Tørklæde

 

Af biskop Steen Skovsgaard

Nedenstående indlæg er skrevet  tilbage i august 1998 som en kommentar til en debat om tørklæder, som blev ført dengang. Ikke meget har ændret sig, så måske kan det bruges som kommentar til den aktuelle diskussion og for eller imod tørklæder. Her kommer det ihvertfald: “Kun til Helved kan man tvinges, Mens til Himlen blot der ringes!"

Sådan skriver Grundtvig i 1837 i en salme om Kirke og Frihed - og siger hermed kort og fyndigt, at med tvang kommer man ingen steder, det fører aldrig noget godt med sig, ja, det fører kun til Helvede!

Det kan være værd at erindre sig de ord i forbindelse med den diskussion, som nu igen blusser op: om muslimske kvinder skal tvinges til at tage tørklædet af, hvis de vil have arbejde, eller om man med loven i hånden skal kunne tvinge virksomheder til at ansætte muslimske kvinder, som bærer tørklæde. Efter min mening vil tvang i begge tilfælde netop ikke føre noget godt med sig. Ligesom man ikke kan tvinge en muslimsk kvinde til at tage sit tørklæde af uden dermed at gøre overgreb mod hendes person, sådan kan man altså heller ikke tvinge en virksomhed til at ansætte en kvinde, som bærer tørklæde, uden at det er et overgreb imod den virksomheds selvbestemmelse. Hvis virksomheden nemlig mener, at det vil kunne påvirke kunderne negativt og dermed også omsætningen, så må den vel stadig være i sin frie og gode ret til at tage økonomiske hensyn fremfor religiøse.

Men hvad så? Betyder det så ikke, at det bliver umuligt for muslimske kvinder at få arbejde? Ja, det er jo ikke sikkert. Hvis man undlader at forsøge at tvinge virksomheder til at ansætte kvinder med tørklæde, så kunne det være, som det faktisk allerede er tilfældet, at nogle virksomheder frivilligt selv tør tage skridtet og forsøge at ansætte også muslimske kvinder. Både overfor muslimen og overfor kunderne ville det unægtelig være et helt andet signal at sende, når nu man vidste, at det ikke var noget virksomheden gjorde nødtvunget - men helt frivilligt.

I sin erindringsbog: “Så vælg da livet” fortæller Bent Melchior om en oplevelse, han som jødisk ung mand havde i sin gymnasieklasse:  “Jeg var jo ikke bare ny, men jeg var anderledes. H.C.Andersen havde observeret, at hvis man er for stor og aparte, så skal man “nøfles”, men jeg oplevede det modsatte. Blot et enkelt eksempel: Traditionen tro skulle vi efter translokationen med hestevogn køre gennem byen, besøge alle hjemmene og på Kongens Nytorv danse om hesten. Mine kammerater vidste, at det kunne jeg ikke være med til, fordi afslutningen altid fandt sted om lørdagen, hvor reglerne for sabbat’en forbød mig at køre. Blandt andet havde de i forbindelse med en ekskursion til Bornholm set, hvordan jeg var gået til fods fra Gudhjem til Rønne for at være fremme ved færgen til København ved sabbat’ens slutning lørdag aften. I mit fravær besluttede de så at lave revolution og henlægge turen med hestevogn til om fredagen, så jeg fik det hele med. Venskabet har bestået sin prøve i halvtreds år!”

Man kan forestille sig, hvad der ville være sket, hvis rektor havde sagt til klassen: "Fordi I har Bent Melchior i jeres klasse, og fordi han er jøde, har jeg besluttet, at vi ændrer afslutningsdagen fra lørdag til fredag. Af hensyn til ham ændrer vi med andre ord skolens århundredlange tradition!"  Mon ikke at Bent Melchior ville betakke sig for en sådan “hensynsfuld” rektor, og klassen ligeså. Det ville da heller ikke hverken være udtryk for eller opleves som integration, kærlighed eller hensyn, det ville kun være og opleves som tvang.

Så lad os ikke ende med at udvise en sådan “hensynsfuldhed” i forhold til muslimerne, men i stedet forsøge med gode eksempler at vise, at der naturligvis er plads til muslimer på arbejdsmarkedet, og lad så også muslimer få lov at vise, at de har lyst til at være med i arbejds- og kollegafællesskabet. Jeg er overbevist om, at både de muslimske kvinder og arbejdsmarkedet er bedst tjent med - på disse følsomme områder - at lade frivilligheden  råde, fremfor lov og tvang. For kun til Helved kan man tvinges!

   

Det sker  

man tir ons tor fre lør søn
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
   
© Lolland-Falsters Stift