Thorkild Græsholt

Af biskop Steen Skovsgaard

Meddelelsen om biskop Thorkild Græsholts død giver anledning både til mange tanker og til stor taknemlighed. Selvom jeg hverken som biskop eller som præst har haft direkte med Thorkild Græsholt at gøre i hans tid som biskop, så har vore veje krydset hinanden på mange områder og i flere tilfælde. Vi har begge rødder i et studie- og bønsfællesskab ved navn Theologisk Oratorium, hvor vi har mødtes, og som vi siden af og til har snakket om.

I begyndelsen af min embedsperiode havde vi ofte glæde af Hanne og Thorkilds besøg både i bispegården og i haven, som de havde et helt særligt forhold til. Og i årenes løb har vi naturligvis også ofte været sammen til gudstjenester i Klosterkirken. En særlig glæde og speciel oplevelse var det, da både Thorkild og Hanne for nogle år siden deltog ved ”indvielsen” af den lille trækirke ved præstegården i Gedser. De sad begge ranke og glade på første række under åben himmel på gårdspladsen, mens vi holdt gudstjeneste i og ved denne særlige kirke, som konfirmanderne havde bygget.

Men noget helt særligt var alligevel, da jeg som ny biskop fik lov til at stå sammen med Thorkild med raslebøsserne til fordel for Folkekirkens Nødhjælps fasteindsamling. Det var både muntert, alvorligt og en stor oplevelse. Det var tydeligt, at han var både kendt og meget afholdt. På et tidspunkt under denne indsamling ved Hallen i Nykøbing gav jeg udtryk for, at han da vist havde samlet flere penge ind end mig. Hans svar var: ”Det er fordi, jeg er kønnere end dig!” Da TV2east lidt efter lavede et interview, og journalisten fik nys om denne ordveksling, blev Thorkild spurgt for åbent kamera, om det var rigtigt? Og afvæbnende og muntert kom svaret: ”Det er jo en skønssag!”

Thorkild var ikke bare munter og hurtig i replikken. Han var først og fremmest et menneske og en biskop, som der stod respekt om lige til det sidste. I sin embedsperiode var han omhyggelig, forstod at lytte, var klarsynet i vurderingen og tænksom. Han var et menneske med holdninger til kirke og kristentro, som han ofte og gerne gav udtryk for i både skrift og tale.

Til det sidste bevarede han en egen værdighed, som var beundringsværdig og opmuntrende.

Æret være hans minde.

 

   

Det sker  

   
© Lolland-Falsters Stift