Treenigheden helligånd 2017

Trinitatis søndag 2014 fik vi en stor attraktion ved bispegården i Nykøbing Falster. Det er en over 3 meter høj bronzeskulptur af Hein Heinsen, som illustrerer treenigheden. En ligesidet trekant med tre sider: Gudfader, Gudsøn og Gudhelligånd. 

Gudhelligåndsiden er særlig markant. Den består af hundredvis af former, skæve og lige, store og små, klumper, geometriske figurer, dybe huller, forrevne fremspring, og også enkelte, hvor det tydeligt fremgår, hvad det er: En knibtang, en bog, et øre, mønsteret fra et bildæk osv.

Denne Helligåndside er dragende, fuld af kraft og fuldstændig vild og uoverskuelig. Men man overgiver sig, når man ser den.

Én af de første kommentarer, som jeg hørte, efter at den var sat op, var fra en ung avisdreng, som gik baglæns op mod bispegården. Han kunne ikke slippe synet af den nye skulptur, og særligt denne helligåndsside fangede ham tilsyneladende. ”Hvad synes du om den?”, spurgte jeg ham. Og svaret kom prompte: ”Den er sej!”  Det var den første anmeldelse, en dejlig, frisk og umiddelbar kommentar, fra en 14 årig dreng. 

Skulpturen fortæller noget afgørende om Helligånden. Helligånden er ganske rigtigt sej, stærk og ikke til at blive færdig med. Helligånden er grænsesprængende, uforudsigelig, går sine egne veje, har sine tusind former, men har i sidste ende eet eneste klart mål: at ophøje, pege på og fortælle om Jesus. ”at i sin herlighed kan for os stå, Herren, vi tilbede, Guds den elskelige.” Det er åndens opgave. På skulpturen er dette også illustreret, ved at man aner en skikkelse, nemlig Jesus, som troner øverst oppe. 

Musikken, som vi hører i dag, illustrerer også helligånden og Helligåndens komme. Domorganist Vibeke Vanggaard spillede til indledning Messiaen’s ildtunger og til slut skal vi høre ”le vent de l’esprit” Åndens vindstød. Det er et meget berømt og ligeså voldsomt og markant musikstykke, som Heinsens skulptur. 

Som forklaring til musikken har Vibeke Vanggaard skrevet at det er en direkte, fysisk fremstilling af den rasende vind, af Helligånden, som pinsedag fyldte huset hvor disciplene var samlet. Midterstykket blander det frieste og mest levende der findes: en lærkes sang med en rytmisk stram figur. Lærkesangen er symbol på Halleluja, på Helligåndens glæde. Det er en sang oppe i luften som følger faserne i fuglens flugt. Svinger hele tiden mellem to pedaler forneden og to foroven. Tonerne i pedalet er jorden. Lærken er himmelen. Imellem disse to yderpunkter tegner musikken arabesker der igen og igen rører ved himlen, dykker ned mod jorden og atter svæver op. Til slut en kort toccata. Pedalets voldsomme fortissimo illustrerer “de synlige og usynlige ting”. 

Helligånden er foreningen af det synlige og det usynlige. Af himmel og jord.

For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn. 

Det er dagens evangelium. Det, som også kaldes for den lille bibel. Kan man huske det vers, så har man hele bibelen samlet koncentreret som en maggietern. 

Gud gav sin søn til verden. Den begivenhed gik heller ikke stille for sig. Det vil sige det gjorde den også. For Jesus gik omkring som et almindeligt menneske, talte mildt, helbredte og udsendte disciple.

Men det var først og sidst voldsomt og voldsomme kræfter og reaktioner, som han satte i gang. Mennesker blev bange og vrede. De prøvede at stene ham. Og til slut tog de ham til fange og korsfæstede ham. Der blev kaldt voldsomme kræfter frem. ”Korsfæst ham” – lød det fra folkeskaren. Jordskælv rystede jorden, da han døde. Klipper revnede. Og der kom mørke over hele landet.

Gud gav sin søn. Han lod ham korsfæste ind i og for en mørk og kold verden.Det skete for at frelse verden fra mørket.Mennesket elskede mørket frem for lyset, derfor måtte Gud tilintetgøre mørket. Og til den opgave sendte Gud sin søn. For at splitte mørket ad. For at bryde mørkets magt.

Jesus kom til verden som et meteornedslag. Han rystede jorden og menneskers hjerter.Siden da har verden ikke været den samme. 

Og så dog! Er verden ikke netop den samme? Er verden da blevet bedre? Og er vi mennesker blevet bedre? Er vi holdt op med at elske mørket og gøre mørkets gerninger? Det vil være naivt, og noget af en overdrivelse at påstå det. For mørket har stadig magt og driver sit spil i os og omkring os. Men alligevel vil vi her i kirken påstå, at der er mere at sige. Med Jesu komme til verden skete der noget helt nyt. Himlen rørte jorden og tog bolig i vort mørke. 

Jeg har ofte tænkt på og af og til også fortalt om den gøglergudstjeneste, som jeg deltog i og prædikede ved i Døllefjelde Kirke for 11 år siden en sen bededagsaften. Kirken var stuvende fuld, og 30 gøglere kom ind og satte sig på de forreste bænke. Da vi skulle synge salmen: Nærmere Gud til dig, kom gøglerne spontant op i koret, samlede sig og stod med hinanden og mig om halsen og sang højt og bevæget. Det var og er nemlig en salme, som de elsker over alt andet, og som bevæger hjerterne i en grad, så tårerne løber ned ad kinderne. Nærmere Gud til dig! Det vil sige: Pludselig hørte jeg at de fleste ikke sang: Nærmere Gud til dig, men nærmere Gud til mig. Det var det, som var deres bøn, og det var det, som satte sind og hjerte i bevægelse.

”Gud! Kom nærmere til mig! For jeg kan ikke selv. Kom og rør ved mig. Frels mig, Herre. Jeg er ved at drukne i mit eget skidt og i mit eget mørke”. Og det er evangeliet. At Gud sender os hjælp fra det høje. Han kommer os til hjælp. Han spreder mørket og står os bi, når vi har det sværest. 

Men er det nu også rigtigt? Er det ikke lige præcis det, som ateisterne hånligt konstaterer: Gud hjælper jo ikke. Han griber ikke ind. Ja, han findes forresten slet ikke! Det går i hvert fald ikke de kristne bedre end ikke-kristne. Se hvordan de kristne bliver forfulgt slået ihjel i Ægypten og rundt omkring i verden. Man kan ikke ligefrem påstå, at det fremmer ens ro og velbefindende at tro på Jesus. Snarere tværtimod. Det er som om at mørkets kræfter rejser sig i protest og oprør imod evangeliet og imod de kristne. Ikke bare i denne tid, men også i den tidligste menighed.

Paulus skriver i 1. Korintherbrev kap 4 om aposteltjenesten. Den er ikke for sarte sjæle: vi sulter, tørster, mangler klæder, bliver slået, er hjemløse og vi arbejder hårdt med vore hænder – vi er blevet som affald i verden, et udskud i alles øjne, skriver Paulus. 

Så når vi taler om og tror på, at Gud er vor hjælp og styrke, hvad mener vi så? Det er i hvert fald ikke en hjælp, som gør, at vi slipper for lidelser og modgang. Men det er derimod en hjælp som styrker os midt i modgangen. 

Her i reformationsåret kan det godt være på sin plads at citere Luther, som et sted siger det samme som Paulus: ”Det menneske, Gud vil gøre from, gør han til en fortvivlet synder; hvem han vil gøre klog, gør han til en nar; hvem han vil gøre stærk, gør han skrøbelig; hvem han vil gøre levende, ham kaster han i dødens strube; hvem han vil føre til himmelen, nedsænker han i helvedes afgrund, og så fremdeles. Hvem han vil bringe til ære, til salighed, til herredømme og gøre høj og stor, ham gør han til alles skam, fordømt, til tjener, lav og ringe. Thi Gud viser ham i forvejen i drømme, at han vil bringe ham til stor ære.” 

Så når vi føler os svage, skrøbelige, magtesløse så lad os tage det som en hæder. Da Paulus bad Gud om at fjerne tornen i kødet, hans svaghed og magtesløshed, svarede Gud: min nåde er dig nok. For min magt udøves i magtesløshed. 

Hvortil Paulus svarer: Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig. Derfor er jeg godt tilfreds under magteløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk.”

Sikke en trøst for svage og bange og sårbare sjæle. At høre at der er lys i mørket. At Gud er nær. At han har et frelsende ord til mig, som befinder mig i mørket. At han giver mig den vished eller drøm at skulle arve hans rige.

Det er ganske vist ikke en trøst eller en hjælp, som vi kan forstå eller pege på. Den må vi blot høre og tage imod og tro. Vi må gribe den som den eneste mulighed for at ikke mørket skal få bugt med os. 

En læge sad engang og talte med sin skizofrene patient. Det var en god og åben samtale. Pludselig var det som om at patienten var på vej ind i sig selv og ind i sit eget mørke, og lægen sagde: Jeg kan se at du er på vej ind i mørket igen. Er der noget, som jeg kan gøre for dig. Og patienten svarede: Giv mig en tanke, som jeg kan koncentrere mig om. Det blev senere titlen på en bog om samtaler med skizofrene patienter. Giv mig en tanke som jeg kan koncentrere mig om. 

Det kan også være en bøn midt i alle storme og uvejr og usikkerhed. Giv mig en tanke, et håb, en drøm. En tro på at du holder mig fast til evig tid. En tanke som kan sprede mit mørke. Som jeg kan klamre mig til, og som kan holde mig oppe midt i min fortvivlelse. Da er sorgen slukket – da er perlen fundet, Paradis oplukket – døden overvundet. 

Amen

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud fader søn og helligånd, du som var er og bliver én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse nu og altid og i al evighed. 

Amen.

Salmer: 

723: Naturen holder

396: Min mund og mit hjerte

289: Nu bede vi den Helligånd

--

313: Kom, regn af det høje

287: Kraften fra det høje

 

   

Det sker  

   
© Lolland-Falsters Stift