Kvindelige præster
”Det ville ikke stå godt til for den danske folkekirke, hvis modstanderne af kvindelige præster ikke ytrede sig.”
Af biskop Marianne Gaarden
Det er nemt at sige for en kvindelig biskop i et stift med en kvindelig domprovst, en kvindelig domorganist og med en kvindelig kirkeminister for en folkekirke med 55% kvindelige præster. Udsagnet stammer imidlertid ikke fra mig, men fra pastor Johanne Andersen, der var en af de tre første kvinder, der blev ordineret i Danmark for 70 år siden. Hun var valgt af den grundtvigske valgmenighed i Nørre Ørslev på Falster. Hendes udsagn skal ses i lyset af, at over en tredjedel af landets (mandlige) præster, havde truet med at forlade folkekirken, hvis der blev ordineret kvindelige præster. Ingen af de mandlige præster, gjorde imidlertid alvor af truslen om at forlade folkekirken. Efter ca 30 år var kun 1% af landets præster kvinder. Der er heldigvis sket meget de sidste 40 år, selvom modstanden i begyndelsen var stor. Det sætter Johanne Andersens udsagn i perspektiv. Hun rummede modstanden, ja bød den ligefrem velkommen. At forskellige synspunkter rummes i folkekirken, er for mig at se en af folkekirkens helt store styrker.
Folkekirkens rummelighed indebærer også, at det er nemt for journalister at finde to præster i folkekirken, der har det modsatrettede synspunkter. Det var også tilfældet hen over julen sidste år, hvor medierne fandt nogle mandlige præster, der er imod deres kvindelige kollegaer. ”Skal der virkelig være plads til dem i folkekirken”, lød indvendingen, og svaret er med Johanne Andersens ord: ”Det ville ikke stå godt til for den danske folkekirken, hvis modstanderne af kvindelige præster ikke ytrede sig.”
Den rummelige folkekirken bliver imidlertid ofte revset for at være tandløs, netop fordi ingen kan udtale sig på folkekirkens vegne – en præst mener en ting, en præst en anden. Så er folkekirkens rummelighed en svaghed? Nej – tværtimod! Det er for mig at se helt afgørende, at alle stemmer kommer til orde. Der er først grund til bekymring, når diskussionen forstummer, for så er vejen banet for det ensidigt perspektiv. I Faderens hus er der som bekendt mange boliger, og ingen mennesker har adgang til hele sandheden. Vi er forpligtet til at lytte til og tale med hinanden, respektere hinandens forskellige perspektiver og teologiske fortolkninger og så lade vore meninger brydes. Det er styrken, at det kan rummes inden for den samme folkekirke. ”Som folket, så kirken”, sagde Grundtvig. Folkekirkens rummelighed er for mig at se, en af de største gevinster ved ordinationen af kvindelige præster for 70 år siden.
