Årsberetning for Lolland-Falsters Stift 2021

Af Marianne Gaarden

Hjertelig velkommen til den del af årets landemode, der foregår her i Bangs Have. En særlig velkomst skal der lyde til alle jer, der er med for første gang. I slutningen af 2020 blev der valgt nye medlemmer til menighedsrådene rundt om i stiftet, og i alt blev en tredjedel af medlemmerne skiftet ud.           Så jeg formoder derfor, at en del af jer ikke tidligere har deltaget i et landemode.

Jeg håber, vi får en god og givende eftermiddag i selskab med hinanden og med Henrik Bundgaard Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet og med næstformand i bestyrelsen i Kirkefondet, Finn Dyrhagen, provst emeritus, og som vi har haft den udsøgte fornøjelse at have ansat et år som præst her i stiftet, efter han gik på pension.

Kirkefondet har opdaget, at der sker noget her i Lolland-Falsters Stift, blandet andet fordi de har set vores bog ”Vel mødt under sky på kirkesti. Udfordringer og muligheder for Lolland-Falsters Stift", som udkom ved sidste års landemode.

Henrik og Finn har derfor tilbudt, at Kirkefondet vil investere tid, energi og ressourcer her i stiftet til et udviklingsprojekt i hvert provsti. Stiftsrådet har haft besøg af de to herrer på en visionsdag, hvor der blev foretaget en indledende brainstorm over, hvilket udviklingsprojekt hvert enkelt provsti har brug for i fremtiden.

Det er det arbejde, vi skal forsætte med i dag, og som I to, Henrik og Finn har lovet at guide os igennem.

Vi er taknemmelige for, at I vil afsatte tid og ressourcer til udviklingen i Lolland-Falsters Stift, og en stor tak for, at I også vil komme til vores landemode, selvom I skal direkte videre til Oslo, når vi slutter her i dag.

Så rigtig hjertelig velkommen.

Det er svært at komme uden om coronapandemien, når jeg skal kigge tilbage på det forgange år.

Sidste år kunne vi ikke mødes her i Bangs Have, men måtte nøjes med at samles en halv time i Domkirken med mundbind, afstand, håndsprit og ingen håndtryk.

Derefter steg smittetrykket kun, og mange, mange, mange aktiviteter blev planlagt, udskudt eller helt aflyst, senere så forsøgt genoptaget, for så blot at blive udskudt eller helt aflyst igen. Det i sig selv har været en udmattende proces og for mange også stressende.

Dertil kommer, at I menighedsråd, kirkefunktionærer, præster og vi i administrationen i stiftet kæmpede en brav kamp for at følge kirkeministeriets løbende opdateringer for covid-19-håndtering med diverse diskussioner til følge om, hvordan de forskellige retningslinjer nu skulle forstås og fortolkes. Og læg dertil, at vi i lange perioder ikke måtte mødes fysisk, men kun kunne tale sammen i telefon eller ses på en skærm.

At skulle holde digitale møder og konstituere sig i de nye menighedsråd har på ingen måder været den bedste måde at gå om bord i folkekirkeskibet på for alle I nye medlemmer.

Bølgerne gik da også højt op til jul, hvor vi i første omgang fik udstukket retningslinjer for, hvordan vi kunne afvikle julegudstjenesterne på en sundhedsforsvarlig måde.

Nogle var glade for dette, mens andre var mildt sagt oprørte over, at kirkerne kunne få lov til at holde gudstjenester.

Som I sikkert husker, blev retningslinjerne skærpet den 21. december, hvorefter man nåede at tage sine forholdsregler, inden der den 23. december om aftenen – mindre end 12 timer før de første julegudstjenester skulle begynde – kom nye opdaterede og væsentligt skærpede retningslinjer. Den korte tid taget i betragtning var det så godt som umuligt for præster, menighedsråd og kirkefunktionærer, at nå indrette sig efter. Vreden og frustrationen var selvsagt stor.

Og da EM-fodboldfans så i sommer festede på stadioner med flere tusinde mennesker samlet ved siden kirkerne med skrappe areal og afstandskrav, så pårørende måtte afvises i kirkedøren til familiemedlemmers begravelser og konfirmationer, så løb bægeret af vrede og frustrationer over.

Selv kirkeministeren udtale om restriktionerne i kirken, ”at det gav slet ingen mening!”

Vores politikere er blevet beskyldt for ikke at have forståelse for, hvad folkekirken og troen betyder for mennesker – ikke mindst under en krise. Og hvor står vi så nu?

I lyset af halvandet års pandemi er det fantastisk, at det er lykkedes at komme så godt i gang efter sommerferien, hvor alle de udskudte aktiviteter lige pludselig har kunne afholdes – bryllupper, dåb, møder, koncerter, udflugter, sognearrangementer og dertil kommer alle de private fester og familiefødselsdage, som alt sammen også har været udskudt, men som nu har skullet afvikles de samme dage.

Præster, kirkefunktionærer og menighedsråd løber stærkt for tiden for at nå at indhente alt det udskudte – og således også biskoppen. Også jeg har haft en masse udskudte aktiviteter på programmet, som alt sammen har skullet afvikles her efter sommerferien, og således også en visitats i Canada.

Efter to en halv uge i Canada med mundbind og hænder,

der igen er udtørrede af håndsprit i et land, hvor man ikke har en national regering, der har styret landet igennem pandemien, så skærper det på forunderligste vis blikket på den hjemlige kontekst.

I Canada har det været overladt til hver enkelt provins, som så har haft hver sin forskellige corona-strategi. Og jeg skal hilse at sige, at det er ikke at ønske. Forestil jer, hvordan det ville være, hvis hver region her i landet havde haft en egen strategi, for slet ikke at tale om, hvis det var hver kommune.

Jeg talte på rejsen med de lokale lutherske biskopper i de provinser, jeg havde besøgt, og de var mere end udmattede af, selv at skulle fortolke og flere gange om ugen sende nye retningslinjer til kirkerne i deres stifter.

Så selvom vi hurtigt kan blive enige om, at retningslinjerne for kirkerne ikke alle sammen var lige hensigtsmæssige, så har den hjemlige måde at organisere folkekirken på den store fordel, at vi har fælles retningslinjer, og vi har kunnet rette kritikken imod den regering og det kirkeministerium, som vi ikke syntes håndterede pandemien hensigtsmæssigt.

Alternativet, hvor enten hver biskop eller hvert menighedsråd selv har skulle finde ud af, hvordan pandemien har skulle håndteres, er efter min bedste overbevisning ikke attraktiv.

Så jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige jer alle mange, mange tak for den store indsats, I har ydet, for at få kirkelivet rundt omkring i stiftet til at fungere under det forgange års besværlige og til tider næsten umulige vilkår.

Det er blandt andet på grund af alle jer, at vi nu står med et hav af kirkelige aktiviteter og kan se fremad.

Og se fremad, det gør vi nu:

Vi er i gang med et pilotprojekt, som vi kalder ”differentieret vedligeholdelse af kirkebygninger”. Der er bevilliget penge (godt 2 millioner fra Fællesfonden) til at arbejde i de kommende år med kirkebygningerne. Projektet er forankret på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter med en arkitekt som projektleder, der har arbejdet med og forsket i kirkebygninger. Målet er at skabe muligheder for menighedsrådene til at prioritere midlerne til vedligeholdelse anderledes end i dag. Læs mere om projektet her.

En diakonikonsulent er ansat pr. 1. september til at hjælpe og understøtte det diakonale arbejde i de lokale sogne i et samarbejde med Samvirkende Menighedsplejer.

Vi samarbejder også med Københavns Universitet om en præst og ph.d.-studerende, der er ordineret og indsat i Rødby (også pr. 1. september). Hun har rødder i Rusland og Ukraine, så hun bedre forstår både tankegang og sprog hos nogle af de østeuropæere, der arbejder her på Lolland-Falster og i forbindelse med Femern Bælt-byggeriet.

Vi fortsætter også samarbejdet med Folketidende om en lille teaser til avisen om søndagens tekst, hvor stiftets præster på skift fortæller om, det handler om i kirken den kommende søndag.

Prædikenkurserne i stiftet fortsætter, så præsterne hvert år får mulighed for at videreuddanne sig i det, der er kirkens helt centrale opgave – at formidle evangeliet.

I stiftet har vi også supervisionsgrupper, så der er mulighed for få vejledning og sparring med kollegaer.

Præstepraktikken kører også videre med teologistuderende, der får et weekendophold her i stiftet, hvor de får mulighed for at lære stiftet nærmere at kende og får et mere indgående indblik i, hvad det indebærer at være præst. Vi har også teologistuderende som volontører i Pilgrimshuset, hvilket også har vist sig at være en øjenåbner for kommende præster, der ikke nødvendigvis lige kommer her til området, hvis man ikke har et ærinde i denne del af landet – og det er vigtigt i en tid med præstemangel.

Netop for at imødekomme præstemanglen, så en ny uddannelse dagens lys i år, hvor mennesker med en anden akademisk baggrund kan søge optagelse på universitetet på et alternativt teologisk uddannelsesforløb med henblik på præsteembede. Her skal man læse teologi i to et halvt år, og derefter skal man et halvt år på pastoralseminariet, inden man kan søge embede. Det betyder, at der om tre år kommer flere teologer ud på arbejdsmarkedet. Men indtil da skal vi have ansat mange nye præster. Inden for godt og vel et år vil 14 af stiftets præster være skiftet ud – det er knap en fjerdedel af alle præsterne, så der vil komme mange nye ansigter i den kommende tid.

Pilgrimshuset overtages den 1. januar 2022 af Maribo Domsogn takket være økonomisk bistand fra provstiet, men det står selvfølgelig fortsat åbent for alle i stiftet at bruge det til for eksempel udflugt med menigheden, konfirmanderne eller til pilgrimsvandringer. I denne uge der eksempelvis været en højskoleuge med mennesker fra hele landet, der har gået pilgrimsvandringer rundt i hele vores smukke stift.

På Madens Folkemøde deltog vi også i år med en bibelsk pop-up restaurant og en høstgudstjeneste i Engestofte Kirke. Det er dejligt at vi som folkekirke også kan være med på Madens Folkemøde.

Afslutningsvist skal jeg sige, at stiftsadministrationen selvfølgelig altid står til rådighed med hjælp og vejledning. Vi har to dygtige medarbejdere, vores specialkonsulent og jurist Trine Frydkjær Paulsen og HR-konsulent Lone Sønderup Mortensen, der kan hjælpe med alt fra udarbejdelse af stillingsopslag, ansættelsesbeviser, samarbejdsaftaler til arbejdstidstilrettelæggelse og ved afskedigelser. De kommer også gerne ud på et tidspunkt, der passer jer.

Tak til jeres alle for jeres store indsat.

Jeg ønsker jer alle rigtig god arbejdslyst og Guds velsignelse i arbejde rundt om i stiftet i det kommende år.