Afskedshæfte2017

Den 14. juni 2017 holdt biskop Steen Skovsgaard afskedsgudstjeneste i Maribo Domkirke. Med udgangen af august 2017 fratræder han embedet efter 12 år som biskop i Lolland-Falsters Stift, og i den anledning har han skrevet en års- og afskedsberetning, som har fået titlen: Hvad var det dog, der skete? Ordene er fra indledningen til Kaj Munks kendte digt: Den blå anemone, hvor Kaj Munk udtrykker en stille forundring over alt det underfulde i tilværelsen.

 

Steen Skovsgaard skriver i indledningen:

- Hvad var det dog, der skete? Det skal være beretningens fokus. En skildring af alt det – eller noget af det – underfulde og særlige, som jeg har oplevet, og som jeg personligt bare har lyst til at standse op ved og fortælle. Alt det overraskende, uventede, glædelige, sjove og skæve, som er sket i Lolland-Falsters Stift i de 12 år, hvor jeg har fået lov til at være biskop.

I beretningen hører vi om, hvad der skete, da Steen Skovsgaard i 2005 blev valgt som biskop, om hans første og ualmindelige embedshandling, som var at indvie en træhest, om visitatserne, mødet med en vækkelsesprædikant, dansen med en gøgler i Døllefjelde Kirke, grundlovsmøder, hans og biskop Græsholt deltagelse i Folkekirkens Nødhjælps landsindsamling, dommedagsdebat, hærværk på et historisk træ o.m.a.

20 forskellige tanker, indtryk og oplevelser, rigt illustreret med fotos af bispekåben og Lolland-Falster. Beretningen slutter – i anledning af reformationsåret - med 10 forskellige teser, hvor Steen Skovsgaard har samlet nogle af de teologiske holdninger, som han har argumenteret for i årenes løb.

Hæftet er på 40 sider og kan ses her som webpublikation. Hæftet er også vedhæftet som pdf.

   

Det sker  

   
© Lolland-Falsters Stift