Fortsæt til hovedindholdet
Artikler og udgivelser
Nyheder

Det bliver en påske, vi sent vil glemme

Kirkerne forbliver lukkede i påsken, men kristendommens budskab vil gå gennem lukkede døre og komme os i møde via radio og tv, skriver biskop Marianne Gaarden

Det bliver en påske i år, som jeg sent vil glemme. Efter et par døgn med forskellige signaler fra Kirkeministeriet er meldingen nu, at vi skal fejre påske for lukkede kirkedøre. 

Biskopperne værdsætter kirkeministerens forståelse for påskens betydning for kirken, men et flertal af landets biskopper ønsker at være solidariske med befolkningen. Det synspunkt deler jeg. 

En åbning af kirken skal ske i takt med det øvrige samfund, når det sundhedsfagligt vurderes at være forsvarligt. Den mulighed, der fra politisk hold blev åbnet for, var gudstjenestefejring i kirken påskedag, hvilket i mine øjne ikke er hensigtsmæssig. 

Corona-smittefaren forsvinder jo ikke, blot fordi det er påskedag. Jeg havde hellere set, at kirkerne, som en del af den samlede plan for en langsom og gradvis åbning af Danmark, fik mulighed for at åbne kirkedøren for personlig andagt. Derved kunne man alene eller sammen med få andre i kirkerummet bede en bøn, tænde et lys, eller blot sidde i stilhed og lade freden falde over sig, alt imens Sundhedsstyrelsens retningslinjer overholdes. Dette var der imidlertid ikke til debat. Så nu indstiller vi os alle på at holde påske for lukkede kirkedøre. 

I Lolland-Falsters Stift fortsætter vi med at sende digitale gudstjenester også i påsken via stiftets hjemmeside og YouTube kanal

På grund af de lukkede kirker har Danmarks Radio ændret deres udsendelser og sender i påsken flere gudstjenester i fjernsynet. I kan se programmet her. Endvidere er der radiogudstjenesterne på P1 og P2, og endelig er der en masse præster både her i Lolland-Falsters Stift og i resten af landet, der producerer gudstjenester, som kan ses på nettet. 

Det er en sand fornøjelse at opleve, hvordan det kristne budskab i disse dage spredes med lynets hast takket være fjernsyn, radio og de digitale medier. Så af hjertet tak til alle jer, der gør det muligt, at vi fortsat kan høre påskens budskab om, at Jesus døde langfredag og genopstod påskemorgen, hvorved døden er overvundet – også for os mennesker. 

Det er et evigt mysterium for forstanden og samtidig næring for sjælen. Ved sin død og opstandelse forenede Gud sig med os mennesker. Det betyder, at vi ikke er alene, men forenet via Helligånden, der gennemstrømmer og forbinder os med hinanden. Og det er netop fællesskabet, vi kæmper for i Danmark lige nu. 

Det kristne budskab går, som den opstande selv, igennem lukkede døre, og kommer os i møde via vores skærme og radioen. Glædelig påske til jer alle.