Krønge Kirke altertavle
Altertavlen i Krønge Kirke.
Foto: Anders Blicfeldt

 

”Poul kommer ikke i skole i dag. Hans far døde i nat!”

Den dramatiske meddelelse fik jeg som 15 årig en tidlig morgen i telefonen. Det var min bedste vens mor, som ringede og fortalte, at Pouls far pludselig var død i nat. Så Poul kom ikke i skole.

Det gjorde jeg derimod, men jeg fik nu ikke meget ud af dagen. Jeg blev ved med at tænke på Poul og på, hvordan han mon havde det. Hvad var der sket? Og hvad skulle jeg gøre? Da vi fik fri, tænkte jeg, at jeg da blev nødt til at komme hen at høre, hvordan han havde det.

Jeg gik derhen, som så mange gange før, men denne gang var noget helt andet. Benene var usikre og foran døren tog jeg en dyb indånding og ringede på. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle eller burde sige eller gøre i en sådan situation. Jeg stod der bare udenfor døren, da han lukkede op. Vi kendte hinanden rigtig godt, og inderst inde vidste vi nok begge, hvordan vi havde det.

”Vil du med ud at gå en tur?” spurgte jeg. Ordene røg bare ud af munden på mig. Jo, det ku vi godt, svarede han, og så gik vi en lang tur, ned langs en å, gennem en lille skov og rundt i et villakvarter, hvor vi aldrig havde været. Vi snakkede om løst og fast. Mest om hvad vi så. ”Prøv at se mågerne henne i den vandpyt. Se ham der går derhenne, han ser mærkelig ud.” Vi gik vel en tre kvarters tid, og kom tilbage, hvor vi krydsede vores egen vej igen. Vi stoppede op og så på hinanden. Og det var som om, vi sagde det i kor: ”Skal vi gå en tur til?” Og det gjorde vi så. Vi gik nøjagtig samme tur. Og igen, uden at aftale noget, begyndte vi at sige det samme, som vi havde sagt under den første tur. ”Prøv at se mågerne henne i vandpytten!” Selvom de ikke længere var der. ”Og prøv at se på den mærkelige mand derhenne.” Han var der heller ikke mere. Men det viste sig, at vi kunne huske alt, hvad der var blevet sagt på vores første tur. Da vi endelig kom rundt og stod ved det samme sted igen, stoppede vi op. Vi kiggede på hinanden, grinede, ”skal vi?” Nej! Vi var enige om, at vi ikke skulle gå flere ture. Så jeg fulgte ham hjem og sagde farvel.

Ikke et ord om hans far. Ikke et ord om, hvad han var død af. Ikke et ord om, hvordan Poul havde det. Men vi havde gået en tur sammen, som vi aldrig glemmer. En mærkelig tur med hinanden og med sorgen som følgesvend. Den var som en usynlig væg eller måske som et bindemiddel mellem os.

”Tab for alt ikke lysten til at gå.” – siger Søren Kierkegaard. ”Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den.”

Om det er det, som de to disciple forsøger i dagens evangelium er nok muligt. De har sikkert ikke haft noget uopsætligt ærinde i Emmaus, men vandringen havde de brug for. De havde brug for at være sammen og tale sammen. Om løst og fast – men mest om deres sorg og udslukte håb. Om det, som var sket i Jerusalem. Jesus var blevet korsfæstet, han var død og begravet. Al verdens glæde og deres glæde var begravet. Alt det, som de havde troet og håbet på, var sunket i grus. Jorden var rystet under dem, og hvad er da bedre end at mærke fast grund under fødderne og begive sig på vandring. Med sorgen som følgesvend.

Og hvilken vandring blev det dog. Så fyldt med små og store detaljer, som man kan blive ved med at standse op ved, gentage og undre sig over.

De var nemlig for det første ikke alene. Jesus gik med dem, hedder det. Han slog følge med dem. De er ikke bare de to med deres sorg, men tre. Det er det mærkelige og underfulde, som man kan opleve i et fællesskab, venskab eller i en god samtale. At 1 + 1 er tre. Der viser sig noget helt nyt i samtalen. Man møder ikke bare den anden og sig selv – men noget fælles. Noget tredje. Den gamle professor Johannes Aagaard, som startede Dialogcenteret i Aarhus, sagde ofte, at i en religionsdialog kan man være sikker på, at 1 + 1 aldrig er to. Der vil altid vise sig en tredje, nemlig Gud.

Og det var netop, hvad der skete for de to disciple. Jesus slog følge med dem og talte til dem.

Men de genkendte ham ikke. Deres øjne holdtes til.

Hvorfor nu det? Hvorfor måtte de ikke se Gud? Og hvorfor må vi ikke se Gud? I dåben hører vi ellers Jesu ord: ”Og se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Men vi ser ham jo netop ikke, sådan rent fysisk. Også vores øjne holdes til. Men hvorfor?

Ja, det er nok ikke fordi Gud ønsker at lege kispus med os eller med sine disciple. Det er ikke for at drille, eller fordi han ønsker at forholde os noget. Når disciplenes øjne holdes til, så er det snarere for at beskytte dem. Gud holder hånden for deres øjne. Han giver dem en slags solfilter på. Som når vi skal se på solformørkelser. Uden et filter ødelægger vi øjnene. ”Ingen kan se Gud og leve” – hedder det.

Hvis Jesus virkelig havde vist sig for de to disciple, så de havde genkendt ham, så ville det på en måde også have været påtrængende og nærmest været et tvingende bevis.

Men sådan virker Jesus ikke. Og grunden er at Gud aldrig tvinger. På samme måde som kærlighed heller aldrig sætter sig igennem ved vold eller tvang.

At Gud er nænsom og ikke presser sig på, ser vi i en anden lille detalje i beretningen om de to disciple. For eter de har talt længe og inderligt med Jesus, og endelig når frem til Emmaus, så står der, at han lod som om, at han ville gå videre.

Han lader som om at han skal videre. Hvorpå disciplene beder den kendte bøn: ”Bliv hos! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.” Det er den bøn som ofte er at finde på altertavler. Ikke så meget på grund af selve bønnen, men fordi de fleste kirkegængere kender og glæder sig over fortsættelsen: ”Så gik han med ind for at blive hos dem.”

Og smukkere kan det næsten ikke siges. Det er evangeliet eller det glade budskab: Når vi beder Gud om at være hos os, så hører og bønhører Han os. Så kommer han og bliver hos os.

Så hvis eller når vi føler, at Gud er langt væk, at vi er alene, nedbøjede, begravet i sorg og smerte og gudsforladte – så fortæller dagens evangelium hvad vi skal gøre. Vi skal kort og godt bede: Bliv hos os, Herre. Det er aften. Det er mørkt i sjæl og sind. Jeg er bange, forvirret og fortvivlet. Bliv hos mig! Og så skal vi få lov at opleve det samme under, som skete for disciplene. Så tager han nemlig imod invitationen og kommer ind og bliver hos os.

Men hvordan? Vi kan jo stadig ikke mærke eller se ham? Kunne vi dog ikke bare få lov til at se en lille flig af hans ansigt og konkret opleve hans nærhed.

Det er det sidste og afgørende, som vi hører i evangeliet. De satte sig til bords, Jesus tog brødet, velsignede og brød det og gav dem det. I netop det øjeblik åbnes deres øjne og de genkender ham. Men så blev han igen usynlig for dem.

De ser ham i et glimt.

Det er det, som de to disciple oplever i Emmaus: at Jesus åbenbarer sig i brødet, han bryder. Det er et mysterium, som vi ikke kan forklare eller se. Mysterium betyder i øvrigt noget i retning af det, som man ser med lukkede øjne. Det ser vi virkeliggjort i nadveren

Suzanne Brøgger fortæller et sted om hvordan hun engang var gæsteprædikant ved en gudstjeneste. Kirken var stuvede fuld. Men ved uddelingen af nadveren slog det klik for hende.

Hun skriver:
”Jeg havde ikke forudset, at den dér lille papkiks kunne gøre fra eller til. Jeg tænkte, at det ikke kunne gøre noget at deltage i symbolikken, når jeg nu var i det fælles rum. Men så skete der det frygtelige, at det blev virkeligt.
På et dybere sted føltes det meningsfuldt,
at denne kanibalistiske canapé skulle vise sig præcis så uudholdelig, som den burde være et kors for tanken. For de andre bestod pinligheden ikke i ritualet, men i at jeg ikke kunne holde op med at græde. Tårerne flød.
Jeg vidste ikke, om jeg burde forlade kirken,
eller hvor i verden jeg skulle anbringe min krop.
Jeg var blevet tvunget hen i en dimension,
hvor kroppen var blevet til overs ...  ."

Det blev virkeligt. Det var ikke længere bare noget symbolsk. Hun blev grebet af Kristus.

Det måltid inviteres vi også til at deltage i i dag. Måske får vi ikke den samme overvældende eller skelsættende oplevelse som Susanne Brøgger. Men måltidet er det samme. Hvor Jesus selv er med os til bords, hvor han griber os og åbenbarer sig for os. I et lille stykke brød og i en lille smule vin. I et glimt. Det ser ganske rigtigt ikke ud af meget, det er tværtimod forargeligt småt og ubetydeligt; men dette måltid rummer påskens, ja, hele evangeliets hemmelighed: At Gud kommer os i møde. At Han ydmyger sig og gør sig lille for vores skyld – og at han ønsker at være os nær, inderligt og virkeligt nær.

”Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld!”

Så gik han med ind for at blive hos dem.

Og det gør han - også i dag.

Glædelig påske!

Amen

Salmer:

349: Herren han har besøgt

7: Herre Gud

243: Luk øjne op

--

245: Opstandne Herre

782: Dig vandre vi så gerne med

   

Det sker  

   
© Lolland-Falsters Stift