Marianne Wagner1

Marianne Wagner er ansat som ny sognepræst i Nr. Alslev-Nr. Kirkeby pastorat fra den 1. december 2017. 

 

Marianne Wagner er 47 år og har siden nytåret 2013 været sognepræst for Træna og Aldersund på Helgelandskysten, Petter Dass` hjemland. Marianne blev ordineret i 2010 og har haft flere vikariater i Fyens stift før hun flyttede til Norge med hendes mand Adam , og deres to børn, Gudrun og Ole på hhv. 12 og 10 år. 

Vi har i den anledning bedt Marianne om en kort beskrivelse af sig selv:

"Jeg er – på mødrene side – ud af en gammel præsteslægt (Plesner), så selv om jeg kom til teologistudiet ad omveje, idet jeg er udlært i boghandel og har læst til lærer, så var det altså ikke en fremmed tanke at blive præst. Og jeg har aldrig fortrudt, da jeg næppe kan forestille mig en mere meningsfyldt opgave end at forkynde evangeliets lys og trøst, nemlig håbet om det evige liv i Guds gyldne sale.

Da jeg søgte stillingen som sognepræst i Nørre Alslev og Nørre Kirkeby var det fordi menighedsrådet ønskede en præst, som følte sig forpligtet på bekendelsesgrundlaget, en præst, som så en særlig opgave i varetagelsen af højmessen, og som havde sans for det musikalske. Jeg syntes, at jeg kunne leve op til dette og tænkte, at her ville der være mulighed for et godt samarbejde. Den opfattelse blev jeg bestyrket i, da jeg var til prøveprædiken og mødte både menighedsråd og personale.

Så jeg glæder mig meget til at begynde i embedet, hvor jeg ønsker at fortsætte de traditioner, som allerede er indarbejdet. Selvfølgelig har jeg også ønsker om selv at præge min stilling. Jeg er historisk og litterært interesseret og vil gerne formidle denne interesse, for eksempel i form af studiekreds, men generelt har jeg den holdning, at man som præst kommer udefra og må stikke fingeren i jorden og se, hvilke initiativer, der er grobund for.

Jeg har – som nævnt – boet længe på Helgelandskysten, og vi har haft det godt her, det har været både spændende og berigende for en landkrabbe som mig at prøve kræfter med en tilværelse, hvor havet fylder så meget. Det har jeg skrevet om på min hjemmeside www.altsomharmaele.com. Derfor er der også i skrivende stund en vis vemod over at skulle rejse. Men midt i dette har vi alle følelsen af, at præstegården i Nørre Alslev er et hjem, som vi virkelig glæder os til at komme til. For at føle sig hjemme er udgangspunktet for alt godt. Derfor er det en velsignelse midt i vemoden at kunne sige: Nu skal vi hjem."

Indsættelsesgudstjenesten finder sted søndag den 3. december 2017 kl. 14.00 i Nr. Aslev Kirke med medvirken af Nr. Alslev Kirkes Pigekor. Menighedsrådet byder på en forfriskning, hvor alle er velkommen til at hilse på den nye præst og hendes familie.

   

Det sker  

man tir ons tor fre lør søn
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
   
© Lolland-Falsters Stift