Kirkekoncerter med et twist i Nysted nomineret til initiativpris
”Vi vil gerne ændre kirkens image og vise, at det er et mangfoldigt sted,” siger menighedsrådsmedlem Merete Bandak. Nu er menighedsrådet nomineret til Lolland-Falsters Stifts initiativpris for deres alternative tilgang til kirkekoncerter.
Af Anne-Sofie Holm
Nogen mennesker er vant til at gå i kirke. Måske de har gjort det med deres forældre eller bedsteforældre, fra de var børn. Andre er mindre vant til det og forbinder blot kirken med højtider som dåb, konfirmation, jul og begravelser. Det kan nogle steder betyde, at der på en helt almindelig søndag er mange ledige pladser på kirkebænkene.
Det vil menighedsrådet i Nysted Kirke gøre noget ved. For at komme de ledige pladser til livs, har de fundet på en ny måde at komme i kontakt med flere af de personer, der bor i sognet, men som ikke er så kirkevante: Koncerter i kirkehaven.
Kirkekoncerter er der i og for sig ikke noget nyt i. Men ved at placere dem uden for selve kirken, kan lyden fra musikken blande sig med nærmiljøet på en anden måde, og man kan vise forbipasserende, at kirkens musik også er andet end orgeltoner og korsang.
Merete Bandak er medlem af Nysted Kirkes menighedsråd og en af de primære initiativtagere bag tiltaget. Hun mener, at koncerterne uden for kirkens rum kan have en positiv effekt på det lokale kirkeliv:
”Det, at man kan høre, at der foregår noget ved kirken, er meget vigtigt for os i menighedsrådet. Jeg har erfaringer fra Mellemøsten, hvor kirken markerer sig i det offentlige rum ved at lave aktiviteter med lyd på. Det bliver folk tiltrukket af. Når man lægger koncerterne uden for kirken, er det samtidig ikke så grænseoverskridende at skulle over dørtærsklen til kirken. Så er det lidt lettere at deltage for dem, der ikke er så kirkevante.”
Koncerterne finder sted i løbet af sommeren, da der netop på denne tid af året er mange turister i Nysted, blandt andet sejlere, der lægger til i havnen med deres både, som kan have glæde af at deltage. Det var også tilfældet ved koncerten den 23. juli, hvor harmonikaorkestret Gnisten gav koncert. Men selvom også turister bliver tiltrukket af lyden af musik og god stemning, er og bliver det de lokale, der er den primære målgruppe, fortæller Merete Bandak, for det er blandt dem, der er potentielle nye kirkegængere.
”Der er god plads i kirken, for at sige det lige ud. Selv med coronatidens restriktioner. Vi kunne godt tænke os at give kirken om ikke et nyt, så et bredere image end det, den har. Jeg tror, at kirken står som en historisk og kulturel nødvendighed i folks bevidsthed, som man ikke behøver at beskæftige sig yderligere med. Man kommer der primært, fordi man kender nogen, der skal døbes eller begraves. Der er nogen, der kun kommer i kirken af nød. Men det vil vi gerne ændre billedet af og vise, at kirken er et mangfoldigt sted. Der sker mange ting,” siger hun og tilføjer:
”Vi vil gerne sænke tærsklen og gøre det til en almindelig ting at komme i kirken og deltage i kirkens arrangementer. Vi tror nemlig, at mennesker har brug for kirken og dens budskab og fællesskab mere, end de selv er klar over.”
Om Lolland-Falsters Stifts initiativpris
Hvert år uddeler Lolland-Falsters Stift en pris til et kirkeligt initiativ, hvor folkene bag har formået at tænke kreativt og gøre en forskel i det lokale kirkeliv. Man kan nominere sine bud på årets bedste kirkelige initiativ til og med den 16. august ved at sende en e-mail til lfstift@km.dk.
Vinderen vil blive fundet af et udvalg, som er nedsat under stiftet og består af biskop Marianne Gaarden, stiftsrådsformand Susanne Møller, menighedsrådsformand i Kappel-Vestenskov Sogne Ole Arpe Munksgaard samt sidste års modtagere af initiativprisen, sognepræst Lisbeth Lumby, organist Flemming Christian Hansen og korsanger Karen Bressing fra Sakskøbing Sogn.
Initiativprisen 2021 uddeles på landemodet den 2. oktober i Bangs Have, Maribo.