Af Marianne Gaarden, biskop
Beskeden kom mandag aften på et pressemøde i den forgange uge: At det meste af Danmark forbliver lukket ned til 10. maj, herunder også kirkerne, der netop står over for at skulle fejre den kristne kirkes største højtid, påsken.
Økonomerne forudsiger, at coronakrisen kan ramme økonomien dobbelt så hårdt som finanskrisen.
Der vil være næringsdrivende, der må dreje nøglen om. Der er pårørende til mennesker, ramt af COVID-19, der ikke kan besøge dem på hospitalet. Der er pårørende, der end ikke kan give hinanden et knus, når de i sorgen skal tage afsked med deres kære, fordi vi skal holde afstand til hinanden.
Det er som om, en lille virus har sat en tændstik til verden, som vi normalt kender den.
For efterhånden en del år siden rejste jeg med mine to unge sønner i Australien. Min mand, drengenes far, var et par måneder tidligere død af kræft. Min kendte og trygge verden var brudt sammen. Familien havde igennem mange år levet med sygdommen " on-off". Ikke desto mindre kom døden som et chok for mig. Jeg oplevede det som at stå i askedyngen, hvor min tilværelse var brændt ned. Jeg havde brug for en time-out og tog derfor imod invitationen fra australske venner til at besøge dem på den anden side af jorden.
En dag fik drengene overtalt mig til at tage på en køretur på ATV (en lille firehjulet motorcykel) i den australske bush. Med på turen var en naturvejleder.
Han fortalte om den meget anderledes vegetation og viste os eksotiske planter og buske. På et tidspunkt pegede han på en busk og forklarede, at denne busk kunne blive mere end 1000 år gammel. Buskens frøkapsler er så hårde, at de kun kan åbnes, hvis planten udsættes for meget høje varmegrader. Det vidste den oprindelige befolkning (the aborigines), og derfor satte de ild til et område i bushen, når de forlod det.
Det var helt ny viden for mig.
Indtil da havde jeg kun hørt om de australske skovbrande som en katastrofe, der - med rette - er frygtet i hele landet. Men her stod jeg altså overfor noget i naturen, som Gud har skabt, noget der bliver nødt til at brænde ned for at kunne sætte frø og spire på ny. Denne lille australske busk blev et billede på min egen situation. Min tilværelse var også brændt ned, men sindets frøskal åbnede sig. Det skete ikke fra den ene dag til den anden, men mit liv begyndte langsomt at spire på ny.
Det blev for mig en personlig erfaring af den kristne påskefortælling, det vi også kalder passionshistorien:
Fra palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel og hyldes som en konge, mens han godt er klar over, hvad der venter ham.
Skærtorsdag, hvor han spiser sammen med sine disciple for allersidste gang og indstifter nadveren.
Langfredag, hvor han bliver tortureret og korsfæstet.
Til påskedag, hvor kvinderne kommer til den tomme grav og bliver mødt af englen, der siger "Han er ikke her, han er opstået."
Og til anden påskedag, hvor to af hans disciple på vejen væk fra Jerusalem mod landsbyen Emmaus møder Jesus. Mødet med den opstandne Jesus Kristus vender op og ned på deres liv. Alt det, de troede lå i ruiner, viser sig at være opstået på ny.
Det er mit håb og min bøn i denne tid, at der efter coronaens hærgen vil spire et nyt liv frem i en verden, hvor vi tager hånd om hinanden. Det er påskens budskab til os alle, at nyt liv kan opstå af den tomme grav, en personlig askedynge og de lukkede kirkedøre.
Glædelig påske.
Klummen blev bragt i Folketidende lørdag den 11. april 2020.
