Prædiken i Sankt Nikolai Kirke den 26. september 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise
hos en af de ledende farisæere,
og de sad og holdt øje med ham.

Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen,
og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne:
»Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?«

Men de sagde ingenting.
Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå.

Derpå sagde han til dem:
»Hvis en af jer har en søn eller en okse,
som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op,
selv om det er på en sabbat?«
Det kunne de ikke svare på.

Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig
de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse:

»Når du bliver indbudt til et bryllup,
så sæt dig ikke øverst ved bordet.

Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du,
og så kommer han, der har indbudt jer begge,
og siger til dig: Giv ham din plads!

Så må du med skam indtage den nederste plads.
Nej, når du bliver indbudt,
gå da hen og sæt dig på den nederste plads,
så at han, der indbød dig, kan komme og sige:

Min ven, sæt dig højere op!
Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn.

For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges,
og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

Amen

Luk 14,1-11

Giv Gud æren

Jeg kom hjem i går aftes efter to en halv uge i Canada.
Formålet var at besøge de danske kirker i landet.

Canada har netop åbnet for udlændinge igen efter pandemiens lange nedlukning.

Så på rejsen mødte jeg også mange amerikanere,
der endelig kunne komme på ferie i Canada.
Man kunne høre dem på lang afstand, da de som oftest taler meget højt, så alle omkring kan høre dem.

Måske kender I typen.
Dem, der gerne vil vise omverdenen,
hvor betydningsfulde og fantastiske de er.

Der fortæller om egne bedrifter,
sine sidste rejser, anskaffelser, eller
om hvilke kendte mennesker, de omgås,
– namedropping kalder vi det.

I en bisætning får de lige fortalt,
at de var hjemme hos den eller den kendte personlighed.

De vil gerne have, at omverdenen skal vide,
hvilket spændende arbejde de har,
måske også hvor mange penge de tjener,
hvor godt de bor,
og så skal vi da også endelig lige høre,
hvor kloge og velbegavede andre synes, de er.

I kender sikkert typen, som de højrøstede amerikanere er billedet på?
Og egentlig bryder vi os ikke så meget om dem.

De taler kun om sig selv, ser ikke den person, de står over for, de stiller ingen spørgsmål og lytter heller ikke.
De er anstrengende at høre på,
og når man ser sit snit til det, skynder man sig væk.

Generelt bryder vi danskere os ikke om de højrøstede og selvoptagede amerikanere – men endnu værre er det,
hvis vi får øje på de samme karaktertræk hos os selv.
For hvem af os kan sige sig fri for trangen til at få opmærksomhed og anerkendelse.

Men hvorfor er det nu, vi mennesker har den trang?
Ja, det er vel såre enkelt 
– vi vil gerne føle os værdifulde og betydningsfulde.
Vi ønsker, at omverdenen skal se på os med øjne,
der tilkender os værdi og betydning.
Hvem vil ikke gerne have værdi og betydning for andre?

Og det er netop et af de temaer, dagens tekst handler om.
”Den, som ophøjer sig selv, skal ydmyges,
og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes”,
siger Jesus.

Han har faktisk lige demonstreret det foran alle gæsterne hjemme hos den ledende farisæer.
Det er ham med magt og indflydelse, som folk gerne vil omgås, så de kan lægge billeder op på de sociale medier,
der viser, at de har været til middag hjemme hos ham.
Gæsterne er kommet,
maden er klar til at blive serveret,
blikkene er rettet mod værten,
den indflydelsesrige og betydningsfulde farisæer,
men så flytter Jesus fokus 100 procent til den syge mand!

En betydningsløs person, der lider af vand i kroppen.
Og så er det pludselig ham, der får opmærksomheden,
og ikke den ledende farisæere, der er vært.

Da så gæsterne efterfølgende flokkes om at sidde ved siden af værten, skærer Jesus det ud i pap.

Han bruger billedet fra en bryllupsmiddag,
hvor gæsterne sætter sig oppe ved siden af brudeparret
til at illustrere det.

Det er ikke umiddelbart et billede,
vi kan overføre til vores kultur.
For hvem ville i dagens Danmark invitere til bryllup,
uden at have brugt timer på at lave bordplan for at tage hensyn til, hvem der nu kan sidde ved siden af hvem,
og hvem der ikke kan.

Men sådan var det altså ikke på Jesu tid.
Der valgte man selv sin plads, og det er den situation,
Jesus tager udgangspunkt i for at vise, at vi ikke skal sætte os på ærespladsen ved siden af brudeparret,
for så bagefter af værten at blive bedt om at flytte sig.
Det er langt bedre selv at være ydmyg og sætte sig bagerst,
så brudgommen kan komme og invitere en op foran.

Ved afskedsgudstjenesten for den tidligere biskop i Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel blev jeg bedt om et interview lige inden gudstjenesten begyndte, fordi jeg tidligere har arbejdet i stiftet. Derfor kom jeg først ind i kirken lige før, gudstjenesten begyndte. Forrest i kirken var der gjort plads til biskopperne, og der var én ledig plads tilbage på forreste række. Den var jeg ubetænksom nok til at sætte mig på –

men den plads var selvfølgelig til den afgående biskop, så måtte jeg pænt liste ned og sætte mig på en af de bagerste pladser i kirken.

Det var anskuelsesundervisning i denne lignelse,
hvor værten i lignelsen er et billede på Gud selv.
Gud har magten til at ophøje os eller ydmyge os.
Hvis vi søger at ophøje os selv, skal vi ydmyges,
hvis vi ydmyger os selv, så skal vi ophøjes af Gud.

Og Gud selv har, som ingen anden i verdenshistorien, vist os,
hvordan man kan lade sig ydmyge, både ved sin fødsel, sit liv og sin død:
Født under usle kår i en stald.
Levet et liv uden fast bolig, arbejde eller indtægt.
Til sidst pisket, spyttet på, sparket, hånet, mishandlet og hængt op på et kors.

Og så hang han der, tortureret, forpint og svigtet af sine venner på toppen af ydmygelsen.

Og hvor ville det have været menneskeligt,
hvis han havde sagt:
”Gud, vis dem, hvem jeg virkelig er.
Lad dem fortryde og angre, når de opdager det.
Lad dem stege i deres egen dårlige samvittighed.
Straf dem, ydmyg dem, de fortjener ikke bedre!”

Men Jesus er jo netop ikke menneskelig, så han sagde:
”Gud tilgiv dem, de ved ikke hvad de gør!”
Han gik i forbøn og ophøjede de mennesker,
der slog ham ihjel.

Jesus lod sig ydmyge og gav afkald på al ære
for øjnene af de mennesker, der passivt så til.
Men Gud ophøjede ham,
så vi nu i 2000 år har æret og tilbedt ham,
der lod sig ydmyge.

For den, som ophøjer sig selv, skal ydmyges,
og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes,
som Jesus siger i dagens tekst.

Man kan også formulere det på den måde,
at når man forsøger at ophøje andre, så ophøjes man selv.
Eller når man ydmyger andre, så ydmyges man selv.
For vi menneskers liv er viklet ind i hinandens,
og vi holder altid en lille smule af det andet menneskes liv i vores hænder.

Når præster har begravelsessamtaler med pårørende,
så er det så godt som altid de ting,
som afdøde har gjort for de pårørende, der fortælles om.
For når andre ophøjer os, så ophøjer de også selv,
og det er som regel det, vi husker dem for.

Derfor er det så godt at høre denne tekst, hvor Jesus minder os om, hvordan vi skal forholde os til hinanden.

Jeg tror egentlig, at vi alle inderst inde godt ved,
at omverdenen bliver trætte af at høre på os,
når vi taler om, hvor betydningsfulde vi er i vores mere eller mindre elegante forsøg på at ophøje os selv.

Så stå ned af den selviscenesatte scene,
sæt dig på bagerste i rækken (ikke nødvendigvis i kirken),
lyt til dit medmenneske og ophøj ham eller hende,
og hvis det lykkedes, så giv Gud æren.

Brug dine evner og talenter til at tjene Guds vilje.
Grin af dig selv, af dine egne fejl og mangler –
og opdag, at du allerede er tilkendt værdi,
at du allerede er betydningsfuld,
at du allerede er elsket af Gud.

Du skal ikke stå på scene for at høste hæder og ære,
for at du kan føle dig værdifuld og betydningsfuld.
Stil dig i stedet ind under Guds blik
og bliv set på med de øjne, der altid, uanset hvor dumt du har opført dig, tillægger dig værdi og betydning,
fordi du lige netop er den, du er – Guds elskede barn.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

Kirkebøn

Vi takker dig, Gud, for livet, du har skænket os.
Og vi takker for den verden, vi lever i,
og for de mennesker, vi holder af–  og dem som holder os ud.

Vi takker dig Herre Jesus Kristus
fordi du ydmygede dig og satte dig i vores sted.

Tak fordi du til stadighed kommer til os,
og berører os med dit ord,
åbner vore øre og øjne,
og formaner os til at være ydmyge.

Lær os at lovsynge din ære,
så vi ikke søger vores egen.
Vend os mod dig, så vi kan færdes retvendt.

Lær os at se alle vore medmennesker
som dine elskede og værdifulde børn,
så vi forstår at vi alle tilhører din familie,
og skal dele dine ressourcer her på jorden.

Giv os modet til at være ydmyge i tillid til,
at du altid vil ophøje os.

Giv os troen på, at vi er værdifulde
selv om vi godt ved, at vi er fulde af fejl.

Vær hos den, der lider, sørger eller er bange.
Hos den der er bitter, udmattet og modløs.
Og lad den, for hvem døden er nær, mærke
din omsorg, dit nærvær og din kærlighed.

Velsign vort land og dets indbyggere,
Dronningen og hele hendes hus, regeringen,
Folketinget og domstolene,
og giv dem og os, at vi må gøre din vilje.

Nedbryd falske fjendebilleder og fordomme.
Skab vilje til fred, dialog og forsoning,
overalt hvor der findes had, fanatisme
og krig, i den store verden og i de små hjem.

Styrk og bevar din kirke og alle os i den,
både her i Sankt Nikolai i dag og ud over hele din verden.
Gør os til et åbent, levende og givende fællesskab.

Værn om vores familie og venner,
og alle dem, som står os nær.
Og her kan vi hver især i stilhed
formulere vores egen bøn…

Gud hør vor bøn og
giv os alle din nåde, fred og velsignelse.

Amen