Domkirkens præster nomineret til initiativpris for at gøre kirken mere tilgængelig under coronakrisen

Af Anne-Sofie Holm

Det halvandet år, der er gået, siden coronavirussen havde sit indtog i Danmark, har påvirket os alle. Nogen føler sig ensomme, fordi sociale aktiviteter er blevet begrænset i stort omfang. Nogen har fået vendt hverdagen på hovedet med hjemmekontor og digitale møder. Og nogen er bange for at gøre de ting, de plejer og holder af, fordi det kan indebære smitterisiko.

Anne Birgitte Reiter oplevede særligt sidstnævnte i sit virke som domprovst i Maribo Domkirke, hvor flere faste kirkegængere enten afholdte sig fra at deltage i nadveren eller helt blev væk fra højmessen søndag formiddag.

Det gav domprovsten en idé: Hvis en af kirkens præster sidder i kirken et par gange i løbet af ugen, kan det give de personer i menigheden, der ikke er trygge ved at samles ved højmessen, mulighed for alligevel at komme i kirke, modtage nadver eller få forbøn.

”Jeg tænkte først og fremmest på de mennesker, der godt kunne tænke sig en samtale og at komme lidt ud og få noget socialt samvær. Mange af dem synes måske også, at det ville være lidt voldsomt at ringe til præsten – det er man jo ellers altid velkommen til at gøre. Men det kan forhindres af tanker om, at ’præsten har sikkert travlt’ eller ’jeg vil ikke trænge mig på’,” fortæller Anne Birgitte Reiter om initiativet ”Mød en præst i domkirken” og fortsætter:

”De tanker lægger dette tiltag låg på, for præsten sidder alligevel klar til at snakke, og man skal ikke lave an aftale først. Man kan bare stikke hovedet ind forbi.”

At møde et menneske
Overordnet har modtagelsen af domkirkens tiltag været meget positiv, fortæller domprovsten. Det har skabt et anderledes liv i kirken og gjort, at kirken er kommet mere i øjenhøjde over for de besøgende. Det er desuden hjulpet på vej af, at hverken Anne Birgitte Reiter eller hendes præstekollegaer er iført præstekjoler, når de sidder klar til at møde folk.

”Det ville bare skræmme nogen væk og være med til at skabe distance fremfor at være på linje med folk,” siger Anne Birgitte Reiter.

Det primære formål med ”Mød en præst i domkirken” er ganske simpelt, fortæller hun: At være til stede, så man giver dem, der har behov for det, muligheden for at komme forbi og møde et andet menneske.

”Mange af byens egne folk benytter lejligheden til at kigge ind og få en snak om stort og småt. Jeg ville ikke indlade mig på en lang og dybsindig sjælesorgsamtale, for man bliver forstyrret hver gang, der kommer nogen ind ad døren. Men man kan bruge anledningen til at spørge vedkommende, om man lige skal ses på et andet tidspunkt,” siger Anne Birgitte Reiter

Selvom tiltaget oprindeligt var tiltænkt de lokale, har det alligevel udviklet sig til noget mere.

”Der er mange turister i kirken, og de bliver ofte positivt overraskede over, at der sidder en præst klar til bare at snakke og svare på deres spørgsmål. Turisterne bliver også budt velkommen og budt på en kop kaffe. Det kommer der ofte nogle gode samtaler ud af, for når man ikke er lokal, kan man have mange sjove spørgsmål: Hvor bor biskoppen? Hvorfor er der ingen kalkmalerier? Hvorfor er der overhovedet en domkirke i Maribo, når byen er så lille?”

Derudover er tiltaget også med til at gøre kirken mere levende for de besøgende, mener Anne Birgitte Reiter:

”Uden for gudstjenesten er kirken i fare for at blive et rent kulturelt og musealt sted. Præsternes tilstedeværelse i tre timer om ugen kan ikke forhindre dette, men det er med til at pege på kirken på et helligsted – et rum, hvor man kan have en samtale med Gud. Derfor lægger vi også trykte ark med bønner frem, som besøgende kan tage med ind i kirken med sig ud i livet bagefter.”

Domkirkens præster overvejer stærkt at fortsætte med at sidde i kirken for at snakke med dem, der tilfældigvis kommer forbi, selv når coronakrisens greb om landet slækkes. Både på baggrund af de positive tilbagemeldinger og fordi, det har været en god oplevelse for dem som præster, fortæller domprovsten:

”Det er sjældent, vi præster sidder med hænderne i skødet – der er altid gang i noget, enten ved computeren eller en anden form for fokuseret arbejde. Men i den her time er man bare til stede og tager tingene, som de kommer. Det er en stor gave, og man kan mærke, at man bliver helt afslappet, når man sidder der. Skuldrene falder ned. Det er et åndehul både for dem, der kommer og får lettet deres hjerte, men bestemt også for os.”