Har coronanedlukningen givet input til liturgidebatten? Hør hvad kirkegængere og ansatte siger:

Ingrid Vittrup Wass, 70 år, tidligere chefsekretær på Nationalmuseet nu frivillig redaktør samme sted, kirkegænger og menighedsrådsmedlem i Esajas Kirke i København

Hvordan har du oplevet det at gå i kirke under nedlukningen?

Jeg plejer at gå i kirke hver søndag, men siden nedlukningen har jeg deltaget i en kort nadvergudstjeneste, som vi afholder torsdag eftermiddag. Gudstjenesten består af en kort prædiken, nadver, korsang og velsignelse. Det centrale i gudstjenesten har altid for mig været nadveren.

Kirken gør det så godt, som det overhovedet er muligt i øjeblikket. Men jeg savner virkelig menighedssangen og det fællesskab, som er for os, der er sammen til en gudstjeneste. At deltage uden at kunne synge sammen giver mig en fornemmelse af undtagelsesstilstand. I forhold til debatten om gudstjenestens udvikling er det blevet endnu mere tydeligt for mig, hvor vigtig den traditionelle gudstjeneste er – det bliver godt at kunne vende tilbage til den, uden at der er lavet for meget om.

Thue Gøtterup Petersen, 48 år. Præst i Dyssegårdskirken i Hellerup

Hvordan har du oplevet gudstjenesten under nedlukningen?

Gudstjenesten under nedlukningen har vist sig at have sin egen charme. Den er kort og kontant. 30 minutter og ingen menighedssang er et benspænd – men det var jo den eneste ramme, vi fik fra biskoppen, så i Dyssegårdskirken har vi præster og kirkens organist sat os sammen og fundet en form. Borte er ind- og udgangsbøn, læsninger og salmer er færre. Korsangerne og organisten må variere og modulere for at kompensere for den manglende fællesang. Prædikanten må holde sig til det væsentligste og disponere sine greb omhyggeligt. Menighedens aktive deltagelse er reduceret til fremsigelsen af trosbekendelsen og fadervor, som derfor også har fået en fremtrædende plads.

Det har være en spændende opgave, men er næppe en langtidsholdbar liturgi. Måske kan man sammenligne med dogmefilmene fra midt i halvfemserne: liturgisk håndholdt kamera, et eksperiment, hvor menighed, præst og organist i en begrænset periode finder ind til en fælles mulig form og bemærker gudstjenestens umistelige kendetegn. På den måde er vi godt klædt på til den større diskussion om gudstjenestens liturgi.

Else-Marie Kristoffersen, 53 år, organist i Helsingør Domkirke 

Hvordan har du oplevet gudstjenesten under nedlukningen? 

Jeg tror, vi alle sammen glæder os til at komme tilbage til hverdagen, men det er søreme også sundt at få rystet posen. Vi er blevet nødt til at skære gudstjenestens enkelte elementer meget tydeligere op: Jeg skal finde musik, der er liturgisk relevant og sætter en stemning, men som ikke varer fem minutter, og forspillet til salmerne skal være helt kort og præcist. Både præst og organist er så vant til at kunne brede os, som vi selv synes, og hvis vi gør det hele tiden, ender gudstjenesten med at vare halvanden time. Og nu opdager vi, at det slet ikke er nødvendigt. Det har krævet et tæt og givende samarbejde. 

Jeg synes, højmessen har en god form, og der er ikke nogen af elementerne, jeg vil undvære. Det bliver dejligt at få korsangen tilbage igen. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at vi har lært noget af de korte gudstjenester, der også vil komme de knap så kirkevante til gavn.  

Julie Sanders, 48 år, scrummaster i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, kirkegænger og menighedsrådsmedlem i Lindevang Kirke

Hvordan har du oplevet gudstjenesten under corona?

Man skal lytte mere efter og være til stede undervejs i gudstjenesten, fordi den pludselig er ovre. Og det giver underligt nok mere nærvær. Nogle gange forestiller jeg mig, at den er tættere på de første kristnes gudstjenester, fordi den er så enkel. Men jeg savner at synge og drikke kirkekaffe sammen med de andre kirkegængere efter gudstjenesten.

Nye kirkegængere kan ikke altid salmerne, og jeg syntes selv, det var lidt grænseoverskridende med nadveren, da jeg begyndte at komme i kirken. De korte gudstjenester er i det hele taget mere imødekommende for nye kirkegængere. De kunne fungere fint som introgudstjenester, og jeg synes også man kunne lade sig inspirere af enkelheden til at gøre højmessen mere tilgængelig for flere.