Uncategorised

Af biskop Steen Skovsgaard

PINSEDAG 2008 Strandkirken

 

290: I al sin glans 299: ånd over ånder

448: (dåb)Fyldt af glæde vers 1-3 - og 4-5

292: Kærligheds og sandheds ånd

--

725: Det dufter lysegrønt 287: Kraften fra det høje

 

Det er ikke helt let at forstå alt det der siges i evangeliet til i dag pinsedag.

Men når teksten er valgt som prædiketekst er det først og fremmest fordi den

fortæller os noget vigtigt om Helligånden og om pinse. Det er jo Helligånden,

som vi fejrer i dag pinsedag, den 50. dag efter påske.

Og i evangeliet hører vi, at Jesus vil sende Helligånden – eller talsmanden,

sandhedens ånd, som det også hedder – til sine disciple. Han vil ikke efterlade

dem faderløse, siger han, men gennem Helligånden vil han være hos dem i

tiden fremover. Og det vil sige også hos os i dag.

Jesus ved nemlig, at uden Helligånden vil de og vi hverken kunne tro eller

kende Gud. Det er alene ånden, som kan fortælle os, hvem Gud er. Det kan vi

aldrig sige os selv. Og vi skal heller ikke prøve på det, for det eneste der

kommer ud af det bliver en afgud.

Vi kan heller ikke læse os til hvem Gud er og heller ikke at han er. Det er hver

gang Ånden – Guds egen Ånd – som må hviske det til os og overbevise os om

Guds eksistens og som må fortælle os både hvem Gud er og hvad Han gør.

Og til det formål bruger ånden ordet. Ja, her i kirken taler vi om, at der er tre

måder redskaber eller kanaler, som ånden benytter til at fortælle hvem Gud er

og hvad han vil med os. Det er ordet, dåben og nadveren. Alle tre ting er vi

sammen om i dag, for vi slutter gudstjenesten af med at holde altergang. Det

er de mødesteder, som Gud har valgt at bruge for at komme i kontakt med os.

Men hvis ikke ånden virker med, så vil det hele bare være hult og tomt.

Helligånden er levesaften, som vi sang i salmen inden prædikenen. Du er

Guddomskraften, du er levesaften. Det er ligesom med saften der løber op

igennem træernes bark, og som trækker næring fra jorden og hele vejen op

igennem træet ud til de yderste grene. Uden denne levesaft, ville træet være

dødt. Det ville aldrig kunne blomstre og sætte frugt.

Sådan også med vores gudsforhold. Hvis ikke Helligånden bærer med og

virker med, så visner troen i os.

Derfor har jeg også altid indledt evangelielæsningen med den lille bøn, som

jeg også brugte i dag: ”Helligånden oplyse sind og hjerte for os og velsigne

ordet for os!”

Vi må bede Helligånden om at åbne vore hjerter og gøre ordet klart og

levende for os. For uden ånden er ordene bare det rene kling klang.

Sådan er der ganske vist også nogle, som siger om det, der siges i kirken. ”Vi

fatter det ikke!” siger de. ”Det er jo hult og tomt og uden forbindelse med

virkeligheden”.

Men som regel er det mennesker, som aldrig går i kirke, der påstår det. De

fleste kirkegængere vil som regel altid sige, at der var alligevel noget – eet

eller andet, som rørte dem i hjertet. Det er ikke sikkert, at det er prædikenen –

det er endda langt fra tilfældet – det kan være så meget andet. Jeg har mange

gange spurgt mine konfirmander, som afslutning på konfirmandforberedelsen,

hvad de synes der var det bedste ved Gudstjenesten. Og her har jeg fået

mange overraskende svar: det bedste er nadveren, siger mange. Og rigtig

mange siger: det bedste er stilheden. Det er i grunden mærkeligt, for der er jo

ikke så mange øjeblikke hvor der er stille i en gudstjeneste. Og engang havde

jeg også to psykisk udviklingshæmmede konfirmander som svarede –

uafhængig af hinanden: det bedste ved gudstjenesten er Gud. Det er nok eet af

de flotteste svar som jeg har fået, for det siger noget om, at ved at deltage i

gudstjenesten kan vi virkelig – hvis vi er åbne og modtagelige – opleve et

glimt af Gud selv.

Måske oplever vi det ikke som noget stort og voldsomt som den første

pinsedag, hvor disciplene næsten blev slået omkuld. Måske føles det bare som

et lille stik, eller som en kærlig berøring, men i hvert fald noget som på én

eller anden måde bevæger sind og hjerte.

Hver gang man har det sådan, så kan man være sikker på, at så er det

Helligånden, der er på spil.

Der var en teolog der for et par dage siden sagde om pinsen: ”Mennesker

holder ikke op med at fejre pinse, fordi de ikke forstår den. Nej, de forstår den

ikke, fordi de ikke fejrer den.” Det er ved at fejre gudstjeneste, ved at komme

sammen om ordet, dåben og nadveren at det afsløres for os hvem Gud er. Og

det er Helligåndens gerning. Uden Helligånden ville det hele falde fra

hinanden.

Der tales meget om sammenhængskraften i denne tid. Vi har som samfund

brug for sammenhængskraft, hedder det. Der skal være noget, der binder os

sammen. Hvis der ikke er det, vil det hele falde fra hinanden. Og det er jo

rigtigt. Det er som murstenene her i strandkirken. Hvis ikke der var noget

mørtel, som bandt stenene sammen, så ville kirken hurtigt falde fra hinanden.

Sammenhængskraften – som også er Helligåndens gerning – er helt

nødvendig.

Først når den er til stede, vil det hele hænge sammen på en ny måde. Så vil

der ske det, som Jesus siger, at I vil erkende, at jeg er i min fader, og I er i

mig, og jeg i jer.

Det er ganske vist eet af de udsagn som kan være vanskelige at forstå eller at

ha med at gøre. For hvad menes der? Hvordan kan Jesus være i os, samtidig

med at vi er i ham?

Jeg kan måske illustrere det med denne flaske. Jeg er i jer, siger Jesus. Det er

som hvis vi fylder vand i flasken, så vil vandet være i flasken. I er i mig! Hvis

jeg nu havde et større kar med vand og sænkede den fyldte flaske ned i

vandet – ja, så ville vi have situationen: så kunne vi sige det samme: vandet er

på én gang i flasken og flasken er i vandet.

Og sådan kan vi også se på vort forhold som kristne til Gud. Gud er omkring

os. Han fylder hele universet, han er så omfattende, at det er umuligt for os at

gribe eller forstå ham; men Han kommer os nær. Fylder os med sin helligånd,

sådan som Jesus lovede, og som det sker i pinsen. Her tager den store og

omfattende ånd bolig i disciplene. Ånden bor fra nu af i dem, og de lever i

ånden.

Hvad skal der så til, eller hvad kræves der af os for at Guds ånd kan tage bolig

i os?

Ja, her kan vi igen se på flasken. For det eneste der kræves er, at den er åben.

At den er i stand til at tage imod vandet. Problemet opstår først, hvis vi lukker

af. Hvis flasken beholder kapslen på kan vandet jo ikke trænge ind.

På samme måde med os. Hvis vi siger og lever som om, at vi har nok i os

selv, at vi ikke har brug for Gud og vil afvise ham, så kan der selvfølgelig

ikke fyldes noget på. Det kræver en åbenhed og modtagelighed at gå i kirke

og at tage imod Gud og Gudsriget. Det kræver tomme hænder.

Som vi hørte det for lidt siden ved barnedåben. Den der ikke tager imod

Gudsriget som et lille barn, han kommer slet ikke ind i det, siger Jesus.

Er der noget børn er gode til, så er det netop at tage imod. Faktisk kan de ikke

ret meget andet. De må tage imod mad og tøj, pleje, kærlighed osv. De kan

ikke andet end åbne sig tillidsfuldt overfor verden. Hvis I ikke tager imod

Gudsrige ligesom et lille barn kommer I slet ikke ind i det.

Så når vi spørger: Hvad skal der til – og hvad kræves der af os? Så er svaret:

Åbne hænder. Modtagelighed. Tro – kunne vi også kalde det. Det er det

eneste der skal til.

Problemet er bare, at vi vil så meget andet. Vi vil hellere klamre os til os selv

og alt vort eget. ”På vort eget nat og dag stirrer vi med velbehag, det forstyrrer

freden” sang vi.

Det forstyrrer freden, og det lukker os for Gud og for hinanden. Vi bliver

fanger af vort begær, af materialisme, af ting som vi vil eje og ha. Og opdager

vi ikke, at det ligeså stille baster og binder os.

Jeg har læst et sted, at indianerne i Brasilien har en særlig måde at fange aber

på. De laver en kasse, hvor der er et hul, som lige er stort nok til at en

abehånd kan gå igennem, og så lægger de en kokosnød inde i kassen og

lægger sig på lur og venter. Aberne som af natur er nysgerrige, kommer så

hen til kassen for at undersøge den, og når de stikker hånden ind i hullet

mærker de den dejlige og fristende kokosnød, som de griber om. Og så sidder

aben fast, fordi den ikke kan få sig selv til at slippe kokosnødden, og nu kan

hånden ikke komme igennem. Så kan indianerne stille og roligt gå hen og

fange aben.

Vi synes måske nok, at aben må være meget dum, men der er heller ikke på

det punkt den store forskel på mennesker og aber. Vi er nøjagtig ligeså

begærlige og lader os fange ligeså let. Og det forstyrrer freden.

Hvor Herrens ånd er, der er der frihed! – skriver Paulus i 2. Korintherbrev.

Det er kort og godt det som er Helligåndens gerning: at sætte os fri. Så vi

bliver frie til at elske gud og vores næste. Frie til at tage imod og give videre

af den kærlighed som Gud elsker os med.

Vi kan ikke selv – men Gud kan bevæge os til det. Og det gør Han ved at

sende os sin ånd. Ånden, der er ligesom en golfstrøm. Den bevæger sig i og

imellem vore kolde hjerter. Varmer, nærer og opliver vore sind og hjerter.

Gud sendte din ånd over disciplene pinsedag – og Han sender sin ånd også

over os i dag her i Strandkirken.

Glædelig pinse

Amen

lov og tak og evig ære være dig vor Gud fader søn og helligånd du som var er

og bliver én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse nu og altid og i al

evighed

amen

Biskop Steen Skovsgaard

1

Prædiken v. Folketingets åbning 2008

Da der er tradition for, at præsten ved folketingets åbning selv vælger

prædiketekst, så har jeg naturligvis spurgt mig selv, hvad I

folketingsmedlemmer mon særligt kunne ha’ brug for at høre i kirken i dag.

I, som til daglig sidder med stor magt og indflydelse, og som i høj grad er

med til at bestemme over manges liv og hverdag.

I, som alles øje hviler på, og som journalister flokkes om og følger, både

åbenlyst og indimellem endda også med skjult kamera.

Hvad har I i grunden brug for at høre?

Med de to tekstlæsninger, som vi har hørt, har jeg fundet det vigtigt at

fremhæve i hvert fald et par ting, som det til denne gudstjeneste kan være

godt at blive mindet om.

For det første fortæller læsningerne hver på deres måde, at vores – og altså

også jeres - magt er begrænset. Det er nu nok ikke helt nyt for jer; men at

jeres magt er så begrænset, at I i grunden ingenting kan stille op uden Gud,

det kan sikkert godt være nyt og overraskende for nogle.

”Hvis ikke Herren våger over byen, våger vægteren forgæves.” hørte vi.

”Hvis ikke Herren våger over landet, arbejder politikerne forgæves.” Sådan

kunne det godt oversættes i dag.

Det er altså ikke kun befolkningen og journalister, som våger over jer og

følger jeres skridt. Det gør Gud også. Ja, det er endda sådan, at hvis ikke

Gud med sin nåde og barmhjertighed holdt sin hånd over vort land og

over jer, vore politikere, så kunne I ligeså godt pakke sammen og tage

hjem. Så ville det hele være forgæves. Alt jeres udvalgsarbejde, alle jeres

anstrengelser og sene natteforhandlinger ville være forgæves og til ingen

nytte.

Her er det som om, at jeg kan høre enkelte indvendinger: For er det nu

også rigtigt? Er det ikke bare en hul påstand, som lyder i en kirke, der

hverken har forstand på eller bør blande sig i politik? Har Gud

overhovedet noget med folketingsarbejde at gøre? Hvordan kan vi vide

eller for den sags skyld mærke, at Gud våger over os? Vi kan jo ikke se

Ham. Og man skal da være både døv og blind, hvis man ikke kan se, at

der sker meget både indenfor og udenfor folketinget, hvor det kan være

ualmindelig svært at se, at der skulle være én, som våger over os.

Og hvad for resten med alle dem, der ikke tror på eller vil vide af Gud?

De klarer sig jo sådan set helt godt alligevel. Indimellem er det endda

som om at de klarer sig allerbedst.

Er det ikke altsammen tegn på, at Gud slet ikke findes?

Sådan kan der være masser af mere eller mindre logiske og berettigede

indvendinger imod Gud og Guds eksistens; men derfor kan der godt

være grund til alligevel ikke at drage forhastede slutninger og fornægte

Gud.

For selvom vi ikke umiddelbart kan se eller mærke, at Gud våger over os, så

er det ikke et særligt overbevisende tegn på, at Gud ikke findes. Det ville

være den samme logiske slutning, som hvis fisken siger, at den ikke tror på,

at vandet findes. ”Jeg kan jo ikke se vandet, så hvad skal jeg med det? Det

går da i øvrigt også meget godt uden! Jeg svømmer da fint!”, kunne den sige.

Eller fuglen, som ville afvise, at luften er til, fordi luften er usynlig.

Det er jo tåbeligt. Ja, sådan kalder Bibelen det faktisk også, hvis man siger,

at Gud ikke findes. ”Tåberne siger i hjertet: Gud er ikke til” står der i den

gammeltestamentlige salme 14.

Men man kunne også – og det er så lidt mere alvorligt - sige til alle, der

fornægter Guds eksistens: Hvad nu hvis Gud alligevel findes? Tænk hvis det

nu er rigtigt, at Gud virkelig lever og våger over os? For sæt Han så

pludselig en dag valgte at trække sin velsignelse tilbage? Hvad ville der så

ske?

Jeg har hørt om forfatteren Aksel Sandemose - om det er en sandfærdig

historie ved jeg ikke, men derfor kan den jo være god nok. Aksel

Sandemose, som var erklæret ateist, drømte en nat, at Gud selv pludselig

åbenbarede sig for ham. Han drømte, at Gud stod for enden af sengen, men

Aksel Sandemose sagde alligevel trodsigt til skikkelsen: ”Gå dog væk Gud.

Du ved jo, at jeg ikke tror på dig.” Efter at have stået der et stykke tid

rystede Gud sørgmodigt på hovedet og sagde: ”Der er noget, du har

misforstået, lille Aksel. Det er ikke dig, som ikke tror på mig, det er mig,

som ikke længere tror på dig.”

Og så forlod Gud ham. Aksel blev i drømmen overladt til sig selv og

mørket.

Når vi samles i kirken til gudstjenester, så gør vi det i troen på, at vi ikke

er overladt til os selv. Gud er til, og Han våger over os, også selvom vi

ikke kan se Ham eller forstå Ham eller altid mærke det. Også selvom en

enkelt præst skulle finde på at sige, at han ikke tror på Gud, så lyder det

fortsat i kirken, at Gud lever og virker og opretholder os og verden.

Så når vi samles i dag her i denne smukke kirke er det for at glæde os

over og takke Gud for, at Han stadig våger over os og vort folk og

fædreland.

Det er ganske enkelt derfor vi bygger kirker. For at have et sted, hvor vi

kan komme hen at høre at vore synder er os for Jesu Kristi skyld

forladte. Vore synder, bekymringer, sorg, mismod, frygt og modløshed

begraver vi her i kirken på Jesu ord, og vi stamper hullet til med tak og

lovsang til Gud. Og med dans og glæde over livet.

I Radsted på Lolland siger man, at Helvede ligger 7 mil under Radsted

Kirke. Jeg hørte udtrykket for første gang for et par år siden, og provsten

tilføjede dengang, at han altid har holdt så meget af det udtryk. ”For”,

som han sagde: ”det siger noget om, hvorfor kirken ligger der. Den

ligger der som en prop for at holde Helvede nede.”

Kirken ligger der som en prop, eller som et værn imod kaosmagterne. En

bedre formålsbeskrivelse for kirken kender jeg ikke. For med sin lovsang og

bøn, og med sit tilsagn om syndernes forladelse er kirken med til at holde det

onde i ave.

Bønnen er og bliver dermed kirkens og menighedens fornemste kendetegn

og vigtigste opgave.

Og det er da det andet, som jeg har lyst til at fortælle jer og minde jer om i

dag.

Vi har en kirke i vort land med menigheder, som trofast beder for vort folk,

folketing og fædreland. Folketinget er hermed nok den arbejdsplads, der

bliver bedt allermest for i hele landet.

Jeg har selv i alle mine præste-år hver eneste søndag i kirkebønnen bedt for

vort land, dronning, regering og folketing, og det er der rigtig mange præster

og menigheder, som gør. Det synes jeg som sagt, at I på denne dag ved

Folketingets åbning skal have at vide og huske på. I har mange menigheder

rundt omkring i landet, som trofast, søndag efter søndag, beder for jer og for

jeres arbejde.

Sikke en rigdom!

I tilhører med andre ord en arbejdsplads, der bliver bedt meget for. Ganske

vist ikke altid særlig konkret, for det kan der desværre komme strid ud af.

Det hørte jeg for mange år siden, hvor én af min venner, som var præst på

Fyn, fortalte mig, hvordan han op til Folketingsvalget i 1973 i kirkebønnen

havde bedt Gud om at give os ”et samarbejdsdueligt Folketing.”

Hvorefter der var en fra menigheden, som indsendte en klage over, at

præsten i sin kirkebøn havde bedt imod Fremskridtspartiet.

Men bønnen er ikke desto mindre kirkens og kristnes fornemste opgave.

Den tyske teolog, Karl Barth, siger det på denne måde i sin dogmatik:

”At tro betyder i grunden at bede!”

Det er denne levende forbindelse til Gud, som Jesus taler om, og som vi

hørte i den anden læsning i ordene til disciplene: ”Ligesom en gren ikke

kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan

I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.”

Uden denne nære og levende forbindelse til Jesus, kan vi ikke sætte

frugt, ja, slet intet gøre. Uden bøn bliver det hult og tomt i det hele taget

at tale om kristentro.

Derfor står Fadervor også som noget helt centralt for den kristne tro. Den

bøn er det
allerbedste udtryk for, hvad det vil sige at være kristen.

Fadervor fortæller os nemlig, hvem Gud er, og hvem vi er: Gud er vores

far, og vi er hans børn. Vort forhold til Gud er et barneforhold, et

afhængighedsforhold, ja, et kærlighedsforhold, hvor kærligheden vel at

mærke aldrig skal fortjenes, for den er der bare. Som en sikker

grundvold, der ikke vakler. Uden Fadervor er vi som analfabeter, der

ikke aner hvem Gud er.

Jeg var for 14 dage siden på en visitats i et pastorat i Lolland-Falsters

Stift, hvor jeg besøgte en skovbørnehave. Her fik jeg lejlighed til at snakke

med børnene, og havde i dagens anledning mit bispekors på så de kunne se,

at det var biskoppen, der var på besøg. Men da jeg spurgte dem, om de

vidste, hvad det var, jeg havde om halsen, var der én som prompte svarede:

”Det er et kryds!”

Da jeg var kommet mig lidt over chokket, spurgte jeg, om de ikke havde hørt

om én, der hedder Jesus. Hvortil én svarede: ”Jo, det har jeg. Jeg har en film

med ham derhjemme!”

I kirken bliver vi mindet om, at et kryds kan være andet og mere end et

kryds, og at der er en virkelighed, som er mere virkelig, end den vi ser på

film.

I kirken hører vi, at der er andet og mere i denne verden, end vi kan måle og

veje, se og føle.

Ligesom der er andet og mere end økonomi og politik. Derfor har kirke og

politik brug for hinanden. De må ikke sammenblandes, men de må til

gengæld heller ikke adskilles. De hører begge hjemme i det offentlige rum

og har brug for hinanden. Ja, vi kan simpelt hen ikke undvære hinanden.

Med det vil jeg ønske jer politikere et godt og frugtbart folketingsår. Må

jeres arbejde blive til gavn og til glæde for det danske folk, og særligt til

hjælp og til værn for de mindste og de svageste iblandt os.

Amen

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud Fader søn og helligånd, du som var

er og bliver én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse så nu og

altid og i al evighed

Amen

 

Lolland-Falsters Stift blev udskilt fra Fyens Stift i 1803, men ”smålandene”, Lolland og Falster med Fejø, Femø og Askø, havde allerede længe haft en vis selvstændighed i kirkelig henseende. Siden 1688 er der f. eks. blevet holdt eget landemode (stiftsmøde) i Maribo. Hensigten med delingen var at skabe overensstemmelse mellem den kirkelige administration (stiftet) og den verdslige (amtet). Det gjorde Lolland-Falster til landets mindste stift. Sådan er det forblevet indtil i dag, også selv om mange andre forhold har ændret sig. Men stiftets størrelse med 104 sogne giver mulighed for overskuelighed og nærhed til hinanden til gavn for det kirkelige fællesskab.

 

hesnaes pomlenakke 3

 

Samtalegruppe for mennesker som har mistet 

Livet er ikke det samme efter et dødsfald. Den anden er her ikke mere. Ikke mere af alt det, I plejede at være fælles om. Det er som om, det skal læres på ny. Det er svært og uoverkommeligt. Når livet gør ondt har man brug for nogen at tale med.
Derfor afholder sognepræsterne Lisbeth Rødby Kristoffersen og Ulla Rasmussen samtalegruppe for mennesker i sorg. Kunne du tænke dig at være med?


Læs mere om samtalegruppen og om, hvornår det foregår

Underkategorier

 

Der er en fejl i klokkeslettet til arrangement til foredraget om Luther -. ven eller fjende.

Det rigtige klokkeslet er kl. 17.00. vi undskylder fejlen.

   

Det sker  

   
© Lolland-Falsters Stift