigtige for at blive elsket. Vi kan leve uden at gå til af ansvarsfølelse over for vores nærmeste og os selv. Det har vi ikke magt over. Men lever med tro, håb og kærlighed.
29. november 2020
Første søndag i advent
Af sognepræst Bjørn Krohn
Vi er på vej. 2020 er ved at finde sin afslutning. Vi er et par dage fra december, og december går altid så hurtigt, med mindre man er et barn, der venter på juleaften. Så går tiden alt for langsomt.
For de fleste haster tiden afsted. Vi er hele tiden på vej til et nyt sted – et nyt tidspunkt.
Vi er også på vej i advent. Advent betyder ankomst, men der er intet med at være nået i mål til advent. Efter advent kommer jul. Når vi når jul, hører vi om en dreng, der skal vokse op og blive en mand og en frelser. Vi er hele tiden på vej videre.
Evangelieteksten til første søndag i advent handler også om at være på vej. Den handler om Jesu ankomst til Jerusalem. Men han er ikke nået i mål. Nu tager begivenhederne først for alvor fart. En uge senere har borgerne i Jerusalem korsfæstet ham, som de tog imod med en rød løber af palmegrene og tøjstykker. En uge senere er han også opstået fra de døde. Men med Jesu opstandelse påskemorgen er vi heller ikke i mål. Vi er på vej, og Jesus, som også skal hyldes i vore kirker på søndag, har lovet sine følgere, at vi skal nå i mål, når tiden en dag går i stå.
Det kan du høre mere om på søndag, ligesom der vil være lejlighed til at synge nogle fantastiske adventssalmer!
6. december 2020
Anden søndag i advent
Af sognepræst Søren Winther Nielsen
Aldrig har du været mere til stede end nu. Ja, lige nu, hvor du læser disse linjer og reflekterer over dem. Og du bliver åbenbart ved med at læse!
Teksten til på søndag handler netop om at være til stede. Om at være vågen. At valg og handlinger har virkninger for dig selv og for andre. At der nok er mange forvirrende muligheder og veje. At du nok kan tage bestik af andres meninger gennem iPads, på messenger og på det febergule ”breaking”-nyhedsbånd i bunden af skærmen - men valget er dit.
Jesus har valgt. Han har valgt dig. Han viser en vej ud af bekymringer og tvivl. Han spreder tågerne og giver på stedet sig selv. Han bringer lys, håb og kærlighed. Nærhed her og nu. Det gør han i sit ord, når du læser det, tager det til dig, reflekterer over det og er til stede for Gud og for din næste.
Du læser endnu. Der er håb, og vi har nu tilbragt 172 ord sammen. Mon ikke også vi kan genkende hinanden på søndag i kirken!
13. december
Tredje søndag i advent
Af sognepræst Elin Birgitte Olsen Rasmussen
Det er forunderligt, hvordan evangeliets historie, der foregik for mere end 2000 år siden, passer ind i vore liv i dag. Denne søndag er vi med en mand ved navn Johannes Døberen i fængsel. Johannes sidder fængslet for at have sagt sandheden om Kong Herodes’ ægteskab med sin egen svigerinde, og siden aner vi, da Johannes henrettes, og Herodes giver steddatteren hans hoved på et fad, at der er mere usundt skjult i den relation. I fængsel kan vi komme, fordi vi er dømt for noget kriminelt. Fanget og fængslet kan vi også være, fordi vi er bundet af vore egne forestillinger om, hvordan vort liv skal forme sig.
Johannes har, medens han sidder i fængslet, god tid til at kikke tilbage på sit liv. Et liv han har brugt på at bane vej for Jesus, som han har udråbt som verdens frelser. Den frelser, som alle jøder venter på. Nu kommer Johannes i tvivl. Er Jesu nu også hans liv værd? Hvem er han egentlig, denne Jesus af Nazareth?
Johannes sender sine disciple hen til for at spørge Jesus, om han nu også er verdens frelser, som Johannes tror, han er, og som han har brugt sig liv til at bane vejen for.
Han får det svar: ”At blinde ser og lamme går…”
Kunne Johannes bruge det svar til noget? Kan vi? Det skal vi tale om i Fejø og Birket kirker denne 3. søndag i advent.
20. december
Fjerde søndag i advent
Af sognepræst Jesper Bacher
På søndag får Johannes Døberen et spørgsmål, som på én gang er let og svært at svare på. Nemlig, ”Hvem er du?”
Det er let nok at svare på, hvem vi er med navn og stilling, men hvem er vi i dybere og egentlig forstand? Hvad er det vigtigste, der er at sige om os?
Johannes Døberen får spørgsmålet, fordi han havde gjort sig bemærket med flammende prædikener og udendørs massedåb i Jordanfloden. Sådan en type ville nok også vække Folketidendes interesse. Men da Johannes Døberen skal svare på spørgsmålet, begynder han med at fortælle, hvem han ikke er, og til slut henviser han til en hvis skorem, han ikke er værdig til at løse.
Johannes Døberen henviser med andre ord til Jesus Kristus. Når Johannes Døberen svarer på spørgsmålet: ”Hvem er du?”, så svarer han ved at pege bort fra sig selv og hen på Kristus.
Johannes Døberen ser sig selv i den helt store sammenhæng, og vi indbydes til at gøre det samme. Vi kan være kendte eller ukendte, unge eller gamle, tykke eller tynde, sorte eller hvide, rige eller fattige, fra Sydhavsøerne eller resten af verden. Alle som én er det største, dybeste og vigtigste der at sige om os, at vi er omfattet af Kristi kærlighed. Vi er ikke værdige til at løse hans skorem, men han gør os værdige til en plads i sit Paradis.
Hvad handler det om i kirken til jul?
24. december - juleaften
Af biskop Marianne Gaarden
Som barn glædede jeg mig den 24. december til juleaften. Jeg kunne ligge vågen i mørket med døren på klem og vente på, at lyset blev tændt, så jeg kunne se det falde ind gennem en lille sprække. Så vidste jeg, at min mor var stået op, og der var en lille pakke i min julekalender. Dagen var en lang venten på, at det skulle blive aften, så lysene på juletræet kunne blive tændt. Ritualerne var de samme hvert år – i kirke til julegudstjeneste, hjem og se Disneys juleshow, mens de voksne lavede julemaden, mens duften af stegt and og flæskesteg blandede sig med lugten af gran og kanel. Der var noget fortryllende over netop denne ene dag om året, hvor alle var så milde og gavmilde.
Som voksen tænker jeg tilbage på barndomsminderne. Nu er det ikke gaverne, juletræet eller julemaden, jeg tænker på. Det er oplevelsen af, at lyset kunne trænge igennem en lille sprække og oplyse mit mørke værelse. Det er en vigtig erfaring, for når vi henlever vores liv i mørke, kan vi nemt blive grebet af frygt, mismod eller måske lige frem panik.
I år er der mange, der oplever mørket mere intenst end ellers. Mørket har virkelig lagt sig omkring os i det Herrens corona-år 2020. Pandemien har slukket lyset i restauranterne, lukket forretningerne og sendt folk i isolation i hobetal. Sundhedspersonalet er sendt på overarbejde, mens mange andre er sendt hjem fra arbejde. Julefrokoster og andre sociale arrangementer, der ellers er lyspunkter for mange i denne mørke tid, er aflyst. Museer, spillesteder og kulturinstitutioner er blevet lukket – men ikke kirkerne. Hvorfor dog ikke, kan man spørge? Fordi mange har brug for at høre fortællingen om lyset. Den lille stribe lys, der kan trænge igennem selv den mindste sprække og oplyse vores indre mørke.
Vi mennesker forstår verden i modsætninger: liv eller død, god eller ond, lys eller mørke. Men er lys og mørke nu også hinandens modsætninger? Når man ligger på et mørkt værelse med døren på klem, og lyset tændes uden for, så er det ikke værelsets mørke, der strømmer ud i den lyse gang og formørker lyset. Vi ved alle sammen, at det er lyset, der strømmer ind i mørket og oplyser mørket, for mørket er blot fravær af lys.
Julens budskab rundt om i kirkerne er: ”at det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land,” som det lyder i en af de tekster, vi får mulighed for at høre i kirken juleaften og første juledag. Og lyset er selvfølgelig Gud selv, der lod sig føde julenat på jorden for at være mennesker helt nær og for at kunne oplyse vores mørke. Og det guddommelige lys er så stærkt, at det trænger igennem revner og sprækker, når vi krakelerer, og verden rammes af en pandemi. Det vækker håbet hos mange af os, når vi hører det.
Glædelig jul til jer alle.
Hvad handler det om i kirken til nytår?
31. december – nytårsaften.
Af sognepræst Kasper Michael Høyer
“Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.” Det er nytårsdags ultra-kortfattede evangelietekst.
I år lander det i en ophedet debat omkring omskæring, som har kørt i lang tid i de danske medier: Hvad skal det gøre godt for at pine nyfødte drengebørn og lave et overflødigt og uopretteligt indgreb på deres små kroppe, som jøder og muslimer gør? Det er der mange, der virkelig ikke bryder sig om, og debatten går på, om man skal forbyde omskæring, i det mindste indtil drengen er 18 år og selv kan bestemme.
Når man nu ikke selv er jøde eller muslim er det, set herude fra, et irrationelt og unødvendigt indgreb, for ikke at sige overgreb. Men spørgsmålet er, om et samfund, hvor en alt for renskuret rationalisme og humanisme blev eneste norm, og alt andet blev forbudt, ville være til at holde ud at leve i for nogen?
Jeg tror det ikke. Mennesket er ikke 100 procent rationelt, for at sige det mildt, og derfor er kultur, religion og menneskenes verden i det hele taget det heller ikke, selvom nogen måske kunne drømme om, at det var sådan. Men altså ikke jeg.
Hvorom alting er, så blev Jesus efter jødisk skik omskåret på ottendedagen og fik sit navn. Sådan gør jøder det altså stadig den dag i dag, i andre kulturer gør man det på andre måder, men fælles er vist, at kort tid efter, at et barn bliver født, omskærer vi det, døber det, eller gør noget andet ved det. Vi kalder folk sammen, viser barnet frem, giver det et navn og lægger det hele på Facebook. Så er det blevet indlemmet i kulturen/religionen/fællesskabet, det er blevet et fuldgyldigt medlem af menneskenes verden.
Det er det, der er pointen med nytårsdags korte evangelium, at Jesus blev indlemmet i menneskenes verden. Det er, uanset om man bliver omskåret eller ej, ikke en renskuret, men en barsk verden, langt fra Paradis og fuld af konflikt.
For Guds Søn kan det kun ende på en måde, når han er trådt ind i denne verden, og for hans vedkommende kan man sige, at omskærelsen er et forvarsel om det, der skal ske senere.
Men det, at Gud gav sin Søn, at Gud gav sig selv, til menneskenes blodtørstige verden, er jo så også det mest enestående tegn på hans kærlighed til os! Og det er et håbets tegn for verden. Gud er trådt ind i denne verden. Det er han for at helbrede den, og han gør det ved at ofre sig selv.
